Velkommen til ny institutchef

Heidi Have bliver pr. 1. januar 2017 ny chef for Institut for Sundhedsuddannelse. Det er en ledelsesmæssigt og professionelt erfaren kvinde, der er på vej til UC SYD.

Heidi er i dag uddannelseschef og souschef i stabsafdelingen Kvalitet, Forskning, Innovation og Uddannelse ved Odense Universitets Hospital med ca. 90 ansatte. Udover funktionsområderne Kvalitet og patientsamarbejde, Forskning og MTV, Innovation og Uddannelse og Kompetenceudvikling har Heidi Have ansvaret for de tre centre: Center for Klinisk Epidemiologi, Videnscenter og Lægers videreuddannelse.

Heidi Have ser frem til sit nye job:

-Jeg glæder mig meget til atter at skulle arbejde med uddannelse på en uddannelsesinstitution og til at blive en del af UC SYD, der i den grad virker til at være en institution, der vil noget.

-Jeg ser en meget væsentlig opgaver i at styrke sammenhængen og samarbejdet mellem uddannelserne og aftagerne og samarbejdet uddannelserne imellem. Det gode tværgående samarbejde, der i dag finder sted, skal vi prøve at styrke yderligere. Det er nødvendigt i en tid, hvor der sker store forandringer i sundhedsvæsnet, og hvor der er et voksende behov for stærkere tværfaglige og relationelle kompetencer. Og med den nylige revision af uddannelserne og de nye studieordninger, mener jeg, vi har de bedste muligheder for at gøre det.

-I første omgang ser jeg frem til at møde lederne og medarbejderne inden for mit område og få konkret viden om, hvad der i dag sker på uddannelserne og hvordan de ser på fremtiden og udviklingsmulighederne. Sammen kan vi så udstikke retningen for det arbejde, vi skal i gang med, siger Heidi Have.

Heidi Have har siden 2004 være ansat ved Odense Universitets Hospital, heraf de seneste ni år i forskellige lederfunktioner. Alle med relation til uddannelse, udvikling og kompetenceudvikling.

Baggrund
Heidi blev uddannet som sygeplejerske i 1994 og har siden bl.a. taget diplomuddannelse i sygepleje, master i sundhedspædagogik og forskellige lederuddannelser. Hun har desuden i fire år arbejdet i Grønland som sygeplejelærer og underviser ved vejlederuddannelsen.


Prorektor Alexander von Oettingen er meget glad for, at det er lykkedes at tiltrække en stærk faglig profil som Heidi Have. Han siger:

-Hendes kompetencer og erfaring er imponerende, vi kunne ikke ønske os en bedre chef til at videreudvikle instituttet og videreføre det gode arbejde, der allerede gøres på uddannelserne.

-Heidi har indgående kendskab til vores aftagere inden for området, og hun kender behovene ude i professionerne. Så Heidi er den helt rigtige til at rykke uddannelserne og aftagere tættere sammen om, ikke alene at udvikle uddannelserne, men også at drive udviklingen inden for sundhedsprofessionerne fremad. At hun også kender til arbejdet og vilkårene i en kompleks organisation er selvfølgelig yderligere et stort plus.

-Jeg glæder mig meget til samarbejdet, slutter prorektor Alexander von Oettingen.

Privat
Heidi er 47 år, gift med Bjørn, der er ingeniør. De bor i Odense og har fem børn i alderen 7-22 år. I fritiden følger Heidi de 5 børns fodboldkarriere og hun er aktiv i den lokale løbeklub. Hun løber gerne et maraton eller to om året.

Heidi tiltræder pr. 1. januar 2017.

Kommentarer

Sig din mening


CAPTCHA image for SPAM prevention Hvis du ikke kan læse teksten, klik her.
Har du læst Retningslinjerne for brug af bloggen?
DU KAN NÅ DET ENDNULedige studiepladser

Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies