Frie skolers grundlag og pædagogiske udvikling
Fagområdet Frie skolers grundlag og pædagogiske udvikling er særligt rettet mod dig, der har interesse for at arbejde med det menneske- og skolesyn, der præger de frie skolers grundlag. Uddannelsen inddrager inspiration fra Grundtvig, Kold og andre uddannelsesteoretikere. Samtidig behandles skolekultur og kostskolemiljø i undervisningens temaer.
Du vil lære at aktualisere, udvikle og selvfølgelig arbejde med de frie skolers pædagogiske praksis. Du får indsigt i begreberne livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og lærer at koble dette til frie skolers værdigrundlag og at omsætte det i praksis i hverdagen.
Fagområdet giver dig kompetencerne til at udvikle fagdidaktik og dannelsesmål og at implementere dette konkret i undervisningen. Du bliver klædt på til at være medansvarlig for skolens udvikling, og i eksterne og interne samarbejder kan du indtage rollen som repræsentant for de frie skolers skoleform.
Uddannelsesretningen forudsætter, at du vælger mindst to af de retningsspecifikke moduler på din pædagogiske diplomuddannelse, og dit afgangsprojekt skal være med udgangspunkt i de frie skoler.
Moduler
Modul 1: Frihedssyn og pædagogisk praksis
Modul 2: Fortællekultur, fortælling og det narrative
Modul 3: De frie skoler i en global verden
Modul 4: Vejledning i friskoler, efterskoler og højskoler