Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Louise fik øje på vuggestuens vinduer

Publiceret:

Louise Klaaborg har været på besøg i en vuggestue for at undersøge, hvordan man arbejder med sprog. Og hun fik øje på en overraskende kilde til samtaler: Vinduerne!

En sprogvisit hedder det, når man som pædagogstuderende tager ud i en dagsinstitution og observerer, hvordan og hvor sproget bruges – eller ikke bruges – i pædagogisk arbejde. Og det var netop rollen som observatør, der satte Louise i stand til at få øje på en ellers usynlig ting, som at vinduerne i vuggestuen fungerer som oplæg til snakke med børnene. 

Louise er på mission for sproget

- I det dagtilbud, jeg kom fra, var vinduerne meget store, og det, fandt jeg nu ud af, gav anledning til en hel masse snakke voksne og børn imellem. Vi kunne se så meget igennem dem – og snakke om så meget. Det kunne være om, hvem der gik forbi udenfor, om himlen var blå eller grå, og hvad det betød, vi kunne forvente os af vejret. Jeg havde nok slet ikke lagt mærke til den betydning, som mit praktiksteds vinduer havde, hvis jeg ikke havde været den der observerende ”flue på væggen”, siger hun i en artikel på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside.

Sprog bør fylde mere
Idéen til at tage på sprogvisit kom fra Louises underviser på pædagoguddannelsen ved UC SYD i Kolding, lektor Lisbeth Nørregaard.

- Børns sprog og sprogtilegnelse er et nedprioriteret område på pædagoguddannelsen. Der er kun afsat ganske kort tid til at undervise i det, og det står desværre i skarp kontrast til det stadigt voksende fokus, der er på sprog i dagtilbuddene, siger hun i artiklen.

For Louise Klaaborg er sagen en anden: Arbejdet med sprog har gjort hende mere bevidst om den side af det pædagogiske arbejde, og det kommer til at præge hendes arbejdsliv, siger hun.

- De erfaringer, jeg har fået, og det, jeg har lært – i det hele taget det at tage på sprogvisit – det er helt klart noget, som jeg vil tage med mig fremover.

Læs hele artiklen om Louise Klaaborg på videnomlaesning.dk
UC SYD er partner i Nationalt Videncenter for Læsning sammen med fem andre professionshøjskoler.