Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

I tvivl om akademi- og diplomuddannelser?

Hvad er forskellen på en diplom- og akademiuddannelse? Hvordan læser du på deltid? Få svar på dine spørgsmål om videreuddannelse.

Få svar på dine spørgsmål om efter- og videreuddannelse

Hvordan læser du samtidig med, at du arbejder? Hvor mange timer skal du bruge på en akademi- eller diplomuddannelse om ugen?  Få svar på nogle af dine spørgsmål her.

Hvad er forskellen på en akademiuddannelse og en diplomuddannelse?

Akademiuddannelser er niveau 5 i den danske kvalifikationsramme. For at blive optaget, skal du have en ungdomsuddannelse, som er en niveau 4 uddannelse dvs. en studentereksamen, HF eller erhvervsuddannelse.

Diplomuddannelser er niveau 6 svarende til bachelorniveau. Her skal du som minimum have en niveau 5 uddannelse for at blive optaget.

På begge uddannelser indgår din praksis som en væsentlig del af uddannelsen. Det er din uddannelsesbaggrund og hvad du vil bruge uddannelsen til, der afgør, hvad vi vil anbefale dig.

Hvis du er i tvivl om hvilket niveau din uddannelse er på, kan du undersøge det på ug.dk.

Hvordan er strukturen på videreuddannelser?

Alle akademi- og diplomuddannelser er på hver 60 ECTS point.

De består af obligatoriske moduler, valgmoduler og et afgangsprojekt. Det er lidt forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvor mange obligatoriske moduler der er, og om de er på 5 eller 10 ECTS point.

Afgangsprojekterne på akademiuddannelserne er på 10 ECTS point, og afgangsprojekterne på diplomuddannelserne er på 15 ECTS point.

Hvordan læser jeg samtidig med, at jeg arbejder?

Du tager et modul af gangen med undervisning en gang om ugen og strækker dit studie over 3 år. Du kan vælge at læse over en endnu længere periode, så længe du afslutter uddannelsen inden for seks år fra den dag, du starter. 

 

Hvordan læser jeg på fuld tid?

Du kan være fuldtidsstuderende på to måder. Enten læser du 3 deltidsmoduler pr. semester, som de fleste vælger. Ellers også  sammensætter du din uddannelse med moduler tilrettelagt på fuld tid og gennemfører modulerne efter hinanden. Det sidste er en vanskeligere måde, da vi ikke udbyder så mange moduler på fuld tid.

 

Hvor stor er arbejdsbyrden på et modul til f.eks. 10 ECTS point?

10 ECTS point betyder, at du skal regne med en studieaktivitet på mellem 275-280 timer alt inklusiv. Undervisningen, vejledning og eksamen udgør en mindre del. Hovedparten af dit studiearbejde er din egen studietid, arbejde i studiegrupper og at afprøve teorier og metoder i praksis.

Hvordan betaler jeg for min uddannelse?

Du betaler pr. modul, men hvis du ønsker at betale for hele uddannelsen på en gang, kan det også lade sig gøre. Her skal du kontakte studiesekretæren på uddannelsen.

 

Kan jeg få SVU til en akademi- eller diplomuddannelse?

SVU er Statens voksenuddannelsesstøtte. For at få SVU må du ikke have afsluttet en videregående uddannelse - dvs. en niveau 5 uddannelse. Det betyder, at du kan få SVU til en akademiuddannelse, men ikke til en diplomuddannelse. Se øvrige vilkår på www.svu.dk  

 

Hvad er ECTS point?
ECTS betyder European Credit Transfer and Accumulation System. Det er et internationalt pointsystem, som angiver den arbejdsbelastning, som et uddannelsesforløb er normeret til.
 
ECTS-point måler ikke fagligt niveau eller sværhedsgrad, men hvor stor en samlet arbejdstid, du skal forvente at bruge for at gennemføre et forløb. Læs mere om ECTS point.
Hvad er individuel kompetencevurdering?

Individuel kompetencevurdering er en vurdering af de reelle kompetencer, du har erhvervet uden for det etablerede uddannelsessystem - f.eks. viden og færdigheder, du har erhvervet gennem

  • erhvervsarbejde
  • tillidshverv
  • udlandsophold
  • deltagelse i kursus- og uddannelsesaktiviteter (f.eks. højskole og folkeoplysning)
  • deltagelse i frivilligt arbejde
  • deltagelse i fritidsaktiviteter eller lignende.

Du kan søge om at få anerkendt dine individuelle kompetencer i forhold til:

  • Adgangskrav til en akademiuddannelse eller en diplomuddannelse. 
  • Kompetencebevis
  • Uddannelsesbevis

  Læs mere om individuel kompetencevurdering

Er du i tvivl om, hvilken efter- og videreuddannelse der passer dig, eller har du andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores studievejleder. Hun er døbt Anne Maria, men er altid blevet kaldet Trine. Så skriv eller ring til Trine og bliv klogere på dine muligheder.

Du kan også læse mere om vores efter- og videreuddannelser. 

Kontakt

Studievejleder

Anne Maria Rønholt (AMRO)

Resumé

Er du i tvivl, om du skal vælge en akademi- eller en diplomuddannelse? Har du brug for en individuel kompetencevurdering? Eller har du spørgsmål til tilmeldingsfrister, optagelseskrav, dokumentation, SVU eller ECTS? Så kontakt vores studievejleder.

Tager hun ikke telefonen, så send en mail. Så vender hun tilbage hurtigst muligt.