Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Digital uddannelse banede vej for lærerdrømme

Mød Mette, der læser på den delvis digitale læreruddannelse

Vi møder Mette Bossen Linnet i lejligheden i Tønder midtby, med naturen og marsken på den ene side og gågaden og bylivet på den anden. En kontrast, der passer Mette godt. Hun holder af det intense hverdagsliv og jonglerer glad med både politik, uddannelse og arbejde. Men hun værdsætter også naturen og det frirum, den giver.

Mette Bossen Linnet gik tidligt ind i lokalpolitik og i dag, som 23-årig, står der "regionsrådsmedlem for Venstre" på CV'et. Samtidig med det politiske arbejde læser Mette til lærer på den delvis digitale læreruddannelse på UC SYD.

Den samme drivkraft

At kombinere uddannelse med politisk arbejde kræver vilje og selvdisciplin, og begge dele har Mette en god portion af.

Foto af delvis digital lærerstuderende

Drivkraften for mig er ønsket om at gøre en forskel for samfundet og for andre. Det driver mit politiske arbejde, og det er også det, der har skabt mit ønske om at blive lærer. Det har faktisk været en livslang drøm for mig. Som lærer er du med til at forme eleverne, du er med til at åbne en masse døre for deres videre liv og uddannelse. Og hvem vil ikke gerne være med til det?

Mette Bossen Linnet, delvis digital lærerstuderende

Indtil for nylig har Mette, udover at passe studiet og sit politiske arbejde, også arbejdet som lærervikar på en folkeskole i Tønder. Og det var faktisk jobbet, der fik hende i gang med læreruddannelsen:

Selvom jeg hele tiden har vist, at jeg ville være lærer, så har jeg haft svært ved at se, hvordan jeg kunne komme i gang med uddannelsen uden at skulle give afkald på mit politiske arbejde. Da jeg så begyndte som lærervikar fortalte flere af mine kolleger, at de havde taget dele af deres uddannelse digitalt, fordi de havde børn og arbejde at passe.

Mette Bossen Linnet, delvis digital lærerstuderende

Drømmen blev digital

Mette fik hurtigt sat sig ind i uddannelsen og valgte at søge ind.

Som folkevalgt politiker er jeg bundet af en lang række møder for fire år af gangen, som gør det svært at være nok til stede på et almindeligt dagsstudie. Jeg har behov for fleksibilitet, så jeg kan studere alt efter, hvordan det passer bedst ind i min kalender.

Mette Bossen Linnet, delvis digital lærerstuderende

Og som delvis digital lærerstuderende kan Mette netop få det hele til at gå op. Ved siden af studierne er der plads til både det politiske arbejde og til jobbet som lærervikar.

Den delvis digitale læreruddannelse var min mulighed for, på trods af at jeg har andre forpligtigelser der optager min tid, stadig at udleve min drøm om at blive lærer. Den mulighed er guld værd!

Mette Bossen Linnet, delvis digital lærerstuderende

Læs mere om den delvis digitale læreruddannelse

På UC SYD har du mulighed for at læse på den delvis digitale læreruddannelse. Her foregår 75 procent af uddannelsen som digitalt selvstudie, mens de resterende 25 procent foregår som seminardage på Campus Haderslev. Det giver dig en stor fleksibilitet. Vi tilbyder også den helt digitale læreruddannelse.