Erhvervsskoleelever vil have mere motion i skoledagen

28.08.17

Af  Ulla Pedersen

Ny undersøgelse dokumenterer, at elever på erhvervsskolerne vurderer, at de får mindre motion end de 45 minutter, som erhvervskolereformen kræver. Men eleverne vil gerne have mere bevægelse ind i skoledagen. Undersøgelsen skal bruges til at forbedre indsatsen.

En ny undersøgelse fra KOSMOS – det nationale videncenter for kost, motion og sundhed for børn og unge – viser, at der endnu er langt til de 45 minutters motion, som ellers bliver krævet i erhvervsskolereformen. Kun 17 procent af de adspurgte elever på flere forskellige erhvervsskoler angiver i en spørgeskemaundersøgelse, at de bevæger sig de krævede 45 minutter i løbet af skoledagen.

Men der er et godt grundlag at bygge videre på, viser undersøgelsen også. Erhvervsskoleeleverne vil gerne have mere motion på skemaet. Det svarer 58 procent af de adspurgte. Og det er positivt, mener Jesper von Seelen, docent og Ph.D. ved UC SYD og en af personerne bag undersøgelsen.
- Undersøgelsen peger på flere interessante forhold, som har værdi for erhvervsuddannelsernes arbejde med at implementere bevægelse i skolen. Først og fremmest er det positivt at se, at eleverne faktisk gerne vil deltage, og at over halvdelen af eleverne gerne vil have endnu mere bevægelse, siger han.

Læs rapporten her.

Ingen enkle løsninger
Der dog ingen enkle løsninger på, hvordan erhvervsskolerne skal efterkomme elevernes ønske og erhvervsskolereformens krav om mere bevægelse. Eleverne på de forskellige erhvervsuddannelser har forskellige holdninger til bevægelse og motion.

- Vi har i denne undersøgelse kigget på forskelle mellem to forskellige hovedområder og der er interessante forskelle med betydning for, hvordan udfordringen kan gribes an. Vigtigst måske er det at konstatere, at eleverne på de to hovedområder, vi har kigget på, har forskellige holdninger til bevægelse, hvilket er en af årsagerne til, at der ikke findes nogen enkel løsning på udfordringen, der passer til alle elever på erhvervsuddannelserne, fortæller Jesper von Seelen.

Der er dog god grund til at gå videre med arbejdet. Der ser ud til at være en sammenhæng mellem glæden ved at gå på uddannelsen og mængden af motion. De elever, som er glade for at gå på uddannelsen svarer sjældent, at de bevæger sig mindre end 10 minutter om dagen i modsætning til de elever der er mindre glade for uddannelsen.

KOSMOS øger indsatsen for bevægelse på erhvervsskolerne
Det er et område KOSMOS fortsat vil følge og undersøge, oplyser videncenterchef Børge Koch.
- For KOSMOS er dette blot endnu et skridt på vejen til at blive klogere på implementering af bevægelse på erhvervsuddannelserne. Rundt om i landet er der mange skoler og organisationer, der hele tiden oparbejder erfaring med dette område, og det er for os naturligt at være en del af dette arbejde med de kompetencer og erfaringer vi har på videncenteret, siger han.

KOSMOS driver blandt andet netværk for sundhedsfremme for erhvervs- og produktionsskoler, hvor forskerne vil diskutere undersøgelsens resultater yderligere. Læs mere om netværket.

FAKTA
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 584 besvarelser fra elever på erhversuddannelsernes grundforløb 1 inden for hovedområderne Omsorg, Sundhed & Pædagogik samt Teknologi, Byggeri & Transport.

Yderligere oplysninger:
Docent, Ph.d. Jesper von Seelen, UC SYD, tlf. 72 66 52 57, e-mail: jvse@ucsyd.dk
Videncenterchef Børge Koch, UC SYD, tlf. 72 66 52 50, e-mail: bfko@ucsyd.dk

Kommentarer

Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies