Gå til hovedindhold

Ny leder: Meningsfuldt at uddanne til velfærd

Henrik Beyer er faldet godt til som leder af administrationsbacheloruddannelsen. Og han ser frem til at få ansvar for skatteuddannelsen til sommer.

Publiceret:

Nuvel, helt ny leder er han ikke. Henrik Beyer blev ansat første november sidste år som studieleder på administrationsbacheloruddannelsen, så han er for længst kommet godt på plads i sit lyse kontor i bygning 6 i Esbjerg, hvor antallet af fritgående dokumenter på skrivebordet denne torsdag eftermiddag vidner om, at han sandelig også har fået noget at rive i. 

Det er han nu vant til, for den erfarne økonom har 20 års erfaring fra den kommunale sektor som først fuldmægtig og siden chef og direktør – også på relevante områder i forhold til stillingen her på UC SYD.

Henrik Beyer er ny leder på UC SYD

-Jeg har blandt andet været børn og unge-direktør og dermed arbejdet sammen med lærere, pædagoger og socialrådgivere. Og haft ansvar for alt fra dagtilbud over skoler til tandplejen. Så man kan godt sige, at jeg er kommet her med et aftagerperspektiv. 

Det perspektiv er nu ved at skifte til et leverandørperspektiv, og det passer ham fint. 

-Jeg har altid haft interesse for uddannelsesområdet og ønskede professionelt at foretage et sporskifte. Og anledningen var så, at jeg fra et tidligere job i en kommune havde bygget bro via undervisning og censoropgaver. For mig er det enormt meningsfuldt at være med til at uddanne unge til at løfte opgaver inden for velfærdsområdet. At færdes på en uddannelsesinstitution og opleve den stemning her kan jeg godt lide. 

Forandring fryder

Han stammer oprindeligt fra Fyn, hvad en svag antydning af dialekt også afslører, men de senere år har han boet i Sønderjylland med sin kone, Marianne, og deres tre børn: Amanda på 10, Peter på 15 og Anders på 19. Her har han blandt andet været med til en kompliceret kommunesammenlægning i Sønderborg og været udviklingschef i Haderslev Kommune. 

På den måde har forandringer været fast del af pensum for 51-årige Henrik i hans hidtidige arbejdsliv, og nu ser han frem til de næste. 

-Vi udbyder administrationsbacheloruddannelsen i både Esbjerg og Haderslev fra næste sommer, og så skal vi have den nye uddannelse i skat op at køre. Jeg sidder og skriver studieordning sammen med andre gode folk, og snart skal vi ud og finde undervisere, så det er spændende. 

Tillid og engagement

Henrik Beyer praktiserer efter eget udsagn tillidsbaseret ledelse. Han vil gerne inddrage medarbejderne og være lyttende samtidig med, at han giver dem plads til at agere selvstændigt. Og han har fået en dygtig flok under sine auspicier her på UC SYD. 

-I starten brugte jeg tid på at lære underviserne at kende og på at forstå kulturen her på stedet. Jeg oplever engagerede undervisere, som virkelig rykker og er optaget af, at vi holder fast ved en høj kvalitet på uddannelsen. 

Ikke kuldskær

I sin fritid dyrker Henrik blandt andet vinterbadning, hvad der måske kan aftvinge en vis ærefrygt i disse bundfrosne dage, og så læser han gerne, når ikke de familiære forpligtelser optager ham. 

-Der er ingen grænser for, hvad jeg har overværet af fodboldkampe, håndboldkampe, ridestævner og svømmestævner. Senest var jeg bartender til et børnedisko, fortæller han med et grin. 

Og det er måske en meget god træning til et mellemlederjob på UC SYD. Velkommen til Henrik. Og skål i sodavand!