Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Efter- og videreuddannelse

Diplom- og akademiuddannelser, fagmoduler, kurser og temadage

Praktikvejleder til læreruddannelsen

Bliv specialiseret i at vejlede og bedømme lærerstuderende i praktik  

  • Lær hvordan du varetager og udvikler opgaven som vejleder og bedømmer lærerstuderende i praktik i samspil med læreruddannelsen. 

Praktik er en af hjørnestenene i læreruddannelsen. Derfor er det vigtigt, at du som praktikvejleder både har indsigt i det organisatoriske, juridiske, sociale og kulturelle grundlag for praktik samt besidder de menneskelige egenskaber til at vejlede kvalificeret. Det vil du alt sammen lære på modulet til praktikvejleder til læreruddannelsen. 

På modulet får du indsigt i vejledningsteori og -praksis samt forskellige etiske udfordringer, der knytter sig til vejledning og bedømmelse som praktikvejleder. Du vil også stifte bekendtskab med forskellige evalueringsformer for læring, undervisning og metoder til at give feedback. Som praktikvejleder på læreruddannelsen skal du ydermere have viden om mange metoder til at indsamle og behandle data, så du kan dokumentere, analysere og diskutere vejledning, undervisning og læring med både elever og fagfæller. 

Du vil også kunne udvikle din egen og andres vejledningspraksis ved at evaluere lærerstuderendes læringsudbytte gennem observation og analyse.  

Det får du indsigt i på dette modul:  

  • Hvordan du vejleder og bedømmer lærerstuderende i praktik, og de problemstillinger der kan være hermed.  
  • Lær at iagttage og beskrive pædagogisk praksis og vejledning ved anvendelse af en bred variation af dataindsamlings- og databehandlingsmetoder.  
  • Hvordan du planlægger, tilrettelægger, gennemfører, evaluerer og udvikler differentierede vejledningsforløb med lærerstuderende. 
  • Lær at evaluere lærerstuderendes læringsudbytte og bruge resultaterne til at udvikle din egen vejledningspraksis. 

Modulet er et valgmodul på Pædagogisk diplom, men kan også tages selvstændigt.

Hvem henvender modulet sig til?  

Du er uddannet lærer med et par års erfaring og vil gerne udvikle kompetencerne til at blive praktikvejleder til læreruddannelsen.

Adgangskrav 

For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller akademiuddannelse i beskæftigelse.
En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.

Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.

Det står der i studieordningen 

Formål  

Modulet svarer til den tidligere praktikvejlederuddannelse for læreruddannelsen.  

I tilknytning til praktik og skolens praksis arbejdes der på et videnskabeligt grundlag med vejledningsfaglige, læringsteoretiske samt almen- og fagdidaktiske temaer og problemstillinger. Formålet er, at den studerende tilegner sig kompetencer til at varetage opgaven som vejleder for og bedømmer af lærerstuderende i praktik. Når du har gennemført modulet, kan du anvende betegnelsen praktikvejleder.  

Mål for læringsudbytte  

Kompetencemål  

Det er målet, at den studerende gennem integration af praksiserfaring og udviklingsorientering opnår kompetencer til at  

  • dokumentere, analysere og vurdere eget og andres arbejde med planlægning, undervisning og vejledning.  
  • varetage og udvikle opgaven som vejleder for og bedømmer af lærerstuderende i praktik i samspil med læreruddannelsen.  

For at opnå disse kompetencer skal den studerende  

Viden  

  • have indsigt i skolens organisatoriske, juridiske, sociale og kulturelle grundlag: Læreplaner, læreplansteori, læreplansudformning, undervisningsplanlægning samt undervisningsteoretiske og didaktiske grundpositioner.  
  • have viden om analoge og digitale dataindsamlings- og databehandlingsmetoder og deres anvendelighed i forhold til dokumentation, analyse og diskussion af vejledning, undervisning og læring.  
  • have indsigt i forskellige former for evaluering af læring, undervisning og feedback-processer samt deres muligheder og begrænsninger.  
  • have indsigt i vejledningsteori, -etik og -praksis.  

Færdigheder  

  • kunne planlægge, tilrettelægge, gennemføre, evaluere og udvikle differentierede vejledningsforløb med lærerstuderende.  
  • kunne iagttage og beskrive pædagogisk praksis og vejledning ved anvendelse af en bred variation af dataindsamlings- og databehandlingsmetoder.  
  • kunne evaluere lærerstuderendes læringsudbytte og bruge resultaterne til at udvikle egen vejledning.  
  • kunne vejlede og bedømme lærerstuderende med opmærksomhed på de mange etiske udfordringer, der knytter sig til vejledning og bedømmelse.  
Hvilken bedømmelsesform benyttes på modulet? 

På modulet bliver du bedømt ved en prøve med ekstern censor. 

De vigtige detaljer

På nedenstående side finder du alt, hvad du skal vide om til- og afmelding til vores efter- og videreuddannelsesmoduler, samt eksamener og udgifter. 

Er du interesseret i at få op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse? Så læs mere her.

Tilmeld dig her

Praktikvejleder til læreruddannelsen

Nedenfor kan du se hvor og hvornår, vi udbyder modulet. Tryk på + for mere information