Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Efter- og videreuddannelse
  • Forskning

Camilla rejser og lærer

Camilla kombinerer uddannelse og rejselyst, og er lige nu i gang med en kandidatuddannelse i Nordtyskland.

Publiceret:

Da Camilla skulle vælge uddannelse, var det vigtigt for hende at vælge en uddannelse, hvor hun ikke kom til at sidde med hovedet begravet i tykke bøger.

Forelæsninger med hundrede andre studerende og en masse tungt læsestof uden, at det bliver koblet sammen med virkeligheden, det er slet ikke mig.

Camilla, bachelor i engelsk og digital markedskommunikation

Valget faldt derfor på en professionsbacheloruddannelse, hvor praktik er en fast del af uddannelsen. Og fordi Camilla interesserer sig for kommunikation og markedsføring, var det naturlige valg uddannelsen i engelsk og digital markedskommunikation, som kan læses på UC SYD's campus i Haderslev.

Det, at uddannelsen inkluderer praktik og undervisere, der har erfaring fra virksomheder i den virkelige verden, giver uddannelsen noget ekstra. Jeg føler mig velforberedt til at skulle på jobmarkedet, da jeg ikke kun har fået en teoretisk uddannelse, men også har fået indsigt i, hvordan virksomheder rent faktisk arbejder.

Camilla, bachelor i engelsk og digital markedskommunikation

Dobbelt bachelorgrad
Samtidig giver uddannelsen en enestående mulighed for at opnå en dobbelt bachelorgrad.

-Vælger man som studerende at tage det sidste år af uddannelsen på universitetet i Kiel i Nordtyskland, bliver man bachelor ved to forskellige institutioner på én gang. Det ser godt ud på CV'et, og samtidig får man nye inputs, møder en ny kultur, nye mennesker og får ny viden. Så det valgte jeg selvfølgelig at gøre!

Camilla er studerende på engelsk og digital markedskommunikation

Fra bachelor til kandidat
Og Camilla blev så glad for studierne og studiemiljøet i Kiel, at hun nu er i gang med en kandidatuddannelse i Kiel. En kandidatuddannelse, hun har planer om at afslutte i Norge, for igen at få en dobbelt grad - denne gang som kandidat.

-Det giver så meget at rejse ud. Jeg vil virkelig opfordre alle studerende til at tage et eller flere semestre i udlandet. Det giver dig et andet perspektiv på din uddannelse, og du får også noget kulturelt og socialt, som man ikke altid kan finde på sit hjemme-universitet. Efter både udvekslingen i Kiel og min praktik, som jeg valgte at tage på Malta, har jeg fået venner over hele verden, arbejdet med forskellige kulturer og fået oplevelser, som jeg ikke ville være foruden.

Det bedste ved uddannelsen

  1. Uddannelsen er praksisnær: Undervisningen er praksisnær. Undervisningen tager udgangspunkt i virkeligheden, og på den måde er det for det første meget nemmere at forstå teorien, og for det andet er du langt bedre forberedt til et fremtidigt job. Du lærer at omsætte teori til konkret handling.
     
  2. Du skal i praktik: I praktikken kommer du helt tæt på og lærer, hvordan en virksomhed rent faktisk arbejder, og du lærer også selv at bruge dine kompetencer og din viden i "rigtige" arbejdssituationer. Jeg har lært enormt meget igennem min praktik.
     
  3. Du er tæt på dine undervisere: Uddannelsen er en lille uddannelse, og derfor kommer du også tæt på dine undervisere. Der er en uformel stemning, og man kan gå til sine undervisere, hvis man har behov for at vende noget med dem. Det føles ret trygt og godt.

Det sværeste ved uddannelsen

  1. Uddannelsen er bred: Uddannelsen er bred, og derfor kan det nogle gange være svært at holde overblikket og se den "røde tråd" i det, du lærer. Især i starten.
     
  2. Du skal lære meget: Der er rigtig mange forskellige teorier, metoder og værktøjer, du skal lære, men på den anden sidste får du mange forskellige kompetencer. Det er klart en fordel, når du skal ud i en virksomhed, hvor man jo ofte bruger viden fra forskellige områder, når man løser opgaver, men mens man studerer, kan det godt virke lidt voldsomt.
     
  3. Uddannelsen er svær at forklare: Det kan være ret svært at svare, når familie og venner spørger, hvad det er du uddanner dig til. Uddannelsen har et langt navn og samtidig er der ikke mange, der kender den. Det er lidt nemmere, hvis man læser til lærer eller pædagog - det ved alle, hvad er. Hvis du svarer "Jeg bliver professionsbachelor i engelsk og digital markedskommunikation", forstår folk måske ikke helt, hvad det så betyder. Jeg endte med at sige, at jeg tager en bachelor i markedsføring.

Når Camilla er færdig med sin kandidatuddannelse er drømmen lige nu at få et job, hvor hun kan arbejde med lidt forskelligt inden for digital markedsføring og kommunikation.

-Det bedste for mig vil være en rolle, hvor jeg kan arbejde med lidt forskelligt, så jeg kan prøve mig selv af og finde ud af, hvad jeg synes er sjovest sådan på sigt at arbejde med. Jeg kunne også godt forestille mig at blive selvstændig en dag, men først vil jeg ud og have lidt erfaring i andre virksomheder - og rigtig gerne i udlandet.

Læs mere om uddannelsen i engelsk og digital markedskommunikation eller se alle UC SYD's uddannelser her.