Gå til hovedindhold

Temadag

Om digital skrivedidaktik

Hot Spot - Digital skrivedidaktik

Få nye didaktiske overvejelser, viden og værktøjer til at arbejde med digitale skrivekompetencer på grundskolens mellemtrin og overbygning.

Type: Konference

Hvornår: 22. november 2018, kl. 12.00 - 16.30

Pris: Kr. 575

Tilmeldingsfrist: 01. november 2018

Lokation: UC SYD, Campus Haderslev, Lokale Ny kantine C-124, Lembckesvej 7 6100 Haderslev

Tilmeld dig her

Kom med til en temadag om digital skrivedidaktik og få nye didaktiske greb til digital skrivning i undervisningen.

Det kræver særlige kompetencer og nye praksisformer for deltagelse, når elever skal skrive digitale tekster og færdes i digitale læringsmiljøer. Derfor er det vigtigt at understøtte og udvikle elevernes skrivekompetencer. 

På temadagen vil du høre oplæg, der præsenterer nye didaktiske overvejelser, viden og værktøjer til at arbejde med skrivekompetence og digital skrivning på grundskolens mellemtrin og overbygning i alle fag.

Du vil blive præsenteret for fem didaktiske greb til skrivekompetence og digital skrivning i undervisningen.

Derudover vil du modtage bogen “Digital Skrivedidaktik” af Jens Jørgen Hansen (red), Akademisk Forlag 2018.

Program

12.00-12.15: Sandwich og indskrivning

12.15-12.30: Velkomst
Ved docent og programleder Thomas Albrechtsen, UC SYD, Dagtilbud og Skole

12.30-13.15: Digital skrivedidaktik og eleven som digital pioner, navigatør og passager
Ved Jens Jørgen Hansen, lektor, ph.d. Syddansk Universitet.

Den digitale udvikling sætter en ny scene for elevers skrivning. Oplægget vil pege på, hvad der karakteriserer skrivning i digitale miljøer, og hvordan digital skrivning involverer arbejdet med nye digitale genrer, nye multimodale udtryksformer og brug af nye skriveteknologier og strategier. Oplægget vil også pege på at eleverne har forskellige kompetencer i forhold til at skrive i digitale miljøer – som digitale pionerer, digitale navigatører og digitale passagerer – og hvilke muligheder lærere har for at støtte elevers udvikling af skrivekompetencer.

13.15-13.30: Pause

13.30-14.00: ASK – en planlægningsguide til alle fag
Ved Lene Illum Skov, lektor UC SYD, Forskning, Innovation, Videreuddannelse.

Hvordan kan lærere i alle fag arbejde eksplicit med at skærpe elevernes evner til at producere gennemtænkte og målrettede multimodale tekster? Gennem planlægningsguiden, ASK, gives der i oplægget et bud på, hvordan undervisning i multimodal tekstproduktion konkret kan gribes an gennem stilladsering og guidning. Grebet, ASK, består af tre faser: aktivering, stilladsering og konsolidering og er målrettet alle fags lærere på mellemtrinnet.

14.00-14.30: "Det ser godt ud!”
Ved Rikke Christoffersen Denning, lektor UC SYD, Læreruddannelsen.

Hvordan giver vi kvalificeret feedback på digitale elevprodukter? Og hvordan får vi eleverne til forholde sig kritisk reflekterende til deres egne digitale produkter? Med udgangspunkt i danskfaget præsenterer oplægget et bud på et refleksionsværktøj til eleverne, SATsER, som kan støtte eleverne i at begrunde og reflektere over muligheder og valg, når de producerer digitalt. Og som på samme tid kan fungere som ramme for lærerens løbende feedback. I oplægget vil der være eksempler fra et forløb i 7. klasse i dansk, hvor eleverne producerer reklamer med intertekstuelle referencer.

14.30-14.45: Pause

14.45-15.15: At skrive med video
Ved Peter Holmboe, lektor UC SYD, Forskning, Innovation, Videreuddannelse.

I dag er skrivning mere end blot tekst på et stykke papir, idet nye tekstformer både udfordrer og understøtter didaktikken, kommunikationsforståelsen og indlejrede dannelseselementer. Det at ”skrive med video” sætter nye rammer for at forstå skrivningens praksis, produkt og processer. Oplægget præsenterer et interventions- og erfaringsbaseret blik ind i det at ”skrive med video”, hvor elever optager videoer, der kan bruges til dialog og feedback kooperativt og kollaborativ mellem både lærer/elev og elev/elev.

15.15-15.45: Digitale skrivekonferencer
Ved Charlotte Christiansen, lektor UC SYD, Læreruddannelsen.

Hvordan kan digitale skrivekonferencer stilladseres, og hvordan kan de udvikle sig til udforskende, online dialog mellem lærer og elev(er) som en del af den formative feedback under skrivningen?
Oplægget vil præsenterer de muligheder, der åbner sig, når elever skriver tekster online i elektroniske, delte dokumenter. For det første det potentiale for formativ feedback, der ligger i, at læreren kan kommentere og spørge under skriveprocessen. For det andet de nye muligheder for at stilladsere elevernes skrivning, som et digitalt læringsrum tilbyder. For det tredje muligheden for at skrivearbejdet bliver en (mere) integreret del af den øvrige undervisning.
Oplægget har både fokus på stilladsering af skrivning med eksempler på modeltekster og skriveskabeloner og på lærerens formative feedback under skriveprocessen.

15.45-16.15: At blogge – eller at skrive i verden om verden
Ved Bente Fogh Jensen, lektor UC SYD, Læreruddannelsen

Hvordan styrker vi elevernes retoriske kompetencer i en digital verden? Oplægget vil med udgangspunkt i faget engelsk give et bud på et didaktisk planlægningsværktøj til læreren med forslag til, hvilke elementer man kan arbejde med i sprogundervisningen for at gøre eleverne bedre i stand til at kommunikere hensigtsmæssigt og effektivt igennem digitale medier. Planlægningsværktøjet er bygget op omkring Ciceros pentagon, der illustrerer de fem grundlæggende elementer, der indgår i kommunikationen imellem mennesker. I oplægget vil der indgå eksempler fra et forløb i to 8. klasser, hvor eleverne arbejdede med blogskrivning.

16.15-16.30: Afslutning og tak for i dag.