Fem docenter tiltrådte med ny viden

27.10.17

Af  Niels Rysz

Hele fem nye docenter holdt tiltrædelsesforelæsninger på UC SYD i onsdags. Den akademiske tour de force gik hele vejen fra ’dybere læring’ i klasseværelset over rotters indlæring til fagflugt i sundhedsvæsenet.

Thomas Albrechtsen vil blandt andet lave 'kvalitative mikro-analyser' af, hvor effektive teammøder på danske skoler er. Fotos: Niels Rysz. Klik på dem for fuld størrelse.

Fem nye docenter afholdt onsdag deres tiltrædelsesforelæsninger på UC SYD. Emnefeltet var bredt, så gæsterne fik ekspertviden med hjem om såvel pædagogik som sundhed og inklusion.

-Har lærersamarbejdet i dag en overfladisk karakter? Kunne det være dybere?, spurgte første docent på scenen, Thomas Rohde Skovdal Albrechtsen, som har ansvar for forskningsprogrammet om dagtilbud og skole.

Et godt lærersamarbejde medfører både større jobtilfredshed og bedre trivsel og læring, fortalte han.

"Vi kan ik stave, men vi kan slås", står der på billedet, som Christian Quvang selv har taget.

Konkret fokus på inklusion

Christian Quvang står for forskningssporet om inklusion og eksklusion. Han så en opgave for alle aktører på området i at reframe begreberne og levere klare definitioner. Men samtidig vil han fastholde et konkret og lokalt fokus i arbejdet.

-Aktørerne er altid situeret i tid og rum. Derfor kan man ikke lave en samlet, national plan.

Træsko

Bo Morthorst Rasmussen, som er tidligere sømand, blev formentlig verdens første docent til at afholde tiltrædelsesforelæsning i træsko og sømandskasket.

Han fortalte om sin undersøgelse af, hvad der får samarbejdet mellem lærere og pædagoger til at fungere – og det er ikke mindst de uformelle møder på fx lærerværelset. Desuden er det vigtigt med en god forståelse af ens egen rolle og af de andres roller i teamet.

Med Lene Bjerregaaards entré bevægede vi os over i den sundhedsprofessionelle arena, om end hun påpegede, at inklusion og samarbejde i høj grad er temaer med snitflader ind i hendes område.

Der skal mere end et auditorium til for at få en ægte sømand til at skifte til blanke, spidssnudede sko. Her ser vi Bo Morthorst Rasmussens fine træsko.

Hun beskrev blandt andet, hvordan presset på ressourcerne i sundhedsvæsenet risikerer at medføre en fagflugt – sådan som man allerede har set eksempler på, senest på Rigshospitalet.

Jesper von Seelen rundede seancen af med sin forelæsning om sundhed og bevægelse. Da det var ved at være sidst på eftermiddagen, benyttede han sig af ’aktive pauser’ for at få tilhørerne op på dupperne. De måtte op at stå og udføre et par fysiske opgaver.

-Aktive pauser VIRKER. Så hvorfor bruger vi det næsten aldrig? Det handler ganske enkelt om kultur, sagde han.

Lene Bjerregaard har en bred forskningsbaggrund inden for sundhed og sociale spørgsmål.

Desuden fortalte han om nylig forskning, der viser, at elevers indlæring ikke blot styrkes, når de dyrker idræt FØR undervisningen. Fysisk aktivitet efter undervisningen har en positiv effekt på, hvor godt det indlærte lejrer sig i hukommelsen. Det er forsøg med rotter, der har vist, at det forholder sig sådan.

Med sine aktive pauser medvirkede von Seelen derfor selv til, at alle fik et stort udbytte med sig fra hans forelæsning.

Forskningschef Keld Thorgaard havde indledt med at kalde det en festdag på UC SYD, og de mange indsigter på flere forskningsområder, som de fem docenter leverede, gav ham fuldt og helt ret.

Der er lagt op til megen ny viden til landets skoler, hospitaler og andre velfærdsinstitutioner, når de fem docenter for alvor får lagt skinner under forskningssporene.

Se UC SYD's fire forskningsprogrammer her.

Jesper von Seelen ruskede op i tilhørerne med aktive pauser og nye indsigter om indlæring.

Kommentarer

Sig din mening


CAPTCHA image for SPAM prevention Hvis du ikke kan læse teksten, klik her.
Har du læst Retningslinjerne for brug af bloggen?
Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies