Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Efter- og videreuddannelse
  • Forskning
  • Om UC SYD
  • Uddannelser og kurser For dig, der leder efter et kursus, et modul eller en uddannelse på diplom-, akademi- eller masterniveau
  • Skræddersyede forløb For kommuner og organisationer, der ønsker skræddersyede videreuddannelsesforløb til medarbejdere og ledere

Ved du, hvad du leder efter, kan du søge direkte i vores database

  • Om UC SYD Hvem er vi? Læs alt om UC SYD her.
  • Find os Adresser og kontaktoplysninger - du finder det hele her.
  • Job ved UC SYD Find ledige stillinger, og hør hvordan det er at arbejde på UC SYD.
  • Presse Vi giver dig oversigten over alle vores pressehistorier.

Corona-dagbog: Ny i job midt i virushelvede

Hvordan er det egentlig at starte på nyt job i en corona-tid? Det kan UC SYDs nye kommunikationsmedarbejder svare på. Se og læs om hendes første virtuelle arbejdsuge her. 

Publiceret:

Hvordan er det egentlig at starte på nyt job midt i en corona-tid? Hvor du hverken kan stå ansigt-til-ansigt med nye kolleger, give dem et håndtryk eller få den helt store rundtur på arbejdspladsen. Det er ikke specielt sjovt, har jeg erfaret.

Jeg hedder Katrine Vendelbo, og den 1. april startede jeg som storyteller i Kommunikationsafdelingen på UC Syd i Esbjerg. Mit drømmejob i min fødeby. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det var det også. For i mellemtiden meldte corona sin alvorlige ankomst, og det har betydet, at starten på mit nye job er blevet anderledes. Meget anderledes.

Og som med alverdens andre corona-relaterede historier er ikke meget godt at sige. Eller det troede jeg i hvert fald ikke, at der ville blive. Men som det ofte er med fordomme, er mine blevet skudt ned. Måske ikke i ét hardcore pletskud, men nok nærmere med ti vage skud med en softgun.  

Fordi dagene har det med at flyde sammen i denne tid, har jeg – på bedste Bridget Jones-manér – foreviget min første arbejdsuge i en dagbog.

Dag 1: Den vigtige velkomst

Det er lidt ligesom første skoledag. Maven er fyldt op med forventningens glæde. Men den må blive nede i maven. For på min første officielle arbejdsdag skulle jeg være blevet mødt af knap 3000 studerende og 300 ansatte her på UC SYDs campus i Esbjerg. Bemærk ordet ”skulle”. På grund af corona-virus må jeg nøjes med en – næsten – tom bygning. Og det er dæleme trist. 

Til gengæld tager min nye og smilende chef imod mig i døråbningen. Med god afstand mellem os. Og han sørger for, at jeg får noget af en velkomstgave. Da jeg får kæmpet mig ud ad den ellers rummelige svingdør, er jeg nemlig blevet et helt hjemmekontor rigere. Men det stopper ikke her. For udover alt det smarte udstyr, som umuligt kan være på mit børneskrivebord (jeg er 1,60 høj), har jeg også fået en buket blomster og et introduktionsprogram. Hver dag skal jeg snakke 1:1 med én af mine nye kolleger, og det skal gerne gøre mig klogere på, hvad de laver, og hvordan vi bedst kan arbejde sammen. 

Tommel op til UC SYD, som tydeligvis har styr på tingene, mens hele verden vælter.

Dag 2: Hej på Skype

Mine 11 nye kolleger skal jeg møde over Skype. Og hvordan imponerer jeg lige på en platform, hvor alt, hvad jeg har at gøre godt med, er et grynet billede på størrelse med et pasfoto og en lyd, der leger gemmeleg? Jeg får flashbacks til min ungdomstid, hvor al kommunikationen foregik over et webcam på det sociale medie Arto. Oh ve, oh skræk. Jeg kan jo se mig selv, imens jeg snakker. Og alle de små mærkelige bevægelser og ansigtsudtryk, som jeg – åbenbart – gør brug af imens. Det havde måske ikke betydet så meget, hvis jeg kendte dem, som blev eksponeret for mine små særheder. Men det gør jeg ikke.

Heldigvis er mine nye kolleger rigtig flinke. Og meget forstående over for min situation. Vi laver alle en lille præsentation af os selv, og på mange måder minder netop denne del af Skype-seancen om velkomstmøder fra den virkelige verden. Det er virkelig dejligt. Og faktisk er det, som om navnene sætter sig bedre fast, for alle er tvunget til at sige dem højt, hver gang de retter henvendelse til en ny.

For hvis vi ikke gør det, er der pludselig tre, som er i gang med at svare på spørgsmålet. På samme tid. Det er lidt skørt, men giver også grobund for nogle fælles grin. Vi bliver tvunget til at kommunikere på den mest tydelige og effektive måde. Og det tror jeg, at der er god læring i. Selv for en kommunikationsafdeling, som lever af netop dét.

Collage med ansatte i Kommunikationsafdelingen på UC SYD
Et udpluk af mine nye søde kolleger. Sådan så de ud, da vi for første gang sagde hej - på Skype.

Dag 3: Gode historier eksisterer – selv i en corona-tid

På dag tre er det tid til at få fingeren ud. Nu skal der fortælles nogle historier. Men er der overhovedet nogen gode historier derude? Dén frygt opstod i mit indre, allerede fem minutter efter Mette Frederiksen lukkede hele landet ned. Og hvis de er der, hvordan finder jeg dem så hjemme fra min lejlighed? Uden kontakt til nogen elever eller lærere på UC SYD. HJÆLP, siger journalisten, som er ansat til netop at være opsøgende og finde historierne.

Men jeg er sandelig så privilegeret, at jeg har gode kolleger, som peger mig i retning af de rigtige historier og de rigtige kontakter. I hvert fald så længe jeg er ”Palle alene i mareridtsland”. Og de er derude, de gode historier. I corona-land er der stadig studerende og ansatte, som gør en forskel. Hvad end det handler om at give vigtige værnemidler væk til kampen mod corona eller at være en del af nødberedskabet på sygehusene. Og dé historier elsker jeg at fortælle.

Også selvom de skal fortælles på afstand. Så får jeg til gengæld brugt min evne – udviklet i tidlig barndom – til at være en Spørge Jørgen. For når jeg skal brygge historier hjemme fra stuen, men stadig gerne vil skabe illusionen om at have været der, bliver jeg nødt til at spørge om ting, man nok ellers kun ville spørge en kæreste eller flirt om:

Hvilket tøj havde du på imens?

Katrine Vendelbo, journalist i en corona-tid

 

Artikel om sygeplejerskestuderende i corona-beredskab, som endte i JydskeVestkysten
Historien om en af skolens seje studerende, der er i corona-beredskab, endte i JydskeVestkysten.

Dag 4: Elektronik er min nye (uforudsigelige) bedste ven

Så er det blevet tid til oplæring i de nye systemer. Og I kender det vel alle godt? Man vil så gerne suge så meget viden til sig som muligt. Og gerne så hurtigt som muligt. Så man kan føle sig som en skidegod medarbejder, der bare har tjek på tingene. Men hva’ så, når det foregår gennem en skærm? Og man først skal kæmpe med at samle den nye computerstation. Se nedenstående video for bevis. Og man har en dyr internetforbindelse, som lever sit eget liv. Og et videoredigeringsprogram, som går i stå hvert femte sekund. Og der bliver ved med at være dobbelt linjeafstand i en artikel, som man har forsøgt at rette i. Mindst ti gange. 

Ja, så ender JEG med at tæske løs på en papkasse, som har huset ét af mine mange corona-trøstekøb. Fuldstændig blodrød i fjæset. Mens min måbende kæreste bare sidder musestille og kigger på. Som er han bange for, at jeg vil erstatte papkassen med ham.

Da vreden lægger sig (læs: internettet makker ret), går det op for mig, at det der Skype faktisk kan virkelig mange ting. F.eks. kan mine søde og hjælpsomme kolleger dele deres skærm med mig, så jeg kan se, præcis hvilke knapper der skal trykkes på. Og omvendt kan jeg også dele min, så de kan spotte fejlen(e). Og hvis det ikke er muligt at fange dem på Skype, er der stadig mailen og telefonen. Og muligheden for at sende screenshots. Faktisk er der et utal af digitale muligheder for at dele viden, og mine kolleger tøver ikke ét sekund med at hjælpe. Så måske jeg bare skal slappe liiiidt af...

Dag 5: Der er større problemer i verden

På dag fem ser jeg klart. Corona og jobstart er en dårlig drink – ingen tvivl om det. Men den er jo ikke direkte forfærdelig. Vi snakker ikke øl blandet op med sprite. Mine problemer er ganske små, sammenlignet med hvad der ellers sker ude i verden. 

Derfor vil jeg alligevel ikke love, at jeg har tæsket min sidste papkasse. Følelser er bare svære at styre. Og det er jo det menneskelige afsavn, den manglende fysiske kontakt, som gør, at jeg bliver helt kuk. Er det i virkeligheden ikke ret sundt at blive mindet om dét behov? Det tror jeg. Og som en vis blondine fra en OK-populær norsk ungdomsserie siger (tillad mig at oversætte for de af jer, som ikke har udforsket hverken sproget eller serien Skam):

Mennesker behøver mennesker

Noora Amalie Sætre, den norske dramaserie SKAM

Derfor kommer jeg uden tvivl til at sætte ekstra stor pris på at se jer alle. In real life. Næh, hvor jeg glæder mig!

Corona-hverdagen på UC SYD

Når vi ikke kan mødes på campus, så lad os mødes online. Få inspiration, opdateringer og nyheder fra medarbejdere og studerendes corona-hverdag.

Følg også seneste nyt om coronasituationen lige her.