Undervisning er som en isbil

08.10.17

Af  Katrine Friisberg

Lærerstuderende fik indblik i amerikansk forskning, da ph.d. Wendy Murawski besøgte UC SYD. Amerikaneren brugte sin egen forskning aktivt, så de studerende viste samme engagement, som de forhåbentlig selv skal fremkalde hos deres kommende elever.

Når man ler, lærer man bedre, sagde den amerikanske ekspert i co-teaching, Wendy Murawski, og gjorde en dyd ud af, at få de lærerstuderende på UC SYD til at le. Fotos: Katrine Friisberg

- Forskning viser, at man lærer, når man griner.

Ordene er den amerikanske forsker Wendy Murawski, og hun fik i den grad de lærerstuderende til at grine og leve sig ind i forelæsningen, da hun tirsdag gæstede UC SYD.

Hun er ekspert inden for co-teaching – altså at flere lærere er sammen om at undervise – og Universelt læringsdesign (UDL - Universal Design for Learning). Et design af undervisning, der som udgangspunkt inkluderer alle elever og giver dem valgfrihed i forhold til, hvordan de vil undervises.

Undervisning som en isbil
Hun illustrerede sin pointe med en isbil. En isbil fyldt med fristende billeder af forskellige is.

De studerende stillede spørgsmål til Wendy Murawskis forskning og pointer.

- Forestil dig, hvis jeg sagde, at i dag kan du kun købe én slags is. I dag serverer vi kun peanutbutteris. Hvad ville I så tænke?, spurgte professoren de studerende.

Ligesom isbilen kan undervisning serveres med mange forskellige smage. Der eksisterer et utal af måder at lære om eksempelvis dansk historie. Det kan være, at en elev gerne vil lave en snapchat-story om Slaget på Reden. At andre lærer bedst ved at opføre slaget som teater og at en tredje rent faktisk helst vil læse i en bog.

Meget spændende
Wendy Murawski engagerede de studerende ved at kræve svar og i det hele taget bruge de midler, som de studerende lærer, at de selv skal bruge i undervisningssituationer, som for eksempel de såkaldte brainbreaks – små pauser.

Det blev til mange ture op ad trapperne i Rundetårn, da Wendy Murawski holdt forelæsning.

At det virker kunne de lærerstuderende Mette Haarh og Anja Vingborg efterfølgende bekræfte.

- Jeg synes, det var meget spændende. Hun giver et mere nuanceret syn på det at inkludere og det med, at der er andre tilgange til at nå alle elever, sagde Anja Vingborg.

Del af dansk forksningsprojekt
Den amerikanske forsker er blevet inviteret til Danmark som følge af ph.d.-stipendiat Cristina Gulløvs projekt ved UC SYD. Hun undersøger samarbejdet mellem lærere og pædagoger i folkeskolen og kontaktede Wendy Murawski som ekspert i co-teaching.

Mange af de studerende havde ekstra spørgsmål til Wendy Murawski efter forelæsningen.

- Co-teaching er meget nyt i Danmark, men man forsøger at implementere det. Jeg har en drøm om at udvikle strategier for lærer-pædagog-samarbejdet, fortalte Cristina Gulløv, som også syntes, at de studerende skulle have glæde af besøget.

- Hendes forskningsfelt integrerer mange elementer fra psykologi, pædagogik og didaktik, og det mente jeg vores studerende ville få glæde af. Også på den måde, at det er meget praksisnært, fortæller Cristina Gulløv.

Torsdag og fredag skulle den amerikanske professor forelæse på DPU, Aarhus Universitets afdeling i København. Her er Cristina Gulløv også tilknyttet som ph.d.-studerende.

Kommentarer

Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies