Publiceret:
Normalt er det kun medarbejdere, som suger til sig på UC SYDs årlige forskningsdag. Men i år har de studerende også haft mulighed for at vælge og vrage mellem de i alt 49 forskningsoplæg, som UC SYDs forskere står bag. Oplæg, der har handlet om alt fra garderobens lydunivers til hjernerystelser til alkoholforebyggelse med virtual reality.
To af de studerende, som har deltaget, er Celina Hougaard og Trine Moltke Nielsen, der begge er i gang med deres andet år på pædagoguddannelsen i Esbjerg.
Forskningsdag på skemaet
Forskningsoplæggene plejer at blive holdt i UC SYDs mange lokaler, hvor der ikke er plads til både medarbejdere og studerende. Men på grund af coronasituationen er årets Forskningsdag blevet afholdt online, og derfor har det været muligt også at invitere UC SYDs studerende med. Og dét har nogle af underviserne set som en oplagt mulighed til at lægge forskningsdagen ind i de studerendes skema. Én af dem er Jette Lindgaard, som underviser Celina og Trine i valgfaget ”Sundhedsfremme og bevægelse” på pædagoguddannelsen.
-Forskningsdagen passer også perfekt med, at vi lige nu i undervisningen arbejder med forskningsbaseret viden. Så tanken har været, at de studerende selv skulle designe, hvad de gerne ville høre af forskningsoplæg. Og forhåbentlig kan det også give dem en nysgerrighed på at gå på konferencer, når de engang er færdiguddannede. At de får lysten til at få nye indspark, som de kan tage med hjem, og at det bliver en måde at se sig selv på som professionel, tilføjer hun.
Studerende bidrager til forskningen
Ved siden af undervisningen er Jette selv aktiv forsker, og hun har netop lagt sidste hånd på ét af de projekter, der er blevet præsenteret på forskningsdagen. Også her har hun haft fokus på at involvere de studerende, og derfor har hele 59 pædagogstuderende været med til at undersøge, hvordan pædagoger kan bruge uderummet til at understøtte borgeres trivsel – og i sidste ende været med til at udvikle en didaktisk trivselsmodel. Nogle har indsamlet empiri, nogle har været med til at gøre sig erfaringer med at analysere datamateriale, og andre har været med til at kvalificere modellen, mens Trines og Celinas årgang har afprøvet den i praksis.
-Den her trivselsmodel er et konkret redskab, som kommer til at ændre nogle ting og lave om på noget, vi pædagoger gør i praksis, og den kommer til at få betydning for mange børn og unge. Så jeg bliver lidt stolt af at have været med, fortsætter hun.
For Jette har der været flere gode grunde til at gøre de studerende til en aktiv del af forskningsprojektet. Helt åbenlyst har det givet hende og kollegaen Bent Vigsø mulighed for at indsamle en større mængde empiri, men hun har også kunnet se idéen i at vise de studerende, hvordan forskning bliver til – fra A til Å.
Forskning, der kan bruges i praksis
Til juni skal Trine og Celina igen i praktik. Og de er både glade for, at de har afprøvet trivselsmodellen, og at Jette er ekspert i, hvordan den skal bruges. For de føler sig sikre på, at modellen vil få særligt stor betydning i en coronatid, hvor børns trivsel er udfordret, og hvor uderummet er blevet pædagogens vigtigste arbejdsrum.
-Det er fedt at vide, at vi kan tage trivselsmodellen med ud i praktikken. For vi kan selv få stor glæde af den, men samtidig kan vi også tage den med som noget nyt, vi kan give videre til de pædagoger, vi skal arbejde sammen med. Og hvis vi har et spørgsmål til modellen, kan vi altid spørge Jette, forklarer Celina.
Men det er ikke kun Jettes forskningsprojekt, som Trine og Celina kan se idéen i at bruge, når de skal ud i praktik, og når de engang er færdiguddannede pædagoger.
Frisk på forskning i fremtiden
Efter at have hørt forskningsoplæggene har de to pædagogstuderende fået et nyt syn på selv at kaste sig ud i forskning. Selvfølgelig ikke i nær fremtid, for først er der en masse, som de skal ud at prøve af og blive klogere på.
-Jo længere tid du er derude som pædagog, jo mere bliver du også opmærksom på hvad, som kan være spændende at dykke ned i. Og fordi jeg selvfølgelig gerne vil være med til at forbedre praksis og vilkår for børn og unge, så tænker jeg på sigt, at forskning er noget, jeg godt kunne finde på. For en dag som i dag har gjort, at jeg ikke længere er skræmt over selv at skulle forske, siger Trine og bliver suppleret af Celina:
Og én ting er Jette, Trine og Celina helt enige i. Der er et stort potentiale i at have de studerende med til UC SYDs Forskningsdag.
-Jeg føler ikke længere, det er farligt at melde mig på et webinar eller et kursus, og jeg skal jo bruge den nye viden, hvis jeg skal blive ved med at udvikle mig. Jeg tror, at når vi bliver præsenteret for det på uddannelsen, har vi interesse i at blive ved med at opsøge ny viden og turde at gøre det, når vi er færdiguddannede, slutter Trine.
Vil du vide mere om UC SYD Forskning?
På UC SYD forsker vi i spørgsmål og udfordringer, som lærere, pædagoger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter og socialrådgivere oplever i hverdagen.