Ud af boksen: Sygeplejestuderende tænkte nyt på innovationsdag
06.10.11
Ca. 50 sygeplejestuderende fik ros af deres rutinerede kolleger fra Esbjerg Sygehus, da kommende og nuværende sygeplejersker tilbragte en kreativ dag sammen.
- Jeg er virkelig imponeret over jer unge mennesker. Det er utroligt, hvad I har nået i løbet af i dag, sagde én af de garvede sygeplejersker ved den fælles evaluering efter en udfordrende eftermiddag på Campus Esbjerg.
Inden da havde hun sammen med de studerende gennemført en innovationsdag, hvor alle parter blev nødt til at se på deres fag på en ny måde. Blandt andet skulle de med saks, papir, tusch og lim lave deres egne ’påklædningsdukker’, som skulle vise, hvad og hvem en god sygeplejerske er.
De mange kulørte dukker, som blev præsenteret mod dagens slutning, illustrerede en lang række vigtige egenskaber for en sygeplejerske, for eksempel: Rummelighed, evnen til at lytte aktivt, udstråling, humor, omstillingsparathed, effektivitet, overblik og viden. To af grupperne havde endda udstyret deres dukke med rulleskøjter for at vise, at man også kan få travlt som sygeplejerske!
Nyt forløb
Uddannelsen havde inviteret sygeplejerskerne til at medvirke, fordi de er såkaldte ’kliniske vejledere’. Det vil sige, at de til daglig vejleder sygeplejestuderende i praktik.
Ifølge lektor på Sygeplejerskeuddannelsen i Esbjerg, Anette Buskbjerg, var ét af målene med dagen netop at udvikle en ny måde at afvikle et praktikforløb på. Men gæsterne fik også selv en masse ud af dagen:
- Vi har fået nye indfaldsvinkler til vores hverdag. Jeg får lyst til at gå hjem på sygehuset og spørge, om vi også kan afholde sådan en dag, som én formulerede det.
De studerende så også positivt på arrangementet og mente, at det havde været en både sjov, hyggelig og farverig dag.
- Det er en anderledes måde at arbejde på, som én udtrykte det.






Kommentarer