Andreas laver Reumert-vindende lyddesign

05.07.17

Af  Lena Hansen

I januar 2016 dimitterede Andreas Sandborg som lyddesigner fra Sonic College, som holder til på UC SYD’s campus i Haderslev. Nu har han lavet lyddesignet til en Reumert-vindende teaterinstallation.

-Det har været fantastisk og ret vildt. Vi havde slet ikke regnet med det, for vi var først og fremmest bare spændte på, om teateroplevelsen overhovedet ville fungere.

Sådan lyder det fra den glade og overraskede lyddesigner, der sammen med resten af holdet bag teaterinstallationen, Gerdas Rejse, modtog en Reumert for årets børne-/ungdomsforestilling.

Gerdas Rejse kan netop kaldes en installation fremfor en forestilling, da det er de besøgende, der selv skaber oplevelsen. Der er ingen skuespillere. Og intet publikum i traditionel forstand. Derimod spiller billeder, lys og lyd en anden rolle end sædvanligt.

-Jeg var nervøs tæt på premieren. Det var hele holdet. Vi kunne jo ikke sammenligne os med lignende projekter. Derfor var det også en stor overraskelse bare at blive nomineret til en Reumert og en endnu større overraskelse at vinde den. Jeg er bare vildt glad og vildt stolt. Og det er virkeligt dejligt at få den anerkendelse.

 

Lyddesign med nye muligheder

Det er Teater Refleksion i Aarhus, der står bag teaterinstallationen, med Andreas Sandborg som freelancer på lyddesignet. Andreas designer oftest lyd til film, men han har fundet det både spændende og sjovt at lave lyden til Gerdas Rejse. Installationen har nemlig givet helt andre muligheder, end traditionelle film og teaterforestillinger giver.

-Det har været en anden type opgave. Jeg er meget interesseret i, hvordan lyd kan skabe et rum, og her betyder det meget, hvordan lyden afspilles, og hvor højtalerne er placeret, så man bliver omsluttet af lyden. Normalt er der jo faste højtaleropsætninger i biografer eller teatersale, men ved denne installation har jeg rigtigt kunne afprøve forskellige muligheder og nørde med opsætningen. Og det har været vildt spændende.

I fraværet af skuespillere har Andreas også haft et stort fokus på at skabe fortællingen gennem lyden.

-Fortællingen skabes jo her af de rum, den besøgende kommer igennem, og af mødet med billeder, lys og lyd. Derfor har jeg gennem lyden skabt et fortælleforløb med dramatiske øjeblikke i nogle rum og rolige i andre. Lyden har skullet vække bestemte følelser. Jeg har eksempelvis på et tidspunkt designet lyden, så den giver en følelse af kulde.

 

Blod på tanden

Andreas går lige nu på filmskole som en slags videreuddannelse indenfor lyddesign. Derfor går han en fremtid i møde, der byder på lyddesign til film og et fokus på at få fodfæste i det danske filmmiljø.

-Jeg har fået blod på tanden efter at lave mere lyd til teater og til lignende installationer, men mit primære fokus er dog lige nu på film.

Og selvom Andreas har været med til at vinde en Reumert, har han stadig fødderne solidt plantet på jorden.

-Det er jo virkelig ikke noget dårligt at have på sit CV, men jeg håber, at mine kolleger og andre fagfolk synes, jeg er dygtig, selv hvis det ikke havde ført en Reumert med sig.

 

Om uddannelsen til lyddesigner

På Sonic College kan du læse medie- og sonokommunikation og dermed uddanne dig til lyddesigner. Sonic College er en del af UC SYD’s campus i Haderslev.

 

Vil du vide mere om lyddesigneruddannelsen?

 

 

Kommentarer

Sig din mening


CAPTCHA image for SPAM prevention Hvis du ikke kan læse teksten, klik her.
Har du læst Retningslinjerne for brug af bloggen?
Cxense Display

Accepter cookies

På ucsyd.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra ucsyd.dk.

Læs mere om cookies her

Accepter cookies