Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Professionsbachelor

Bliv socialrådgiver

Hjælp udsatte på ret kurs

01

Bliv socialrådgiver

Socialrådgiveruddannelsen er en bred uddannelse, som giver dig adgang til at arbejde med socialt arbejde inden for mange områder. Ofte er socialrådgiveren en nøgleperson, der koordinerer samarbejdet mellem flere faggrupper i forhold til de problemstillinger, som borgeren ønsker hjælp til.

Alkohol, arbejdsløshed, konflikter i familien. Som socialrådgiver møder du borgere, der kæmper med tunge problemer. Men heldigvis kan dit arbejde gøre en forskel og betyde, at de finder fodfæste i livet og på arbejdsmarkedet igen.

Som socialrådgiver bliver du uddannet til at forstå både de mekanismer, der fører til sociale problemer og de indsatser der kan sættes ind for at afhjælpe dem. På uddannelsen lærer du, hvordan man arbejder på gadeplan, i familier og i forvaltninger med at forebygge og afhjælpe sociale problemer.

Fakta om socialrådgiveruddannelsen

Socialrådgiver

  • Type : Professionsbachelor
  • Beliggenhed : Esbjerg,  Aabenraa og online
  • Varighed : 3,5 år
  • Pladser pr. årgang : Ca. 270
  • Praktik : 5 måneder
  • Adgangskrav : Gymnasial eksamen eller fire enkeltfag, SOSU-uddannelsen eller pædagogisk assistentuddannelsen samt specifikke adgangskrav

Tag uddannelsen på fuld tid, på deltid eller digitalt

Du kan tage socialrådgiveruddannelsen på flere måder:

Udsatte unge, arbejdsløse borgere eller sårbare familier

Som færdiguddannet bliver det måske dig, der arbejder med indsatte i fængslet eller udsatte unge i betonblokkene. Måske kommer du til at finde det helt rigtige job til en arbejdsløs borger, eller du spiller en vigtig rolle i at få en familie til at fungere igen.

Socialrådgivere arbejder i stigende grad i private virksomheder, men de er også kernemedarbejdere i offentlige institutioner og interesseorganisationer som fx Amnesty International eller Reden i København, der hjælper prostituerede.

På uddannelsen lærer du, hvordan du planlægger og koordinerer indsatser, der medvirker til positiv udvikling for de borgere, du kommer til at arbejde med.

Så hvis du interesserer dig for mennesker og det samfund, vi lever i, skal du helt klart læse til socialrådgiver på UC SYD i Esbjerg eller Aabenraa.

Helle Langendorf elsker sit fag.

Jeg elsker psykologien, fordi den giver mig en forståelse for andre mennesker og en bedre forståelse af mig selv. Men jeg elsker også at nørde jura, fordi jeg lærer at anvende det til at støtte nogle mennesker. Alle her på studiet ønsker at gøre en forskel. Jeg er i praktik på Esbjerg Forsorgshjem, og her gælder det om at lave en masse motivationsarbejde - ellers kan vi ikke hjælpe beboerne.

Helle Langendorff

Socialrådgiverstuderende, UC SYD

Socialrådgiver, Sarah, Studieportræt

Mød en socialrådgiverstuderende

Sarah skiftede fra frisør til socialrådgiver

Sarah skiftede spor fra frisør til socialrådgiver og hun føler at hun har fundet sin rette hylde. Hun kan godt lide, at der næsten ingen begrænsninger er for, hvad hun kan arbejde med når hun er færdig.
Underviserportræt, Socialrådgiver

Mød en underviser

Tanja underviser på socialrådgiveruddannelsen

Det bedste ved at være underviser på socialrådgiveruddannelsen er at se den store udvikling, der sker fra de studerende starter på 1. semester til de færdiggør deres professionsbachelor på 7. semester.
Julie Jessen, socialrådgiver, banner 2

Mød en socialrådgiverstuderende

Julie læser til socialrådgiver: - Jeg føler et større værd, når jeg hjælper andre mennesker

22-årige Julie læser til socialrådgiver på UC SYD i Aabenraa. Hér får hun kompetencerne til at kunne jagte drømmejobbet: At gøre en forskel for børn og familier, hvis liv er kørt af sporet.

 

    02

    Adgangskrav & optagelse

    Ansøgningsfrister

    Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
    Kvote 2: 15. marts kl. 12.00

    Studiestart

    Socialrådgiveruddannelsen har studiestart i uge 36 og uge 5 både i Esbjerg og Aabenraa.

    Det er vores studieadministrative system, der automatisk fordeler ansøgere ud på studiestart i september og studiestart i februar.

    OBS: Vi forbeholder os ret til ikke at oprette hold til vinterstart 2025 i tilfælde af for få ansøgere gældende for socialrådgiveruddannelsen i Aabenraa.

    Optag

    Socialrådgiveruddannelsen optager 50 procent i kvote 1 og 50 procent i kvote 2.

    Adgangskvotient

    Er du nysgerrig på, hvad adgangskvotienten var ved det seneste optag? Find adgangskvotienten for kvote 1-optaget her.

    Kvote 1: Adgangskrav og optagelse

    Kvote 1: Adgangskrav til socialrådgiver

    For at søge optagelse på socialrådgiveruddannelsen gennem kvote 1 skal du have en af følgende eksamener:

    • Studentereksamen (STX)
    • Højere forberedelseseksamen (HF)
    • Højere handelseksamen (HHX)
    • Højere teknisk eksamen (HTX)
    • Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF)
    • Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX)
    Kvote 1: Det skal du vide

    Du kan søge om optagelse gennem kvote 1, hvis du har en adgangsgivende gymnasial uddannelse (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF).

    Ansøgningsfrist kvote 1: 5. juli kl. 12.00

    I kvote 1 bliver du optaget alene på baggrund af dit karaktergennemsnit fra din adgangsgivende eksamen. Har du bestået flere gymnasiale eksamener, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din adgangskvotient ved at tage hf-enkeltfag.

    Adgangskvotienten kan variere fra år til år. Den afhænger af, hvor mange ansøgere og studiepladser, der er det pågældende år.

    Hvis du er i tvivl, om dit gennemsnit er højt nok til at komme ind via kvote 1, kan du vælge at søge om optagelse via kvote 2 i stedet for. Søger du gennem kvote 2 med en gymnasial eksamen, vil din ansøgning automatisk blive vurderet både i kvote 1 og kvote 2.

    Har du en International Baccalaureate (IB) skal du søge gennem kvote 2. Det er uanset, om den er taget i Danmark eller i udlandet, eller om det er en udenlandsk gymnasial eksamen, der ikke kan omregnes. I alle tilfælde skal du søge gennem kvote 2.

    Søg via optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00

    Kvote 2: Adgangskrav og optagelse

    Kvote 2: Adgangskrav til socialrådgiver

    For at søge optagelse på socialrådgiveruddannelsen gennem kvote 2 skal du have en af følgende eksamener:

    Gymnasial uddannelse (STX, HF, HHX, HTX, GIF, ) eller EUX.

    eller

    Social- og sundhedsassistentuddannelsen med dansk C, engelsk D og enten samfundsfag C eller naturfag C.

    eller

    Pædagogisk assistentuddannelse med dansk C, engelsk D og enten samfundsfag C eller naturfag C.

    eller

    Fire gymnasiale enkeltfag: Dansk A og engelsk B og samfundsfag B og psykologi C. Find eksempelvis en pakkeløsning med alle fire fag hos VUC Syd eller et andet VUC.

    eller

    Godkendt udenlandsk eksamen.

    eller

    Kvalifikationer der efter en individuel kompetencevurdering kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav.

     

    De specifikke adgangskrav skal være beståede.

    Kvote 2: Vurderingskriterier til socialrådgiver

    Vi vurderer dig på disse kriterier i kvote 2

    I kvote 2 bliver du vurderet på baggrund af en samlet vurdering af dine kvalifikationer og erfaringer. Vi medtager maksimalt 12 måneders aktiviteter samlet set. 

    Vi tager udgangspunkt i følgende vurderingskriterier:

    • Erhvervserfaring minimum 6 måneder og minimum 30 timer ugentligt med særlig vægt på studierelevant arbejde. For eksempel inden for det sociale- og sundhedsfaglige område eller det kulturelle område.
    • Udenlandsophold og højskoleophold af mindst 16 ugers varighed.
    • Samfundsrelevante ulønnede aktiviteter. Individuel vurdering i forhold til varighed og indhold.
    • Udenlandsophold. Der lægges særligt vægt på kurser, uddannelse og frivilligt arbejde som du har deltaget i under dit udenlandsophold.
    • Studierelevante fag og længerevarende kurser, som ikke indgår i den adgangsgivende eksamen.
    • Eksamenskarakteren i den adgangsgivende eksamen.
    • Din motiverede ansøgning. 
    Kvote 2: Det skal du vide

    Ansøgningsfrist kvote 2: 15. marts kl. 12.00

    Kvote 2 er for dig, der:

    • har en adgangsgivende gymnasial uddannelse, men er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at nå årets adgangskvotient. 
    • har en udenlandsk eksamen, hf-enkeltfag eller en anden adgangsgivende eksamen.
    • ikke opfylder uddannelsens adgangskrav men har andre kvalifikationer, der kan sidestilles med de formelle krav. I den situation skal du søge om en individuel kompetencevurdering.

    Søg via optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00

    Ansøgningsproces

    Sådan søger du

    Søg via optagelse.dk

    Vil du gerne tage en uddannelse hos os, skal du søge ind gennem optagelse.dk.

    Du skal søge under “videregående uddannelse” på siden og derefter finde den specifikke uddannelse, som du gerne vil søge.

    Du sender din elektroniske ansøgning med dit NemID. Har du ikke et NemID, kan du bestille et på nemid.nu. Har du ikke et dansk CPR-nr., skal du stadig søge digitalt via optagelse.dk. Du skal blot ansøge uden login. 

    Husk at oplyse om tidligere uddannelse eller beskæftigelse. Læs mere om, hvad du har pligt til at oplyse her.

    Brug for hjælp?

    Du finder hjælp til at udfylde din ansøgning på optagelse.dk her. Og er du stadig i tvivl om noget, du ikke kan finde svaret på, så kontakt os og lad os hjælpe dig.

    Følg din ansøgning

    nemStudie er stedet, hvor du kan følge status på din ansøgning til en af vores uddannelser. Når du har søgt ind på en uddannelse hos os gennem optagelse.dk, sender vi dig automatisk en e-mail, hvor vi beder dig om at oprette en bruger på nemStudie.

    Det er vigtigt, at du opretter dig på portalen, for det er her, vi giver dig besked, hvis vi f.eks. mangler dokumentation i forbindelse med din ansøgning eller kan tilbyde dig en studieplads. Læs mere om nemStudie.

    Vigtigt at vide, når du søger optagelse

    Hvad er en standby-plads?

    Standby-pladser er en form for venteliste, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden studerende takker nej til sin plads. Det kan være en studieplads til sommerstart eller eventuel vinterstart, hvis uddannelsen har studiestart der. Bliver du ikke tilbudt en studieplads i dette studieår, er du garanteret en plads næste år, hvis du søger optagelse der. Det kan derfor være en god ide at sætte kryds ved standby-plads, når du udfylder dit ansøgningsskema. 

    Du søger en standby-plads ved at vælge ”ja” i afkrydsningsfeltet ”jeg ønsker at søge en standbyplads”, når du udfylder din ansøgning på optagelse.dk. 

    Konsekvenser for din ansøgning

    Hvis du bliver tilbudt en standby-plads, vil du ikke blive tilbudt en studieplads på en af dine andre søgte uddannelser eller uddannelsessteder, der står lavere på din prioriteringsliste.

    Du skal derfor overveje, inden du sætter kryds i standby, om du ønsker at fraskrive dig muligheden for at blive optaget på en af dine lavere prioriteter. Man kan ikke både få tilbudt en standby-plads og en studieplads.  

    Læs mere om standby-pladser på ug.dk.

    Hvornår får jeg svar på min ansøgning?

    Du får svar på din ansøgning den 26. juli. 

    Du får kun ét svar. Du får ét tilbud om en uddannelsesplads eller en standby-plads fra det uddannelsessted, du er kommet ind på. Det vil sige, hvis du kommer ind på din tredje prioritet, får du ikke afslag tilsendt fra dine andre prioriteter.

    Hvis du ikke er optaget på nogen af de uddannelser, du har søgt, får du et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) via e-boks. 

    Bliver du tilbudt en studieplads hos UC SYD, modtager du besked gennem nemStudie, hvor du skal bekræfte, om du ønsker studiepladsen. Bekræfter du ikke pladsen inden for fristens udløb, tilbyder vi pladsen til en anden ansøger.

    Kan jeg søge efter ansøgningsfristen?

    Blev du ikke optaget på et studie, eller fik du ikke ansøgt inden for fristen, kan du søge ind efter den 26. juli, hvis vi har ledige pladser. Her finder du en oversigt over ledige pladser. 

    Kan jeg søge betinget optagelse?

    Har du ikke opfyldt adgangskravene til uddannelsen inden den 5. juli kl. 12:00, har du stadig mulighed for at komme i betragtning til en studieplads betinget af, at du opfylder adgangskravene inden studiestart på uddannelsen.

    Det kan f.eks. være fordi, at du læser et suppleringsfag, afslutter en erhvervsuddannelse eller er udenlandsk statsborger og skal supplere med Studieprøven.

    Afslutter du HF-enkeltfag senere end sommerstart, kan det være en god idé at holde øje med siden for ledige studiepladser.

    Når du søger optagelse, skal du i din ansøgning på optagelse.dk angive hvornår eksamen, suppleringskurset eller uddannelsen forventes afsluttet. Derudover skal du vedhæfte dokumentation på, at du er i gang.

    På UC SYD kan du søge betinget optagelse på alle uddannelser på nær jordemoder og bioanalytiker.

    Udenlandsk ansøger eller udenlandsk eksamensbevis?

    Har du en udenlandsk eller international eksamen (IB), skal du søge ind på uddannelsen gennem kvote 2 på optagelse.dk. Dette gælder også, hvis du er fra Storbritannien uanset statsborgerskab.

    Hvis du søger ind på baggrund af en udenlandsk eksamen, opfordrer vi dig til at få din eksamen vurderet hos Uddannelses- og Forskningsministeriet, inden du søger. På den måde får du papir på dit eksamensbevis, som du kan bruge i hele landet, både når du søger arbejde eller uddannelse. Vi har også mulighed for at vurdere dit adgangsgrundlag, men så vil du muligvis ikke kunne bruge den til at søge uddannelser andre steder i landet.

    Du kan også undersøge, om din udenlandske gymnasiale eksamen kan ligestilles med en dansk gymnasial eksamen i eksamshåndbogen.

    Søger du ind med et udenlandsk eksamensbevis skal vi bede dig om at få det oversat til et nordisk sprog eller engelsk. Du skal således, når du ansøger vedhæfte både en kopi af originalt eksamensbevis og en oversættelse af beviset. 

    Sprogkrav
    Når du søger om optagelse på en uddannelse, der udbydes på dansk, skal du dokumentere, at du har de nødvendige kundskaber i dansk. Du skal både mundtligt og skriftligt være i stand til at gennemføre uddannelsesaktiviteter og aflægge prøver på dansk.

    Er du udenlandsk ansøger eller har et udenlandsk eksamensbevis, skal du have bestået Studieprøven i dansk (modul 6 i danskuddannelse 3) inden studiestart eller have dokumenteret tilsvarende kundskaber i dansk.

    Dette gælder dog ikke, hvis du er nordisk statsborger, idet du opfylder sprogkravet dansk gennem den adgangsgivende eksamen, som du har bestået i dit hjemland.

    Søger du ind på fysioterapeutuddannelsen, skal du have bestået Studieprøven med minimumskarakteren 4 i alle dele af prøven inden studiestart på uddannelsen, eller du skal dokumentere tilsvarene kundskaber i dansk.

    Betaling for uddannelse (Studieafgift)
    Som borger uden for EU/EØS er det grundlaget for din opholdstilladelse, der er afgørende for, om du er berettiget til at tage uddannelsen gratis eller om du selv skal betale for uddannelsen.

    For at kunne vurdere, hvorvidt du er berettiget til gratis uddannelse, er det vigtigt, at du sammen med din ansøgning om optagelse vedhæfter følgende dokumenter:

    • Kopi af opholdskortet (både forside og bagside)
    • Kopi af opholdsbrevet fra myndighederne
    • Evt. ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse (hvis opholdstilladelsen udløber inden studiestart)

     

    Har du en kandidatuddannelse?

    Har du en gennemført en dansk såvel som en udenlandsk kandidatuddannelse, kan du som udgangspunkt godt blive optaget på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige studiepladser på uddannelsen.

    I særlige tilfælde er det dog muligt at søge dispensation for kandidatuddannelsen. Det kan fx være i forhold til:

    • helbredsmæssige årsager, hvor du ikke længere kan anvende din tidligere gennemførte kandidateksamen. Du skal til ansøgningen vedlægge dokumentation fra lægen, som bekræfter dette.
    • hvis du ikke længere kan opnå autorisation til anvendelse af uddannelsen på arbejdsmarkedet.
    • hvis uddannelsen er målrettet en helt specifik profession på arbejdsmarkedet, som er bortfaldet eller i al væsentlighed overflødiggjort. Det er ikke tilstrækkeligt grundlag for at meddele dispensation, at den gennemførte kandidatuddannelse ikke længere udbydes, at uddannelsens studieordning er ændret eller at uddannelsens niveau, jf. kvalifikationsrammen, er blevet ændret. Der kan her lægges vægt på udtalelse fra tidligere uddannelsesinstitution, hvis en sådan kan gives eller en udtalelse fra en faglig organisation i forhold til, hvorvidt ansøgers uddannelse kan anvendes på arbejdsmarkedet.

    Dispensationsansøgningen skal være uploadet til din ansøgning inden fristen 15. marts kl. 12.00. 

    Din ansøgning vil i øvrigt blive vurderet ud fra uddannelsens vurderingskriterier i kvote 2.

    Sprogkrav når faget foregår på engelsk

    Hvis du vælger et eller flere uddannelseselementer på engelsk i uddannelsen, stilles der krav om, at du kan dokumentere kundskaber i engelsk svarende til engelsk B-niveau i Danmark. Hvis du ikke har dette, tilbyder UC SYD at gennemføre en engelsktest svarende til samme kompetencemæssige niveau, som du skal have bestået for at kunne deltage i faget.

    03

    Uddannelsens opbygning

    Det tager 3,5 år at blive socialrådgiver. Uddannelsen er opdelt i semestre og har seks primære temaer:

    • Teorier, metoder og etik inden for socialt arbejde
    • Individet i samfundet, menneskers udvikling og sociale relationer
    • Sociale og beskæftigelsesmæssige problemer og livsbetingelser
    • Velfærdspolitik og den retlige regulering af sociale og beskæftigelsesmæssige indsatser
    • Organisation og økonomiske rammer for socialt arbejde
    • Evaluering, udvikling og kvalitetssikring af socialt arbejde

    Undervejs kan du specialisere dig inden for et område, du har særlig interesse for. Det kan fx være voksne udsatte, børn og unge eller beskæftigelse. 

    Du kommer også til at arbejde sammen med studerende på andre uddannelser på UC SYD, fordi du som socialrådgiver tit får til opgave at koordinere med f.eks. sygeplejersker eller pædagoger, når du er færdiguddannet.

    Færdiguddannet med flot hæder

    Fem socialrådgiverstuderende er med deres bachelorprojekt med til at nuancere forskningen inden for begrebet 'social arv'.

    Praktik

    På modul syv (på fjerde semester) kommer du i fem måneders praktik. Den tilbringer du ude på en institution et sted i Region Syddanmark eller i udlandet (hvis du ønsker det). Du får en praktikvejleder på stedet, som har ansvar for, at du får et godt udbytte af praktikken. Du kan også bruge din praktikvejleder til at sparre med om de spørgsmål, der melder sig undervejs.

    Regler og rammer for uddannelsen

    Vi har samlet de dokumenter, der kan være vigtige for din uddannelse. Find eks. studieordninger, praktikbeskrivelser og studieaktivitetsmodeller her.

    04

    Studieliv

    Der er ca. 750 studerende i alt på Socialrådgiveruddannelsen ved UC SYD. Flest på Campus Esbjerg og færre på Campus Aabenraa. Engagementet og diskussionslysten i klasserne er stor, fordi mange studerende har en stærk interesse for samfundsforhold. Det giver et livligt fagligt fællesskab.

    Ca. en tredjedel af vores studerende kommer fra Esbjerg, de øvrige pendler hertil fra de omkringliggende kommuner. Aldersspredningen er stor på uddannelsen. Der er således en del studerende, der har familie og børn. Det betyder, at der ikke er så mange fælles aktiviteter efter timerne. Til gengæld kender de studerende hinanden godt, fordi de arbejder meget sammen i grupper på uddannelsen.

    Om fredagen er der på Campus Esbjerg mulighed for at gå i fredagsbaren Stuen (for alle studerende på campus). På Campus Aabenraa er der også fredagsbar for alle studerende.

    Instagram

    Her kan du følge livet på UC SYDs socialrådgiveruddannelse.

    Profilen socialraadgiver_i_syd har glimt fra hverdagen på studiet, konkurrencer, begivenheder og sjove indslag fra alle de byer, hvor vi uddanner socialrådgiver.

    Følg os og se hvordan dine næste 3.5 år kan se ud! 

    Besøgende til Åbent hus

    Kom og mød os

    Åbent hus 2024

    Er du i tvivl om dit uddannelsesvalg? Så kom til Åbent Hus, deltag i Studiepraktik, bliv studerende for en dag eller deltag i nogle af vores andre events. Så bliver du klogere på dit valg.
    Foto af studerende

    Kom og mød os

    Bliv studerende for en dag

    Kom og prøv at være studerende på UC SYD, og følg en helt almindelig undervisningsdag.

    I tvivl om uddannelse?

    Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.

    05

    Job & karriere

    Som færdiguddannet socialrådgiver har du mange spændende jobmuligheder inden for en lang række områder og typer af virksomheder.

    Du kan arbejde i alt fra fængsler over hospitaler til kommunale forvaltninger eller boligforeninger. Det kan også være, du kommer til at arbejde med flygtninge og indvandrere eller med misbrugere.

    Kristoffer Wilhardt kan godt lide at hjælpe andre med at flytte sig og komme videre.

    Det mest spændende har været udviklingen. Dels i min egen kommunikation, men også at se de unge udvikle sig og komme i praktik. Og så har kollegerne været så dejlige – Uddannelseshuset er et megafedt miljø at være praktikant i.

    Kristoffer Wilhardt

    Socialrådgiverstuderende, UC SYD.

    Kommunerne er den største arbejdsplads for Danmarks ca. 10.000 socialrådgivere, men I stigende grad efterspørger også private virksomheder de evner, du får som socialrådgiver. Nogle etablerer sig også som selvstændige konsulenter.

    Du kan vælge at læse videre ved at tage en diplom-, kandidat- eller masteruddannelse.

    Jørgen får adrenalin-kick af sit arbejde

    Mød en færdiguddannet

    Jørgen får adrenalin-kick af sit arbejde

    Jørgen brænder for at hjælpe andre – og det har ført ham til socialrådgiveruddannelsen. I dag arbejder han ved projekt Oqqumut, hvor han gør en forskel for mennesker, der har det svært. Det er Jørgens passion og dedikation.

    Unge mennesker sidder sammen og snakker

    Prøv kræfter med velfærdsledelse

    Drømmer du om at blive en af fremtidens velfærdsledere?

    Vil du gå forrest i udviklingen af velfærden? Vil du styrke de danske velfærdsprofessioner, som holder samfundet i gang? Så deltag i talentforløbet og udvikl dig selv på både et fagligt og personligt plan.

     

    06

    Økonomi

    Du skal regne med, at der er udgifter til bøger på studiet, enten nye, gamle eller lånte.

    Husk at søge SU, hvis du er SU-berettiget

    Som studerende på en professionsbacheloruddannelse eller erhvervsakademiuddannelse har du mulighed for at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU) til dit uddannelsesforløb. Du kan tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU fra. Har du for eksempel ret til SU fra september, kan du tidligst søge fra den 1. august.

    Betingelserne for at modtage støtte og de aktuelle satser findes på www.su.dk, hvor du også skal søge SU.

    Vejledning om SU

    Har du spørgsmål vedrørende SU (Statens Uddannelsesstøtte)? Så hjælper vores SU-vejledere dig meget gerne.

    Er du kommende studerende? Kontakt os her.

    Er du nuværende studerende? Kontakt os her.

    Du kan også ringe til os.

    Dine muligheder for studiestøtte

    Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler i form af f.eks. IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol, et hæve-/sænkebord m.v.

    Du kan finde flere informationer om studiestøtte her, og så kan du møde Sofie, der er ordblind og læser til lærer.

     

    07

    Flere måder at læse til socialrådgiver

    Du kan også tage socialrådgiveruddannelsen på to andre måder: På deltid eller digitalt.

    Tag uddannelsen på deltid

    Deltidsuddannelsen er særligt populær for dig, som ønsker at kombinere uddannelsen med et fuldtidsarbejde, som bor langt fra uddannelsesstedet eller som har andre forpligtelser, der gør det svært at møde ind på campus hver dag.

    Læs mere om deltidsuddannelsen til socialrådgiver her

    Tag uddannelsen digitalt

    Indholdet på den digitale socialrådgiveruddannelse er det samme som på den helt almindelige socialrådgiveruddannelse. Det er kun formen, der er anderledes, fordi du ikke fysisk skal møde ind på campus.

    På den digitale socialrådgiveruddannelse skal du nemlig kun møde ind på campus 1-2 gange á 2-3 dages varighed i løbet af et semester. Resten foregår online og giver en utrolig stor fleksibilitet i dagligdagen.

    Læse mere om den digitale socialrådgiveruddannelse her

    08

    Spørgsmål & svar

    Kan jeg læse videre, når jeg har taget uddannelsen til socialrådgiver?

    Ja. Her er et udpluk af de uddannelser, du kan tage med en professionsbachelor i socialrådgivning:

    • sociale diplomuddannelser
    • pædagogiske diplomuddannelser
    • uddannelse til voksenunderviser
    • masteruddannelse (for eksempel i social integration)
    • kandidatuddannelse  i socialt arbejde
    • kandidatuddannelser
    • praktikvejleder til socialrådgiveruddannelsen

     

    Hvilke typer går på socialrådgiveruddannelsen?

    Socialrådgiveruddannelsen tiltrækker en meget mangfoldig skare af mennesker. Vi er godt blandede med hensyn til både køn, alder, etnicitet, politisk standpunkt med mere. Det giver et godt udgangspunkt for diskussionerne i klasserne.

    Hvornår er der studiestart på uddannelsen til socialrådgiver?

    Socialrådgiveruddannelsen på UC SYD har studiestart i uge 36 og uge 5. Det gælder både i Esbjerg og Aabenraa.

    Hvor får man job som socialrådgiver?

    Mulighederne er mange: Du kan få job i offentlige forvaltninger eller på et jobcenter, hvis du interesserer dig mest for organisation, jura og administration. Men du kan også få arbejde som socialrådgiver på hospitaler, i fængsler, i boligsociale projekter eller i en NGO. Endelig efterspørger private virksomheder også socialrådgivere.

    Hvad er en professionsbachelor?

    Der findes mange forskellige professionsbacheloruddannelser. Lærer, lyddesigner eller ergoterapeut er eksempler på professionsbacheloruddannelser, som du kan læse på UC SYD. Typisk uddannes du inden for en bestemt profession, et bestemt fag. Det kan være sygeplejerske, fysioterapeut eller noget helt tredje.
    Du ved altså, hvad du bliver, og kan derfor også nemmere sælge dig selv, når du en dag er færdiguddannet og skal have et arbejde.

    Praktik

    Du bliver ikke kun klædt på med teori, du skal også ud og afprøve teorierne i den virkelige verden løbende igennem uddannelsen. Det gør, at du som færdiguddannet professionsbachelor er rustet til at gå direkte ind i dit første job. Du har nemlig allerede en masse erfaring.

    Videreuddannelse

    En professionsbachelor giver dig direkte adgang til en række kandidat- og masteruddannelser. Ønsker du på et tidspunkt at læse videre, kan du derfor til enhver tid gøre dette.

    Hvad er en professionshøjskole / et University College?

    En professionshøjskole er en uddannelsesinstitution for mellemlange, videregående uddannelser. Uddannelserne varer mellem 3 og 4 år. Uddannelserne giver dig titlen som professionsbachelor.

    Kan jeg komme og besøge uddannelsen?

    Ja - du kan ringe eller skrive til os og aftale et tidspunkt. Nogle uddannelser tager imod hele året, andre afholder Studerende for en dag-arrangementer et par gange om året, hvor du kan følge undervisningen sammen med andre interesserede.

    En gang om året holder vi Åbent hus, og her er du meget velkommen. Vores Åbent hus-arrangement ligger altid i februar. Læs mere om det her.

    09

    Kontakt os

    Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.

    Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?

    Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?

    Spørgsmål til uddannelsen?

    Har du spørgsmål til uddannelsen, om job- og karrieremuligheder eller vil du gerne komme og besøge os, så er du meget velkommen til at kontakte studievejlederen herunder.

    Studievejleder på socialrådgiver

    Helene Kragh (HKRA)
    Både for Aabenraa og Esbjerg
    hkra@ucsyd.dk
    7266 4285

    Andre kigger også på

    Administrationsbachelorstuderende

    Samfund

    Bliv administrationsbachelor

    Tag en bred uddannelse, hvor du lærer om jura, økonomi og projektledelse og får kompetencerne til at facilitere processer, koordinere, kommunikere og vejlede.
    Skolelærer i skolegård

    Undervisning og pædagogik

    Bliv lærer

    Vil du hjælpe børn og unge godt på vej? Sætte gode rammer for andres læring, og være mester i at formidle din viden videre? Tag uddannelsen til lærer.
    Pædagogstuderende

    Undervisning og pædagogik

    Bliv pædagog

    Vil du skabe en spændende, udfordrende og tryg hverdag for børn, unge eller voksne? Vær en vigtig rolle og støtte i andres hverdag. Tag uddannelsen til pædagog.