Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Gustavs meningsfulde valg

Mød fynboen Gustav, der studerer til pædagog i Esbjerg på første år. Læs om, hvordan han endte her - og få hans tre gode råd om, hvad du skal overveje, hvis du vil læse til pædagog.

Publiceret:

Før Gustav skiftede sin hjemby på Sydfyn ud med Esbjerg, anede han ikke, hvad han gerne ville lave i fremtiden.

Han flyttede til Esbjerg af ren kærlighed. Ikke til byen. Men fordi hans kæreste var kommet ind på sit drømmestudie netop her. Beslutningen om at flytte med hende medførte bl.a., at Gustav blev afklaret på sit eget studievalg.

Hvordan var det at flytte fra Fyn til Esbjerg?

- Jeg tog bare med min kæreste herover uden at tænke videre over tingene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. I starten havde jeg svært ved at finde mig til rette i Esbjerg. Jeg kunne ikke rigtig finde et job, og jyder er ikke så imødekommende, som jeg havde regnet med, siger han med et glimt i øjet.
 
- Men så startede jeg til fodbold og fandt et job, jeg blev rigtig glad for. Og det var med til, at jeg faldt godt til i byen.

Hvordan fandt du ud af, at du gerne vil være pædagog?

- Jeg fik et job ude på en skole, der havde med handicappede børn at gøre – og det fik mig til at tænke: Jeg skal være pædagog.

Læs også: Sådan bliver du pædagog
 
Hvorfor?

- Det betød ligesom noget for mig at kunne gøre en forskel for de her handicappede børn, for de havde det jo vildt svært på grund af deres forskellige diagnoser. Men ved at skabe nogle gode og trygge rammer for dem kunne jeg og mine kolleger være med til at give dem en bedre hverdag. Og det kunne jeg bare rigtig godt lide ved arbejdet.
 
- Og så tiltalte det mig også, at det var et livsbekræftende arbejde: Det her med, at man er heldig, at man har det sådan her, som man har det.

Man bliver ikke rig af jobbet som pædagog, men man bliver rig på så meget andet.

Gustav, pædagogstuderende

Pædagogstuderende Gustav

Ved du, hvad du gerne vil, når du bliver færdiguddannet?

- Da jeg startede på uddannelsen, havde jeg en forestilling om, at jeg gerne ville være underviser. Det er jeg kommet lidt fra igen.

- Nu vil jeg gerne arbejde inden for special- og socialområdet, fordi det virker til, at der er lidt flere udfordringer i jobbet, når man f.eks. arbejder med børn med særlige behov som koncentrations- eller tilknytningsbesvær.

- Det synes jeg er spændende. Jeg ser dem lidt som et maleri, der ikke er gjort færdig, men som jeg skal være med til at gøre til et kæmpestort kunstværk ved hjælp af min støtte og mit arbejde.

Læs også: Jobmuligheder for en pædagog

Fortæl lidt om pædagoguddannelsen. Hvad er det bedste ved den?

- Det er klart det sociale. Det vægter jeg meget højt. I min klasse har vi været rigtig gode til at lægge vægt på at lave sociale arrangementer. Og det har været med til, at jeg er blevet rigtig glad for min klasse.

Pædagogstuderende Gustav
Pædagoguddannelsen har flere praktikophold, hvor du bl.a. får mulighed for at rejse ud i verden. Gustav har planer om, at han vil taget et praktikophold i Kenya. - Jeg tror, det vil udfordre mig selv, som han siger.

Og hvad er udfordrende ved den?

- Udfordringen ved pædagoguddannelsen er, at vi er så forskellige mange af os, der går på den. Og det vil indimellem give nogle konflikter, hvis man ikke er enige om tingene. Det må man tage med.

- Heldigvis har jeg kun oplevet, at vi har været rigtig gode til at løse de få konflikter, der har været indtil videre. Derudover er det er selvstudie, så man skal lige vænne sig til at tage ansvar for egen læring.

Hvordan oplever du Esbjerg som studieby?

- Esbjerg som studieby har meget at byde på. Det tror jeg, der er flere studerende, der ikke helt har fået øjnene op for endnu. Her er mange faciliteter inden for rækkevidde. Som hockey, fodbold, parker og cafeer. Og så er fællesskabet godt her i byen, men det kan være lidt svært at komme ind i, hvis man ikke selv gør noget for det.

Gustavs tre råd til dig, der overvejer at læse på pædagoguddannelsen

Sæt dig ind i uddannelsen, før du starter
Undersøg først og fremmest uddannelsen ved f.eks. at læse om den. Det gjorde jeg ikke selv, fordi jeg havde prøvet faget af i praksis. Men jeg kunne godt have savnet, at jeg havde sat mig bedre ind i uddannelsen, inden jeg startede på den, så jeg var mere forberedt på dens indhold og opbygning.
 
Vær indstillet på, at der er mange kvinder og få mænd
Man skal være forberedt på, at det er en kvindedomineret uddannelse. Og det vil ske, at man kommer i grupper, hvor du er den eneste mand. Men det er helt okay, for jeg har det godt socialt med min klasse.
 
Prioriter det sociale
Det er svært at komme igennem uddannelsen uden at lave et socialt netværk. Så prioriter det sociale og deltag i de forskellige aktiviteter, der bliver stablet på benene.

Vil du være pædagog ligesom Gustav?

Husk: Hvis du vil starte på uddannelsen efter sommerferien, skal du søge ind på den inden den 5. juli kl. 12.