Tværfagligt forløb ruster studerende til innovation og iværksætteri

18.03.17

Af  Katrine Friisberg

Studerende på tværs af uddannelser er gået i gang med et nyt talentforløb SUNDiværk. Faget bygger ovenpå den undervisning de har om innovation og entreprenørskab under deres uddannelser. Det giver dem et tværfagligt netværk, kontakt til erhvervslivet og en personlig mentor.

- Jeg kunne tænke mig at starte som selvstændig, mens jeg er studerende. For at se, om det er noget.

Nanna Christensen studerer Ernæring og Sundhed på fjerde semester. I stedet for et almindeligt studiejob drømmer hun om at starte sin egen enkeltmandsvirksomhed. Derfor tager hun SUNDiværk. Et talentforløb, hvor hun helt konkret lærer, hvordan hun kan blive iværksætter med cvr.nummer, virksomhedsplan og det hele. Hvor hun øver sig i at pitche en idé og i at tænke innovativt. Hun får mulighed for at få personlig mentorhjælp fra Haderslev Erhvervsråd i to år, efter hun har startet virksomhed. Og hun gør det sammen med studerende fra andre uddannelser.

- Det lød rigtig spændende, og jeg har altid gået med tanken om, at jeg kunne tænke mig at blive selvstændig, fortæller Nanna Christensen

Nanna Christensen, til venstre, i fuld gang med idéudvikling med Lone Oest, som er projektleder på SUNDiværk. Fotos: Katrine Friisberg

I efterårssemestret kører SUNDiværk for studerende som valgfag på linje med andre valgfag, som de studerende kan vælge på sidste del af deres uddannelse. I foråret kører det som et talentforløb, som de studerende tager ud over deres almindelige studieaktivitet. Begge forløb giver fem ECTS-point. Valgfaget begynder den 28. august i både Haderslev og Esbjerg.

Putte drive i egen virksomhed
SUNDiværk blander studerende på tværs af uddannelser. Det er for alle. Selv om navnet antyder noget andet. Jonas Hurtigkarl læser administrationsbachelor.

- Jeg vil gerne have så mange gode kort på hånden som muligt, når jeg er færdig. Jeg har spekuleret på, om jeg skulle drive noget selv, fortæller han.

Han lægger mange kræfter i to deltidsjob og i studenterorganisationen.

- Jeg vil se, om jeg kan putte det drive i noget, som kan give mig en fremtid, siger Jonas Hurtigkarl, som ser frem til at få den viden, som kan ruste ham til en tilværelse som iværksætter.

- Jeg forventer at få indsigt i, hvordan man starter og driver en selvstændig virksomhed. Det mangler jeg i forhold til at springe ud i det, konstaterer han.

Jonas Hurtigkarl, til venstre, kunne som administrationsbachelor godt forestille sig at blive iværksætter. Her sidder han ved siden af Line Bjerre, som læser Sundhed og ernæring.

SUNDiværk bygger oven på den viden, som de studerende får på deres respektive uddannelser om innovation og entreprenørskab. De arbejder med udvikling af deres egne idéer og lærer helt konkret, hvordan de arbejder med en forretningsplan. De lærer at pitche deres ide og forløbet slutter i ”løvens hule,” hvor de pitcher deres forretningsidéer og planer for et panel bestående af to – tre erhvervsfolk.

Som partnere i projektet deltager Haderslev Erhvervsråd. De står for kontakt til erhvervslivet og for pitching-træning. Desuden vil de hjælpe og følge de studerende, som etablerer virksomhed med cvr-nummer i to år efter endt uddannelse.

Udviklingscenter Syd står for undervisningen i iværksætteri med erfarne undervisere, som også selv er iværksættere.

SUNDiværk er støttet af Den Europæiske Socialfond.

Kommentarer

Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies