Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Efter- og videreuddannelse
  • Forskning
  • Om UC SYD
  • Uddannelser og kurser For dig, der leder efter et kursus, et modul eller en uddannelse på diplom-, akademi- eller masterniveau
  • Skræddersyede forløb For kommuner og organisationer, der ønsker skræddersyede videreuddannelsesforløb til medarbejdere og ledere

Ved du, hvad du leder efter, kan du søge direkte i vores database

  • Om UC SYD Hvem er vi? Læs alt om UC SYD her.
  • Find os Adresser og kontaktoplysninger - du finder det hele her.
  • Job ved UC SYD Find ledige stillinger, og hør hvordan det er at arbejde på UC SYD.
  • Presse Vi giver dig oversigten over alle vores pressehistorier.

En pædagogstuderendes bud på kreative aktiviteter til børn

Hvad kan dine børn lave, mens du studerer eller arbejder? Og hvad kan I lave sammen? En pædagogstuderende fra Aabenraa har mange gode, kreative bud.

Jeg ved I er mange derude, der kan have en stund, hvor det at hjemmepasse og skulle have en hjemmearbejdsdag til at gå op, kan være en udfordring.

Jeg har samlet en række idéer, hvor jeres børn kan sidde ved siden af jer og lege, i mens I arbejder. Har du mulighed for det, så deltag i aktiviteten sammen med dit barn.

Fælles for alle aktiviteter er, at de ikke kræver særlig meget - mange af ingredienserne har I formentlig allerede i hjemmet.

Troldesnot

Børn leger med troldesnot
Troldesnot

Ingredienser:
1 pose kartoffelmel
Ca 3,5 dl vand
Evt frugtfarve/pastafarve

Hæld lidt vand i ad gangen indtil I har en skøn slim, der nok skal bringe glæde. I kan tilføje dyr (Schleich dyr bliver ikke farvet, og er lige til at vaske igen), kopper, service eller hvad I og jeres barn kunne have lyst til.

Troldesnot er nemt at tørre af igen, og det kan enten opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet, hvis I vil lege med det igen i løbet af et par dage, ellers kan det lægges i fryseren – det er også sjovt at lege med, imens det tør op.

Male med troldesnot

Barn maler med troldesnot
Mal med troldesnot

Ingredienser:
1 pose kartoffelmel
Ca 3,5 dl vand
Frugtfarve/pastafarve

Lav en troldesnot uden farve i, som hældes i et fad. Tag noget af troldesnottet fra, og hæld det i mindre beholdere, tilsæt farve til beholderen, og lad nu
barnet male i troldesnot fadet, de kan bruge skeer, vatpinde, pincetter eller hvad I lige har hjemme.

Yoghurt-slim

Barn leger med chia-slim
Chia-slim

Ingredienser:
1/2 dl yoghurt (græsk, skyr, neutral, creme fraiche)
60 g kartoffelmel
3 g olie
Evt frugt eller pastafarve

Bland alle ingredienser indtil I har den ønskede konsistens. Kan opbevares i køleskabet et par dage.

Chia-slim

Ingredienser:
3/4 dl chiafrø
2 dl vand
4,5 dl kartoffelmel
Evt frugt eller pastafarve

Bland vand og chiafrø, og stil det på køl, gerne natten over. Når det skal bruges hældes lidt kartoffelmel i af gangen, til I har den ønskede konsistens.
Slimen opbevares i en skål ved stuetemperatur, det kan holde et par dage – duft til det inden leg. Det kan også opbevares i fryseren.

Klistret slim

Ingredienser:
100g kartoffelmel
2 dl vand
Evt frugt eller pastafarve

Det skal blandes i en gryde, tænd for blusset på max varme og pisk med en elpisker. Den er færdig når du har en god klump, lad massen køle af inden I går i gang med at lege. Slimen kan pustes op, hvis I har et stål eller bambussugerør.

Hjemmelavet modellervoks

Ingredienser:
2 dl fint salt
5 dl mel
2 spsk citronsyre
1 tsk olie
5 dl vand
Evt frugt eller pastafarve

Alle ingredienser kommes i en gryde, rør til du har en fast masse. Tag gryden af blusset og lad det køle af, læg det i en pose og tilføj evt. farve. Opbevares i en pose.

Farvede ris

Pink, blå og grønne ris i en bageform
Farvede ris

Ingredienser:
Ris
Frugtfarve/pastafarve

Put ris i en pose og tilføj ønskede farve, ryst til I har den farve i ønsker. Bruger I frugtfarve, kan I med fordel tilføje lidt eddike, det binder nemmere på
farven. Er god som hældeleg, med dyr, maskiner eller andet som jeres barn interesserer sig for.

Kan I ikke overskue ris over hele gulvet, så benyt jer af et stræklagen, med tunge ting i alle 4 ender, så bliver risene der.

Opbevares i en lufttæt beholder, og de kan holde i lang tid.

Is-optøning

Ingredienser:
Vand
Evt frugt eller pastafarve
Evt en figur
Evt salt

Hæld vand i en balje, tilføj farve og en figur, sat det i fryseren til det er frossent. Når det er frossent, kan I gå i gang med at befri dyrene, og slå isen i stykker. I kan bruge smøreknive, skeer osv. I kan også bruge salt til at drysse over.*OBS! Blander man salt og is, kan der ske en kemisk reaktion, som kan medføre brandsår. Lad barnet drysse salt på, men dit barn skal ikke gnide sin hånd ned i isen, hvis der ligger salt på. Snak om at dit barn skal mærke efter - hvis det er ubehageligt eller gør ondt, så stop.

Dinosaur-udgravning

Udgravning af dinosaur
Dinosaur-udgravning

Ingredienser:
1 dl kaffegrums
2 dl mel
1 dl sand
1 dl vand

Bland det hele, put en ting inden i, det kan være en dinosaur, en sten etc. Bages ved 100 grader, til I har en tilpas hård klump.

Hjemmelavet legesand

Ingredienser:
5 dl mel
1/2 dl vand
7-8 spsk Olie
Evt. frugt eller pastafarve

Hæld mel ud på en bageplade, tilføj vand med en evt. farve, ælt og smuldr dejen i små stykker. Bag det i en forvarmet ovn på 150 grader i 10 minutter.
Tag det ud af ovnen, og smuldr det igen, hvis det virker tørt kan du nu gå til næste trin, ellers bag det igen ved 10 minutter.

Når det er kølet, tilføjer I olie, og smuldr igen. Tilføj evt mere olie, hvis det ikke hænger ordentligt sammen hvis du tager en klump og klemmer den.
I kan blende det, så bliver det finere og hænger bedre sammen, men det er ikke nødvendigt.

Plade med søm

Find en træplade hjemme, slå søm i, nu kan dit barn lave mønstre og forme med elastikker.

Skumfest

Barn leger med blåt skum på badeværelse
Skumfest

Ingredienser:
2 spsk opvaskesæbe
2 spsk kartoffelmel
½ dl varmt varn
Evt frugt eller pastafarve

Pisk med en elpisker til du har en fin og fast skum uden for store bobler. Til legen kan der tilføjes dyr, gryder og skeer, plastikbiler eller hvad dit barn interessere sig for.

Toiletrulle-skydere

Ingredienser:
Tom toiletrulle
Tape
Ballon

Klip toppen af ballonen over, og placer nu ende stykket over toiletrullen og tape rundt om. Lav små vatkugler, aviskugler, pompomer eller andet I har hjemme. Og affyr!

Musikfigurer

Mariahøns lavet af pap, der bruges som musikfigurer
Musikfigurer

Ingredienser:
Tom toiletrulle
Limpistol
Bønner, ris, linser, pasta
Pynt

Lad barnet pynte toiletrullen, lim efterfølgende den ene ende sammen, lad dit barn tilføje indholdet, lim den anden ende sammen. Lav gerne med forskelligt indhold, så vil dit barn kunne spille med forskellige toner.

Syre/base-eksperiment

Bagepulver og eddike står klar til et syre/base-eksperiment
Syre/base-eksperiement

Ingredienser:
Bagepulver
Eddike
Frugt eller pastafarve

Læg farve i bunden af en muffinsform, eller glas, placer en tsk. bagepulver ovenpå. Hæld eddike i en skål, og lad nu dit barn tilføje eddike til bagepulveret, I kan bruge en ske, pipette eller hvad I har hjemme.

Mælkeeksperiment

Mælk i forskellige farver blandes i et fad
Mælkeeksperiment

Ingredienser:
Mælk gerne sødmælk
Frugt eller pastafarve
Opvaskesæbe

Hæld mælk i et fad, dryp farve ned i evt med en vatpind – bruger I pastafarve skal det opløses i en smule vand først. Tilføj efterfølgende sæbe, og se hvad der sker.

Hoppende æg

Ingredienser:
Æg
Eddike
Evt frugt eller pastafarve

Placer ægget i et glas med eddike og evt farve, de skal stå i min. 1 døgn ved stuetemperatur. Når de er bløde, kan dit barn lege med dem, helst ved et fad eller udenfor.

Corona-hverdagen på UC SYD

Når vi ikke kan mødes på campus, så lad os mødes online. Få inspiration, opdateringer og nyheder fra medarbejdere og studerendes corona-hverdag.

Følg også seneste nyt om coronasituationen lige her.