Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Genoptræning til brystkræftopererede kvinder undersøges

Nyt forskningsprojekt undersøger den genoptræning brystkræftopererede kvinder modtager og hvilke faktorer, der påvirker de genoptræningstilbud kvinderne tilbydes og bruger.

Publiceret:

Ca. 4.600 kvinder ny diagnosticeres årligt for brystkræft i Danmark. Et stort antal af kvinderne der opereres for brystkræft oplever hyppigt senfølger som f.eks. skuldersmerter og nedsat skulderfunktion op til seks år efter operation.

Fysioterapi er en effektiv behandling umiddelbart efter brystkræftoperation. Men der er brug for at evaluere fysioterapeutisk genoptræning blandt patienter med længerevarende senfølger i skulderregionen, og også for at se på, hvordan ændringer i sundhedssystemet og socioøkonomiske faktorer påvirker adgang til og brug af fysioterapi.  

Kan bedre diagnosticering og behandling reducere skuldergener?

Kim Michéle Feder fra UC SYD og nu ph.d.-studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet, har fået forskningsmidler til at undersøge genoptræningen i sit ph.d.-projekt.

 - Jeg skal forske i brystkræftrehabilitering ved at evaluere mængden af fysioterapi, der er blevet tilbudt de brystkræftopererede kvinder før og efter Kommunalreformen 2007, og også undersøge om og evt. hvordan socioøkonomiske faktorer har påvirket henvisningen og kvindernes deltagelsen i fysioterapeutisk genoptræning.

Herudover vil ph.d.-projektet også undersøge, om en specialiseret diagnosticerings- og fysioterapiguidet rehabilitering kan reducere skuldersmerter og forbedre skulderfunktionen tre år efter operationen som senfølge til brystkræftkirurgi.

Et bidrag til at styrke det samlede patientforløb

Kim Michéle Feder får arbejdsplads ved Forskningsenheden Fysio- og Ergoterapi, Center Lillebælt, på Vejle Sygehus.

 - min ambition er altid at sætte patienten først i min forskning, og dermed gøre en forskel for brystkræftpatienterne og dets fysioterapeutiske område, fortæller Kim Michéle Feder, - jeg glæder mig til at komme i gang i håb om, at resultaterne i mit ph.d.-projekt får betydning for kvaliteten af den fysioterapeutiske genoptræning, som brystkræftpatienter tilbydes – og at jeg forhåbentlig kommer til at bidrage til at styrke det samlede patientforløb for brystkræftramte kvinder i Danmark.

Samarbejdspartnere i projektet

Aktuelt er der etableret et samarbejde mellem UC SYD, Sygehus Lillebælt – Vejle på Fysio- og Ergoterapien samt Organ- og Plastikkirurgisk afdeling og Odense Kommune.

Projektet startede 1. marts 2019 og afsluttes i 2022, hvor resultaterne fremlægges.

Kilder:

  • Kim Michéle Feder
    Fysioterapeut, Cand.scient.san.publ., Ph.d.-studerende UC SYD
    Fysioterapeutuddannelsen i Esbjerg og Haderslev
    7266 2770 | kmfe@ucsyd.dk