Blodet fosser ud på briksen. Flyder ud over kanten. Og styrter ned i den røde sø, som har samlet sig på gulvet.

Det er næsten ikke til at se den hvide knogle, som stikker frem mellem alt det røde. Den hvide knogle, som engang har været en del af mandens arm. Nu er der kun arterier og vener tilbage. Arterier og vener, som hænger i slappe tråde. 

Det ligner noget fra en film. Men det her er virkelighed. Jes Haberlandts og Frederik Munthes virkelighed.

Blodbadet er deres arbejde. De er begge uddannede sygeplejersker og har meldt sig frivilligt til at blive udsendt med Forsvaret. De skal være med til at sikre, at den itusprængte arm ikke bliver manden på briksens død.

Det bedste fra begge verdener

Til hverdag er Frederik anæstesisygeplejerske på rigshospitalet, mens Jes holder til på skadestuen i Kolding. Og selvom begge beskæftiger sig med den akutte sygepleje – og netop Jes står ansigt til ansigt med traumer på skadestuen – er skaderne sjældent af samme kaliber som dem, de møder på missionerne. 

-Jeg har set ting som udsendt, som jeg ikke ser herhjemme. Svært lemlæstede mennesker med bortsprængte arme og ben. Der er langt imellem eksplosionsskaderne på sygehuset i Kolding. Heldigvis, forklarer Jes og fortsætter: 

For Jes er det givende at blive revet væk fra den velkendte hverdag på sygehuset. Men også at få lov til at komme lidt tættere på patienterne, for på skadestuen er de hurtigt inde og ude af døren igen. Den tætte patientkontakt er også én af de ting, som Frederik fremhæver:

-Jeg kan godt lige variationen i at skifte fra ”den hvide” til ”den grønne” verden. Som anæstesisygeplejerske er min fornemmeste opgave på blot fem minutter at finde ud af, hvem min patient er, og hvad hans eller hendes frygt er, fordi det har stor betydning, når vedkommende vågner op fra operation, siger han og fortsætter:

Sygeplejerske med våben

Som sygeplejerske har Jes og Frederik været sendt afsted til verdens brændpunkter. Til Mali, Kosovo, Afghanistan og Irak. Men vejen dertil er blevet brolagt med grundig forberedelse. 

For at blive militærsygeplejerske kræver det i første omgang en militær basisuddannelse. Den sikrer, at sygeplejersken får den nødvendige fysisk stærke krop, men lærer også ham eller hende at forsvare sig selv.

Et våben kan tage liv. Også livet på en sygeplejerske, selvom alt sundhedspersonale er beskyttet af Geneve-konventionen. Men konventioner er sjældent dét, som står øverst på fjendens prioriteringsliste. 

Derfor skal sygeplejersker forholde sig døden. Og ligesom soldater også gør det, skal de udfylde brevet ”Min sidste vilje”.

-Selvom jeg ved, at ingen danske sygeplejersker er blevet dræbt i tjeneste, er det aldrig sjovt at skrive de her breve. At tænke over, hvordan jeg vil begraves, om jeg vil have blomster, og hvilken sang der skal spilles i kirken. Men omvendt tvinger brevet mig til at forholde mig til, hvad jeg egentlig har gang i. Og hvad der er vigtigt for mig, forklarer Jes.

Militærtræning i Randers Regnskov

Sygeplejersker går aldrig ind til en mission uden at blive grundigt forberedt på dét, som venter. For ingen mission en ens, og det betyder, at hver mission kræver særlig træning.

-Jeg har for eksempel prøvet at være på øvelse i Randers Regnskov, fordi vi i min enhed skulle uddannes til at være og kunne yde behandlinger i en jungle. Hvor der er kakerlakker, der kravler over alt, og slanger, som kan angribe. Det hele handler om at kunne adoptere sig til de omgivelser, man er i, uddyber Jes.

Styrkede kompetencer med hjem til Danmark

Som militærsygeplejerske agerer du sammen med en udsendt dansk læge praktiserende lægeklinik. Det er dig, som soldaterne skal komme til – med både stort og småt. Dét kræver tillid. Og fordi soldaterne er udsendt af seks måneder ad gangen, mens du som sygeplejerske er afsted i tre måneder, skal du ned og erstatte en anden, som allerede har sat sit personlige aftryk.

-Du skal virkelig være tillidsvækkende som sygeplejerske, fordi du skal ned og tage over for én, som måske har været meget dygtig, og som har skabt et bånd til soldaterne. Og fordi du sommetider er den eneste sygeplejerske i lejren, er det vigtigt, at alle soldater føler, de kan komme til dig, siger Jes og tilføjer:

-Jeg har prøvet, hvor en amerikansk soldat kom til mig og sagde, at han hørte stemmer. Han var mega bange. Jeg skulle formå at imødekomme ham og give ham en tryghed, selvom jeg stod i en uvant situation, hvor han samtidig kunne have våben på sig. Det var en kæmpe udfordring, men også dét, som gør det spændende og har givet mig nogle ekstra kompetencer, fortæller Frederik.

Rent kommunikativt og sprogligt er der også meget at hente ved at være udsendt. Evnen til at kommunikere med sygeplejersker og læger fra andre lande bliver styrket, når arbejdet er afhængigt af, at det foregår så fejlfrit og hurtigt som muligt. 

Men langdistancekontakten til de pårørende kan også kaste noget værdifuld erfaring af sig.

-Du lærer, hvordan du skal kontakte pårørende, når du ikke kommer til at stå ansigt til ansigt med dem, som du ellers gør herhjemme. Du lærer, hvad du skal sige, men vigtigst: i hvilken rækkefølge du siger det i, forklarer Jes. 

Et stærkt socialt sammenhold

Når de to sygeplejersker skal sige, hvad der er sværest ved at være udsendt, er der ingen tvivl. Savnet. Det er altoverskyggende. Men heldigvis bliver noget af tomrummet udfyldt af kollegerne. For fællesskabet fylder meget, når du er udsendt.

KFUM har i flere lande lavet soldaterhjem. En slags café, hvor udsendte kan komme og hygge med hinanden – væk fra lejren. Her har Jes tilbragt meget tid. Blandt andet til onsdagsbanko, hvor der hver gang er en lagkage på spil. Det er en uskreven regel, at vinderen deler med resten af deltagerne.

-På caféen lægger man sin rang udenfor. Det betyder ikke noget, om man er chef eller menig – det handler om at opbygge et socialt sammenhold. Derfor er jeg blandt andet faldet i snak med en amerikansk narkoselæge, som jeg er blevet rigtig gode venner med, siger Jes og fortsætter:

-Vi spillede skak hver dag mellem traumerne. Jeg savner faktisk rigtig meget at spille skak med lige nøjagtigt ham.    

Sætter livet i perspektiv

De faglige og sociale gevinster ved at være militærsygeplejerske er mange. Men både Jes og Frederik kan mærke, hvordan udsendelserne til verdens brændpunkter også har rykket på deres indstilling til livet.

For når du står der i en lejr i 40-50 graders varme og skal arbejde på en stue, der ikke er steril, og hvor rotterne piler over gulvet, og det regner ned gennem taget, får du sat livet i perspektiv.

-Ved at komme væk fra alt det trygge og blive revet ud af min dagligdagstrummerum får jeg sat mit liv i perspektiv. Jeg får mærket efter, og jeg kommer til at savne. Og det, synes jeg, er sundt. Det er fedt at glæde sig til at komme hjem, og det gør måske også, at du får nogle nye prioriteter i livet, siger Jes.

Der er ikke nogen tvivl hos Jes. Han skal afsted igen. Det skal Frederik også. For på trods af alle udfordringerne, de møder, handler det hele om dén forskel, de kan gøre. Og dén erfaring, de kan få.

-Og hvis du spørger mig lige nu, så vil jeg til enhver tid gentegne igen, slutter han.