Befordringstilskud
Befordringstilskud
Befordringstilskud er en hjælp til dækning af de udgifter, du har til transport til og fra din uddannelse. Du kan i mange tilfælde få udbetalt tilskud til transport ved deltagelse i Arbejdsmarkedsuddannelse. Du kan ikke få dækket dine udgifter fuldt ud. Der er netop tale om et tilskud.
Den daglige transport mellem din bopæl og uddannelsesstedet skal være over 24 km. Befordringstilskudet er skattefrit. Et samlet tilskud pr. uddannelse på under 31 kr. udbetales ikke.
Hvem kan få befordringstilskud?
Fordi du kan få VEU-godtgørelse er det ikke sikkert, at du også kan få befordringstilskud - og omvendt.
Befordringstilskud er til lønmodtagere i arbejde, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der ikke modtager en række offentlige ydelser.
Generelle krav for at få befordringstilskud
Der er kun enkelte generelle krav for at få befordringstilskud, som alle skal opfylde.
- Du skal være optaget på en arbejdsmarkedsuddannelse eller enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.
- Er du udenlandsk statsborger - EU-borger eller tredjelandsborgere - kan du godt få befordringstilskud, når blot du arbejder på en dansk arbejdsplads. Du kan også få, selv om du ikke er dansker og pendler fra typisk Sverige eller Tyskland til dit arbejde i Danmark.
- Du skal have nær tilknytning til Danmark. Det betyder, at hvis du er i arbejde, skal du være ansat hos en arbejdsgiver, der er underlagt dansk lovgivning. Er du selvstændig erhvervsdrivende skal din virksomhed være underlagt dansk lovgivning.
- Du skal opfylde adgangsbetingelserne til en af de uddannelser, der giver mulighed for tilskud.
Hvordan og hvor meget får man i befordringstilskud?
Du skal udfylde en ansøgning, som du får på dit uddannelsessted.
Du skal søge befordringstilskud, inden der er gået fire uger efter uddannelsens afslutning.
Befordringstilskuddet udbetales efter faste kilometertakster, der reguleres hvert år den første mandag i juli måned.
Taksterne pr. 6. juli 2009 er henholdsvis 1,14 kr. pr. km. og 2,07 kr. pr. km. Du får den lave takst, hvis du har job, mens du uddanner dig. Andre deltagere får den høje takst.
Læs mere om retten til befordring på www.veug.dk

