På job i en kommune, der ikke findes

03.02.12

Af Niels Rysz

SPOT Kommune findes ikke – men socialrådgiverstuderende har arbejdet i den i tre dage.

Om lidt bliver det virkelighed: De studerende på 4. semester på socialrådgiveruddannelsen i Esbjerg skal i praktik. Men som et nyt tiltag har uddannelsen etableret en fiktiv kommune på Campus Esbjerg, hvor de studerende kan tage forskud på virkeligheden i en dansk kommune. 

God øvelse

Paninnguaq Abelsen og Jade Ruskin deltog i forsøget, der indebar indretning af kontorer, forvaltning og personalekantine på campus og samtaler med borgere – spillet af andre studerende.

Ved indgangen til Spot Kommune. Det er Jade til venstre, Paninnguaq til højre. Fotos: Niels Rysz.

Det virkede lidt kunstigt, at borgerne blev spillet af medstuderende, men man begyndte alligevel at leve sig ind i de cases, man arbejdede med. Første dag tænkte jeg ’hold da op, det er jo helt rodet, men efterhånden blev det klart for mig, hvad formålet var, og hvordan jeg skulle gribe min case an, fortæller Paninnguaq, som derfor synes, det har været en god øvelse.

Sproget er vigtigt

Hun og Jade Ruskin skulle selv spille borgere i deres medstuderendes cases, så de prøvede at sidde på begge sider af bordet. Ifølge Jade gav projekt SPOT Kommune mulighed for at træne den samtalesituation, de vil møde i praktikken og senere i jobbet som socialrådgiver.

Vi har fået meget kommunikationstræning, og vi lærer at stille de rigtige spørgsmål. Sproget er vigtigt, for man kan godt stille det samme spørgsmål på mange forskellige måder afhængigt af, hvilket menneske man sidder over for og hvilken situation, vedkommende er i, siger Jade.

På billedet: To studerende i gang med en borgersamtale.

Givende proces

Paninnguaq tilføjer, at det er vigtigt ikke at spørge ind til hele borgerens livshistorie, selv om det kan være fristende – som socialrådgiver må man holde sig til de dele, der er relevante.

Som led i projekt SPOT Kommune har de studerende skullet bruge deres cases til at udarbejde beskrivelser, analyser og vurderinger af sagerne, og hele den proces har de fundet meget givende.

Hjælpe det andet menneske

På spørgsmålet om, hvad der interesserer dem allermest ved uddannelsen svarer Paninnguaq og Jade enstemmigt: Faget socialt arbejde.

- Det er dér, jeg føler, jeg hører hjemme. Jeg går meget op i at hjælpe det andet menneske og at hjælpe borgeren med at finde sine egne ressourcer.

Praktikken venter

Den 20. februar begiver de to unge kvinder sig så ud, hvor det virkeligt tæller: Jade skal i praktik i Ringkøbing/Skjern kommune, mens Paninnguaq skal deltage i det såkaldte Grønlænderprojekt, som drives i samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Kofoeds Skole og Det Grønlandske Hus i Odense.

Hun har selv grønlandske rødder og kender sproget – derfor synes hun, det er et oplagt sted at komme i praktik.

SPOT Kommune bliver nu pakket sammen igen, indtil næste årgang studerende åbner forvaltning på UC Syddanmark.

Læs mere om socialrådgiveruddannelsen eller kontakt uddannelsen nu.

Kommentarer

Klik for tid og stedåbent hus
Søg ind nuoptagelse.dk

Nyheder

06.07.12

Socialrådgiveruddan-nelsen fordobler antallet af studerende i Aabenraa

Der er aktuelt ingen arrangementer