Nye pædagoger sluppet løs med skuespil og sang
22.06.12
Kulisser og kostumer fyldte UC Syddanmark i Esbjerg, da 35 nye pædagoger dimitterede fredag eftermiddag. Nordisk mytologi var temaet for den sprælske dimission.
Det er fast tradition, at de nyuddannede pædagoger fra uddannelsen i Esbjerg slippes løs med en ordentlig fest: Derfor havde deres medstuderende fra 4. semester også brugt hele ugen på at forberede dimissionen. Temaet i år var Nordisk mytologi og finanskrise – ikke umiddelbart en cocktail, man har hørt om før. Og de studerende havde det da også lidt svært med kombinationen.
- Jah, det med finanskrisen blev nok fejet lidt ind under gulvtæppet, sagde Dennis Jakobsen, studerende på 4. semester, der selv gav den som Thor.
Odin som taler
Selv studiechef Kim Larsen var klædt ud og gav sin dimissionstale som Odin, mens studieleder Anne Birgitte Hermansen optrådte som hans kone Frigg. Fra balkonen skræppede også ravnene Hugin og Munin.
I sin tale sagde Kim Larsen blandt andet, at det i en tid med finanskrise er vigtigt, at nye pædagoger gør deres stemme gældende om de vilkår, der hersker, hvor de kommer til at arbejde.
- Bliv hørt! Der er ekstra brug for den viden og de værktøjer, I har fået på uddannelsen. Gå ud og lav pædagogisk kvalitet, og brug jeres personlighed og de værdier, I hver især kommer med.
Vikingeorkester
Det store torv midt på UC Syddanmark var fyldt med kulisser og et større vikingeorkester, der underholdt lige fra gæsterne ankom kl. 17. Mellem indslagene fra de optrædende studerende blev der uddelt beviser til de 35 dimittender, som var mål for den kulørte fejring. Og der var både smil og tårer i øjenkrogen hos de nyuddannede.
Da det store optrin var forbi, kunne et nyt begynde: Dimissionen gik nemlig direkte over i fest for de nye pædagoger og deres undervisere, pårørende og venner.
Fakta
- Det er fast tradition, at studerende fra 4. semester optræder for pædagoguddannelsens dimittender.
- Ved dimissionen i januar var temaet Folk og røvere i Kardemommeby.
- Forberedelserne til dimissionen foregår som en del af undervisningen i fag som drama og musik.
Mere information
Studiechef Kim Larsen / klar@ucsyd.dk / 7266 2523
Pædagoguddannelsen, Esbjerg - University College Syddanmark
Studieleder Anne Birgitte Hermansen / abhe@ucsyd.dk / 7266 3091
Pædagoguddannelsen, Esbjerg - University College Syddanmark






Kommentarer