Publiceret:
- Det er meget surrealistisk, beretter Jesper von Seelen som det første, - store dele af Europa er lukket ned, men de to EU projekter om fysisk aktivitet i skolen, som UC SYD er en del af sammen med seks andre EU lande, skal være færdige som planlagt. Her er ingen udsættelse.
Ingen 1:1 konvertering
Hvad gør man så? Man gør det som godt, som man kan, og justerer, hvor det er muligt, lyder svaret fra Jesper von Seelen. Han er docent på UC SYDs Forskningsprogram for barndomspædagogik, bevægelse og sundhedsfremme.
De to EU projekter, som Jesper nævner, er begge Erasmus+ projekter. Den ene projekt Activate forsker i fysisk aktivitet og læring i skolen. Det andet projekt Sugapass forsker i gamification som et redskab til fysiske aktiviteter.
Hør Jesper von Seelen fortæller om sin forskning i fysisk aktivitet og læring i videoen herunder.
Før mødtes de syv EU partnere til fysiske møder med både fagligt og socialt indhold. Nu foregår alt, hvad der er muligt, over Skype. Et kick off møde i Litauen i sidste uge blev bl.a. konverteret til to heldags møder på Skype. Men en konvertering 1:1 fra fysisk til digital er umuligt.
- Jeg er normalt stor fan af Skype for at spare transporttid og passe på miljøet, men det er en udfordring, når 27 mennesker fra forskellige lande, som samtidig ikke kender hinanden så godt, skal skype sammen, fortæller Jesper von Seelen, - det kræver meget tydelig mødeledelse og stor disciplin af både mødeleder og deltagerne - helt ned til de små ting som at slukke sin mikrofon, når man ikke taler. Og det sociale aspekt er svært at rumme på Skype.
Understøt, uddyb og afklar i chatten
Men Skype kan også noget. Normalt er småsnak eller hvisken mellem to kollegaer under et møde forstyrrende. Men på Skype må man gerne hviske i chatten.
- Man kan fint køre et Skype møde med oplæg og præsentationer og samtidig have en relevant samtale på chatten til at understøtte, uddybe og afklare det, der bliver præsenteret, fortæller Jesper von Seelen.
Dog er der stor forskel på, hvor meget landene i projektet et lukket ned og hvor digitale de er. Danmark og Norge er nogle af de lande i projektet, der klarer sig bedst digitalt, mens andre er meget udfordret.
Forskning i praksis bliver udsat
Udover de to EU projekter er Jesper von Seelen en del af forskellige andre nationale forskningsaktiviteter, der enten kan køre videre på ændret eller nedsat blus – eller helt udsættes.
I projektet Universitetsskolen skal forskellige informanter interviewes. Her er det afgørende, om man som forsker har en relation til informanterne eller ej.
- Vi kan godt gennemføre interviews over Skype med de informanter vi kender. Men dem vi ikke kender på forhånd, interviewer vi ikke. Det er svært at afkode og læse hinanden, når der er en skærm imellem og man skal svare på spørgsmål, der går tæt på. Her vil for meget gå tabt, så vi justerer i stedet i projektet, fortæller Jesper von Seelen.
Og så er samarbejdspartnere på skoler og i institutioner også udfordret og optaget af at lave nødpasning, nødundervisning og samtidig undervise egne børn derhjemme. Nogle projekter må udsættes som f.eks. projektet Garderobens lydunivers. Her er der brug for adgang til en daginstitution, hvilket ikke er muligt i øjeblikket. Så justerer de deltagende forskere på projektet og forsøger at planlægge datagenereringen på et andet tidspunkt.

Forskerviden bliver en del af hjemmeundervisningen
Jesper von Seelen arbejder også hjemmefra og skiftes med sin kone til at undervise og hygge med børnene. Det er en balance, hvor en fast rytme er vigtig for hele familien, hvis det skal blive en god dag.
Som forsker i fysisk aktivitet og læring, kommer Jespers to drenge på syv og ti ud at røre sig som en del af undervisningen derhjemme
En trykprøve for familien, samfundet og UC SYD
Mange ting bliver trykprøvet i denne her Corona situation. Langsomt begynder der at komme en hverdag ud fra de tiltag, der er meldt ud.
- Situationen går fra kaos og nærmer sig drift på ændrede vilkår, for vi kan ikke vente på, at hverdagen kommer igen. Mange ting kan lade sig gøre online, og jeg oplever, at ledelsen i UC SYD har stor accept af, at alle gør sig umage, fortæller Jesper von Seelen.
Det bliver interessant at se, hvordan situationen efterlader UC SYD, sektoren og professionerne. I Jesper von Seelens øjne er situationen for danskere vildere end murens fald og 9/11.
- Hvad kan vi ændre, tage med og hvad opdager vi, der går tabt, når vi arbejder digitalt? Hvor stærke relationer man har brug for i et godt samarbejde? Corona pandemien og ikke mindst måden samfundet har reageret på den, kommer til at definere dette århundrede - og bliver sikkert efterfulgt af både babyboom og skilsmisser. Alle gør deres bedste for at få det bedste ud af det, og vi bliver trykprøvet nu, hvor vi dybest set kun har hinanden. Det stiller krav til både børn og voksne om tålmodighed og rummelighed, slutter Jesper von Seelen.
Fakta om Jesper von Seelen
Jesper er ekspert i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring, idrætsfaget og implementering af bevægelse i skolen. Han er docent for Forskningsprogrammet barndomspædagogik, bevægelse og sundhedsfremme.
Corona-hverdagen på UC SYD
Når vi ikke kan mødes på campus, så lad os mødes online. Få inspiration, opdateringer og nyheder fra medarbejdere og studerendes corona-hverdag.