Publiceret:
Tasken var pakket og klar, og med hele familiens opbakning var 60-årige Solveig Hauborg klar til igen at sidde på skolebænken.
Hendes 7-årige barnebarn havde spidset blyanterne til dagen, hvor Solveig begyndte på et 16-dages uddannelsesforløb hos UC SYD, der skulle give hende flere redskaber til at arbejde pædagogisk indenfor socialområdet.
For selvom Solveig har arbejdet som omsorgsmedhjælper i næsten 40 år i Tønder Kommune, har hun aldrig haft en uddannelse inden for området. Men efter På-Vej-Til-forløbet er der særligt én ting, der har ændret sig for hende:
Efter de 16 dages uddannelsesforløb har Solveig fået mere lyst til at påtage sig nye arbejdsopgaver.
Derfor er hun langt fra færdig med at blive klogere på sit fag:
- Jeg har mange år tilbage på arbejdspladsen, og jeg vil gerne blive her længe endnu. Så den 19. september starter jeg på uddannelsen som pædagogisk assistent på UC SYD i Aabenraa. Jeg glæder mig så meget, at jeg næsten har helt hjertebanken ved at tænke på det, siger 60-årige Solveig.
Forløb er fødekæde til ny uddannelse
Som mange andre kommuner mangler Tønder Kommune pædagoger. Derfor har områdeleder Anja Andreassen Schøler fra Tønder Kommune ikke et øjeblik fortrudt, at de har investeret i efteruddannelse for deres medarbejdere. For den gnist i øjnene, som det blandt andet har givet hos Solveig, har været det hele værd.
- Det er jo helt fantastisk, og det, vi har drømt om. Jeg må ærligt indrømme, at da vi sad og lavede de første penselstrøg på det her, sagde vi, at hvis bare én vil videre, har vi nået noget af vejen. Men nu er der hele tre, der melder positivt tilbage og gerne vil læse videre – så det er langt over, hvad jeg havde forventet, siger Anja Andreassen Schøler, der er områdeleder på Voksen- og Socialområdet i Tønder Kommune.
Med de positive tilbagemeldinger, tror Anja Andreassen Schøler også på en stærk tilslutning til den nye pædagoguddannelse i Tønder, der kommer som en del af regeringens plan om at flytte uddannelser ud af de fire studiebyer i Danmark.
Udfordringen med at skaffe nok arbejdskraft kan særligt ses på Voksen- og Socialområdet i Tønder Kommune. Her skønner Anja Andreassen Schøler, at der lige nu mangler fire til fem medarbejdere på bare ét af deres specialiserede tilbud.
- Vi oplever massive udfordringer med at få folk, og det er et rigtig stort problem. Men vi håber også, at vi med På-Vej-Til-forløbet kan fastholde vores personale. Eksempelvis har flere måske muligheden for en tjenestemandspension, men hvis vi fortsat gør det interessant for dem at være hos os, har de måske ønsket om at blive i længere tid, siger Anja Andreassen Schøler.
På-Vej-Til
På-Vej-Til er for medarbejdere, der ønsker inspiration og mod til en uddannelse inden for det pædagogiske område. Man kommer omkring fem forskellige temaer både teoretisk og i praksis, og har man lyst til mere efter et 16-dages kursusforløb, er der mulighed for at læse videre til pædagog eller pædagogisk assistent.