Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD bidrager til et nyt digitalt værktøj, der skal hjælpe patienter med medicinsk uforklarede symptomer

I august forsvarede Pernille Ravn Jakobsen fra UC SYD sin ph.d. om en sundhedsapp til kvinder med diagnosen knogleskørhed. Nu bliver hun en del af det forskerteam, der skal udvikle et digitalt værktøj til patienter med medicinsk uforklarede symptomer.

Publiceret:

Mange mennesker går rundt med vedvarende smerter, føleforstyrrelser eller andre symptomer, som lægerne ikke kan finde en medicinsk forklaring på. Derfor kan patienterne hverken få en forklaring eller en behandling af deres lidelser. Det skal forskere, læger og patienter nu samarbejde om at finde en løsning på.

En udfordring for sundhedsvæsnet

Der findes dog allerede viden, der kan hjælpe patienter med funktionelle lidelser, som de ikke-diagnosticerede symptomer kaldes. Den viden skal det nye eASY projekt formidle. Forskerne skal i projektet udvikle en internetbehandling, der indeholder information om forskellige årsager til, at symptomer kan vare ved, og metoder, der skal hjælpe patienterne til at få det bedre.

Patienter med funktionelle lidelser er en udfordring for sundhedsvæsenet, da de ikke passer ind i nogle af de definerede patientforløb, som man ser det indenfor kræft og kroniske sygdomme. Deres symptomer kan hverken måles eller vejes, og derfor står de praktiserende læger i et dilemma, når de møder disse patienter. Med eASY projektet får både patienter og praktiserende læger en evidensbaseret platform, hvor patienterne kan støttes i at yde egenomsorg.

Pernille Ravn Jakobsen

UC SYD Forskning

Pernille Ravn Jakobsen, der underviser og forsker ved UC SYD, skal med sin postdoc fremover bruge sin tid på at lede og gennemføre processen med at designe og udvikle app’en i samarbejde med eksperter, patienter og praktiserende læger. App’en vil bl.a. indeholde råd, vejledning og øvelser til patienterne.

Resultaterne formidles ind i den sundhedsfaglige undervisning

Udover Pernille Ravn Jakobsen, er UC SYD’s Forskningschef Keld Thorgård også en del af projektet. Han beskæftiger sig bl.a. med sundhedsetik  og er inviteret med i projektets faglige følgegruppe.

For UC SYD betyder det, at vi er med i banebrydende, innovativt og spændende projekt, der kan være med til at forbedre livskvaliteten for patienter med funktionelle lidelser. Resultaterne vil også indgå i undervisningen af vores studerende på de sundhedsfaglige grunduddannelser, så de også får del i den nyeste viden på området og tager det med i praksis, når de er færdiguddannet.

Keld Thorgård

Forskningschef ved UC SYD

Banebrydende løsning

Der findes ingen andre lignende løsninger på markedet, og projektet støttes af Innovationsfonden med 9,4 millioner.

Fakta om eASY projektet

  • eASY er forankret på Aarhus Universitetshospital og er udviklet af danske forskere.
  • Projektet laves i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Syddansk Universitet, Region Syddanmark og Region Sjælland.
  • Innovationsfonden støtter eASY med 9,4 mio. kr,
  • TrygFonden støtter med 1,1 mio kr.
  • Projektet udvikles og afprøves i tæt samarbejde med patienter og praktiserende læger

Kontakt

For mere information, kontakt Pernille Ravn Jakobsen på 7266 2769 / prja@ucsyd.dk