Birthe Friis Mortensen bliver ny rektor for University College Syddanmark

Det er en kvinde med omfattende ledererfaring inden for uddannelsesverdenen, der bliver University College Syddanmarks nye rektor.

Birthe Friis Mortensen (55) tiltræder stillingen pr. 1. juni 2012 og gør i praksis sin entré på rektorkontoret i Esbjerg mandag den 4. juni. Hun overtager rektorstillingen efter Søren Vang Rasmussen, der fratræder pr. 31. maj. 

- Professionshøjskolerne er for mig at se den mest spændende del af uddannelsessektoren. Vi kommer til at spille en meget central rolle i forhold til at realisere uddannelsesministerens intentioner om et sammenhængende uddannelsessystem. Det glæder jeg mig til at tage fat på sammen med de kompetente medarbejdere, og jeg ser frem til at være med til at få samarbejdet godt på plads i en rolig dialog,  siger Birthe Friis Mortensen.

Bestyrelsesformand Carl Holst:

- Jeg glæder mig over, at vi blandt en række gode ansøgere, har fundet en ny rektor med de helt rigtige kompetencer til at føre University College Syddanmarks gode udvikling videre.

Birthe Friis Mortensen er i dag chefkonsulent i virksomheden Pluss Leadership, der yder ledelsesrådgivning til bl.a. uddannelsesinstitutioner. I den egenskab har hun blandt andet arbejdet med ledelsesudvikling i uddannelsessektoren og med analyser og genopretning af kriseramte skoler.

Forinden har Birthe Friis Mortensen gennem ti år været topleder i uddannelsesverdenen: Direktør for Århus Købmandsskole, direktør for økonomi og ressourcer i VIA University College og rektor for Jysk Center for Videregående Uddannelse (JCVU). Længere tilbage har University College Syddanmarks nye rektor beklædt lederposter i en række private virksomheder, bl.a. PricewaterhouseCoopers-gruppen, PwC Management Consultants og Coopers & Lybrand. 

Fakta

University College Syddanmark er den største uddannelsesinstitution i det sydlige Danmark med campusser i Esbjerg, Haderslev, Kolding, Sønderborg og Aabenraa. Der er cirka 6.000 studerende på 13 professionsbacheloruddannelser – pædagog, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut, administrationsbachelor, bioanalytiker, erhvervssprog og it-baseret markedskommunikation, ernæring og sundhed, grafisk kommunikation, jordemoder, medie- og sonokommunikation. University College Syddanmark driver desuden otte videncentre og en afdeling for efter- og videreuddannelse med omkring 5.500 studerende.

Kontakt

Kommende rektor Birthe Friis Mortensen: tlf. 2010 1089
Bestyrelsesformand Carl Holst: tlf. 4032 5210  / 7663 1110

Billeder

Download højopløseligt billede af Birthe Friis Mortensen (1).
Download højopløseligt billede af Birthe Friis Mortensen (2).

Kommentarer

Birthe Friis Mortensen ser professionhøjskolerne som den mest spændende del af uddannelsessektoren.