Bachelor på deltid, job på fuldtid

25.01.16

Af  Susanne Hartvig

47-årige Ingrid Legaard ønsker at styrke og udvikle de kompetencer, hun til dagligt bruger i arbejdet som kontorfunktionær. Derfor har hun valgt at læse til administrationsbachelor på deltid ved UC SYD i Esbjerg.

Læs mere om deltidsuddannelsen

På CV'et står der kontorfunktionær ved Embedslægeinstitutionen Syd, en enhed under Styrelsen for Patientsikkerhed. Ingrid har længe været på arbejdsmarkedet og stort set altid arbejdet med administration. Men nu har Ingrid - efter 28 år - valgt at vende tilbage til skolebænken som deltidsstuderende.

-Det fleksible deltidsstudie gør det muligt for mig at få arbejdsliv, familieliv og studieliv til at gå op i en højere enhed. Jeg kan passe det job, jeg trives i, og samtidig videreuddanne mig, fortæller Ingrid.

Foto: Nils Rosenvold

Men det må kræve sin kvinde at finde tid og overskud til både job og uddannelse?

-Der er selvfølgelig nok at se til, når man vælger at læse ved siden af sit arbejde, og det kræver også en høj grad af selvdisciplin. Interesse og forståelse fra arbejdsgiver, kolleger og familie er absolut også en vigtig faktor, men for mig fungerer det. Jeg trives rigtig godt i min hverdag, og er også nået til et punkt i livet, hvor børnene er så store, at der er det overskud, der skal til.

-Samtidig giver det god energi at mærke, at jeg udvikler mig både personligt og fagligt, og at jeg får ny viden og en bedre forståelse for mine arbejdsområder, fortæller Ingrid, der begyndte på uddannelsen ved UC SYD i februar 2015.

Ingrid har en højere handelseksamen bag sig og har de seneste 12 år arbejdet i staten. Undervejs har hun taget forskellige kurser relateret til hendes arbejdsopgaver. Alligevel oplevede Ingrid, at det ikke helt var nok.

- Jeg savnede en egentlig uddannelse. I forhold til mit arbejde er det yderst relevant at videreuddanne sig, simpelthen for at kunne imødekommende den konstante udvikling, de forandringer og udfordringer, som sker i en statslig institution, ja, vel indenfor alle brancher.

Foto: Nils Rosenvold

Og selvom Ingrid endnu ikke er færdiguddannet oplever hun, at studiet giver hende nye kompetencer og forbedrer hendes opgaveløsning.

-Administrationsbacheloren både understøtter og supplerer mine faglige og personlige kompetencer. Det faglige niveau på uddannelsen er højt og underviserne er gode til at gøre teorien nærværende og omsættelig - vi kan tage det vi lærer med os og overføre det direkte til vores arbejdsopgaver.

Alt i alt er Ingrid rigtig godt tilfreds med den forholdsvis nye hverdag som både fuldtidsmedarbejder og professionsbachelorstuderende.

-Det bedste ved uddannelsen er, at jeg tilegner mig ny viden, som kan bruges både i mit arbejde, men også privat. Ganske enkelt at blive klogere.

OM ADMINISTRATIONSBACHELOR PÅ DELTID

Uddannelsen som administrationsbachelor på deltid ved UC SYD gør det muligt at arbejde på fuldtid og studere delvist ved siden af. Som deltidsstuderende læser du når det passer dig, og du mødes en gang om måneden med andre deltidsstuderende og med din underviser. Løbende sparrer du med din studiegruppe og med din underviser, blandt andet via Skype.

Efter fire år bliver du professionsbachelor i offentlig administration.
Læs mere om uddannelsen her.

Kommentarer

Sig din mening


CAPTCHA image for SPAM prevention Hvis du ikke kan læse teksten, klik her.
Har du læst Retningslinjerne for brug af bloggen?
DU KAN NÅ DET ENDNULedige studiepladser
Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies