Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

EU-projekt lancerer gratis værktøjer til borgerinddragelse

Borgerinddragelse og empowerment fylder stadigt mere i flere kommuner og andre offentlige instanser. EU-projektet SEMPRE har udviklet værktøjer, som styrker ansatte, ledere og frivilliges arbejde med at inddrage borgere og skabe empowerment.

Publiceret:

Nye løsninger og borgere, som tager hånd om deres egne liv og problemstillinger. 

Mange kommuner, andre offentlige instanser og frivillige inddrager i stadigt højere grad borgere i løsningen på komplekse problemstillinger for at højne borgernes egne evner til at handle og få magt over deres egen situation. 

Læs mere om Sempre

Empowerment, hedder det. Og nu har et EU-projekt, SEMPRE, med UC SYD som partner, lanceret en række værktøjer, som kan hjælpe med at sætte gang i den proces og inspirere til nye metoder og samskabelsesprocesser. 

Guidebog til empowerment

Værktøjerne kan både frivillige og offentligt ansatte bruge, når de skal i gang med deres egne projekter. Et værktøj er rettet mod ledere, som gerne vil omstille organisationen, så den kan rumme og håndtere en højere grad af borgerinddragelse. 

Lektor Anette Nielsen til SEMPRE-workshop UC SYD

 

Som partner i projektet har UC SYD stået for at udvikle en guidebog, som instruerer i, hvordan man bruger aktionslæring til at skabe processer, som udvikler empowerment. Ud over træningsmoduler inspirerer den ved at fortælle om projekter fra alle de otte medvirkende partnerlande. Der følger også guides til workshops, som man kan sætte i værk, fortæller UC SYD’s lektor Anette Nielsen, som har været ansvarlig for projektet i Danmark.

- Hvis man gerne vil bruge aktionslæring, kan man sagtens henvende sig til os, så vi kan specialsammensætte nogle konkrete forløb sammen, oplyser hun. 

Metoderne sikrer, at alle er med

Aktionslæring

Aktionslæring
Aktionslæring går ud på at arbejde i læringsspiraler, hvor man løbende bliver klogere og skaber nye tiltag. I grupper arbejder deltagerne sammen om at finde løsninger på komplekse problemer. Deltagerne udvikler aktioner, som bliver prøvet af. Man høster erfaringerne og skaber på den baggrund nye aktioner.

Udvikling af aktionslæring er centralt i guidebogen, fordi metoden kan favne alle. Bogen skal være relevant i alle partnerlande - så forskellige som Estland og Danmark. Men hvad der i begyndelsen af projektet virkede til at være en svær forhindring, udviklede sig til at blive en styrke. Metoderne i bogen sikrer, at alle kan deltage uanset baggrund og stilling. 

Udover at udvikle værktøjer, som andre kan bruge, når de arbejder med at udvikle empowerment, har alle partnere selv arbejdet med mikroprojekter. UC SYD har fungeret som konsulenter blandt andet på et projekt i Varde, hvor kommunen og mennesker med en anden etnisk baggrund har søsat projekter. Projekterne har været rettet mod at hjælpe andre i deres kvarter, og har på den måde både skabt handlekraft for deltagerne, men også for andre.  

Guide til forældremøder for etniske minoriteter

Desuden har UC SYD været med til at udvikle en guide til at arrangere forældremøder for etniske minoriteter i samarbejde med borgere, en skole og Tønder Kommune. Ud af arbejdet med forældremøder tog en ung kvinde initiativ til og står i dag for en læsegruppe for etniske minoritetsbørn på biblioteket i Tønder.

Med lanceringen af produkterne er SEMPRE-projektet slut.  Men et følgeprojekt, hvor UC SYD deltager, udspringer af SEMPRE. Her skal deltagerne videreudvikle aktionslæring og samskabelsesprocesser samt nogle af mikroprojekterne fra det oprindelige projekt. 

Gratis værktøjer fra Sempre

  • Organizational Roadmap, som inspirerer og guider ledere til at involvere brugerne.
     
  • Empowerment-håndbogen med praktiske råd og inspiration til at styrke empowerment
     
  • Mikroprojekter, et hæfte, hvor læseren kan blive inspireret af 26 mikroprojekter, hvor der er arbejdet med samskabelse og udviklet empowerment
     
  • SEMPRE Guidebook for empowerment training, som er en praktisk lærebog i at skabe empowerment gennem aktionslæring. Guidebogen kan også fås på dansk ved henvendelse til Anette Nielsen. 
     
  • Policy-anbefalinger, som kommer med en række anbefalinger til, hvordan man på regionalt eller kommunalt niveau kan skabe strukturer, der støtter social service i yderområder.  

Find og download alle produkterne her

Se oversigten over produkter på det samlede internationale projekt

Kontakt