Bliv jordemoder
Et rullebord med mad og flag køres ind på stue 4. I det fjerne høres babygråd. En far klipper stolt en navlesnor. En babys hjertelyd dykker pludselig. En jordemoder smiler stort til to nybagte forældre, fødslen er gået godt. Stemningen på fødegangen er intens og går i bølgegang mellem stilhed og storm. Ikke to fødsler er ens, men jordemoderen har styr på sit håndværk og arbejder med ro og handlekraft for at sikre, at alt forløber, som det skal.
På jordemoderuddannelsen på UC SYD arbejder vi med graviditet, fødsel og barsel, hvor du kommer til at spille en central rolle i perioden, når en ny familie bliver til. Jordemoderuddannelsen er for dig, der har modet og lysten til at tage ansvar og hjælpe familier i både deres lykkeligste og sværeste stunder.
Du bliver jordemoder helt ind i sjælen
På jordemoderuddannelsen på UC SYD lærer du alt om graviditet, fødsel og barsel. Dine undervisere er selv praktikere og ved, hvad de taler om. Det, du lærer på skolebænken, prøver du af i praksis. Faktisk er 50 procent af jordemoderstudiet klinisk uddannelse (praktik), som primært foregår på sygehuse. Allerede inden det første år på studiet er gået, tager du imod dine første børn.
Du kan forvente at udvikle dig betydeligt over de tre et halvt år, som studiet varer - både personligt og fagligt. På UC SYD bliver du jordemoder i hver en celle i din krop. Du udvikler din selvstændighed, din handlekraft, dine empatiske evner og din viden, så du på din første dag som uddannet jordemoder kan tage ansvaret for dine egne gravide i konsultationen, de fødende på fødestuen og de nybagte forældre.
Adgangskrav & optagelse
Ansøgningsfrister
Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
Kvote 2: 15. marts kl. 12.00
Studiestart
Der er studiestart på jordemoderuddannelsen i uge 36 og uge 6.
Optag
Jordemoderuddannelsen optager 35 procent i kvote 1 og 65 procent i kvote 2.
Kvote 1: Adgangskrav og optagelse
Kvote 2: Adgangskrav og optagelse
Ansøgningsproces
Vigtigt at vide, når du søger optagelse
Uddannelsens opbygning
Regler og rammer for uddannelsen
Vi har samlet de dokumenter, der kan være vigtige for din uddannelse. Find eks. studieordninger, praktikbeskrivelser og studieaktivitetsmodeller her.
Det tager tre og et halvt år (fra 2027: tre år og tre måneder) at blive jordemoder. Halvdelen af uddannelsen er teoretisk og foregår på campus i Esbjerg som forelæsninger, dialogbaseret undervisning, gruppearbejde og selvstudie. Vi afholder også workshops, hvor du øver dig i at tage imod børn på specielle ”fødedukker”, i at sy og i at genoplive et nyfødt barn.
Det første år lærer du om kroppen, graviditetsforløbet og selve fødslen, når alt går, som det skal. Du tager også imod dine første børn. Under resten af uddannelsen lærer du om de komplikationer, der kan opstå. Undervejs i uddannelsen lærer du bl.a. også om kommunikation, psykologi, lovgivning, tværprofessionelt samarbejde mm., så du professionelt kan møde og yde omsorg for gravide, fødende og nye familier.
Halvdelen af din uddannelse er praktik
Halvdelen af uddannelsen er klinisk uddannelse (praktik), hvor du arbejder sammen med en jordemoder for at omsætte teori til praksis. Uddannelsen er opbygget, så du løbende veksler mellem teori og praksis. Du får hurtigt ansvar på dit praktiksted og bliver en del af teamet. Du bliver udfordret, men du er altid tilknyttet en jordemoder, så du aldrig står alene. I løbet af dine praktikperioder kommer du både forbi en fertilitetsklinik, gynækologisk afdeling, jordemoderkonsultation, neonatal afdeling, fødegang, svangre- og barselsafdeling.
Uddannelsen er skruet sammen, så du trin for trin bliver ført ind i jordemoderfaget og tilegner dig de praktiske færdigheder, så du, på din første dag som nyuddannet, selvstændigt kan foretage graviditetsundersøgelser, varetage en fødsel samt yde omsorg for nyfødte og deres familier.
Du får tildelt din praktikplads inden studiestart, og det er en forudsætning for optagelse, at du er villig til at afvikle din kliniske uddannelse på et hvilket som helst af de tilknyttede kliniske uddannelsessteder i Esbjerg, Aabenraa, Kolding, Odense/Svendborg. Som studerende tilbringer du halvdelen af uddannelsen på campus i Esbjerg og den anden halvdel i praktik. Praktikstedet er som udgangspunkt det samme alle tre gange. Kun 5 ud af et hold på 32 afvikler deres samlede uddannelse i Esbjerg. I praktikperioderne vil du af og til få tilkaldevagter fra hjemmet, og derfor er det vigtigt, at du arrangerer dig, så du kan nå frem til klinikstedet indenfor max en time. Det kan enten være ved at bo tæt på praktikstedet eller f.eks. ved at låne en gæsteseng hos en studiekammerat i tilkaldevagterne.
Du bliver tilknyttet en tutor med samme kliniske uddannelsessted, som kan give dig gode råd. Læs mere om de kliniske uddannelsessteder og pladsfordelingen øverst på siden her.
Mød en anden fødselskultur i udlandet
Du har mulighed for at komme i praktik i udlandet på fjerde og syvende semester. På fjerde semester kan du tage til Irland, Sverige, Norge, Grønland eller Færøerne i fire, fem eller otte uger, og på syvende semester kan du tage tre-fire ugers praktik hos en af vores samarbejdspartnere i Grønland, Norge, Sverige, Færøerne, England, Uganda, Tanzania eller et helt andet sted, som du selv vælger.
Vores studerende har blandt andet været i Norge, Vietnam, Grønland, England, Canada og Sri Lanka. Læs bl.a. om Annemette, Lise og Julies udlandsophold, hvor de oplevede en helt anden fødselskultur, fordi på Sri Lanka føder man (næsten) selv.
Studieliv
Uddannelsen er en del af Campus Esbjerg, hvor der foruden os er 11 andre uddannelser. Vi er en lille uddannelse med et tæt sammenhold i vores eget hjørne af campus. Du er ikke i tvivl, når du er landet hos jordemødrene. Vi har anatomiplakater på væggene, underliv i vindueskarmen, brikse og fødedukker. Og så har vi et glasskab i gangen, hvor hver dimitterende årgang donerer en lille frø til vores maskot, storken.
Vi passer på hinanden
Jordemoderlivet er uforudsigeligt, og vi har ansvaret for liv. Derfor er vi gode til at støtte hinanden både i praktikken og på studiet. Vi har alle sammen været igennem det samme, så det er rart at snakke med hinanden, hvis man f.eks. har været med til en kompliceret fødsel. På uddannelsen er de ansatte gode til at opfange, hvis nogen ikke trives eller har brug for en snak.
Introuge, tutorer og dimission
I introugen bruger vi god tid på at lære hinanden at kende. Vi spiser morgenmad sammen den første dag og får en introduktion til jordemoderfaget. Der plejer ikke at gå mere end en halv time, før snakken summer i lokalet.
I løbet af ugen bliver I introduceret til studielivet, fagene, Esbjerg og hinanden. Vi arbejder aktivt med at opbygge sociale netværk og finde fælles interesser. Mange flytter hertil fra andre dele af landet og glæder sig til at blive en del af et nyt fællesskab. De Jordemoderstuderendes Landssammenslutning står også for et introarrangement med sjove aktiviteter, fællesspisning og masser af grin.
Allerede inden studiestart hører du fra jeres fælles tutorer. Tutorerne er studerende fra tredje semester, som deler ud af deres erfaringer og hjælper jer godt i gang – både fagligt og socialt. I løbet af den første tid mødes I flere gange, hvor der er plads til spørgsmål, sparring og gode råd om alt fra praktik til hverdagen på studiet.
Når tutorerne dimitterer, laver jeres årgang traditionen tro et underholdende indslag til deres dimissionsfest – en hyggelig måde at give stafetten videre på og markere fællesskabet på tværs af årgange.
Sammenhold, fællesfrokost og banko
Sammenholdet på jordemoderuddannelsen er noget helt særligt. Vi er i praktik halvdelen af tiden, så der kan gå perioder, hvor vi ikke ses så meget. Men så snart vi er tilbage på studiet, finder vi hurtigt hinanden igen og samler op præcis dér, hvor vi slap. Det giver et stærkt fællesskab, som holder – også når hverdagen skifter mellem fødegang og undervisning.
Mange ses også uden for studiet. Vi laver uformelle madklubber, holder fester og prioriterer tid sammen, selv når studiet er intenst. På tværs af årgange spiser vi fællesfrokost med dem, vi deler praktiksted med. Det betyder, at vi allerede kender hinanden godt, inden vi står sammen i praktikken – og det skaber tryghed i en uddannelse, hvor samarbejde er altafgørende.
To gange om året samles vi også til hyggelige påske- og julebankoarrangementer. Her er der grin, præmier og masser af god stemning.
Uddannelsen til jordemoder er krævende, men du står aldrig alene. Fællesskabet er en stor del af det, der gør studietiden både tryg, sjov og mindeværdig.
Du kan se mere fra hverdagen på uddannelsen på jordemoderuddannelsens Facebookside eller jordemoderuddannelsen på Instagram
I tvivl om uddannelse?
Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.
Job & karriere
De fleste nyuddannede jordemødre arbejder på sygehusenes føde- svangre- og barselsafsnit kombineret med, at de har en konsultation for gravide uden for sygehuset. Som jordemoder på sygehuset vejleder du også gravide og deres partnere over telefonen, underviser i fødselsforberedelse, vejleder om amning, føre journalføring, udfører børneundersøgelser, snakker om fødselsforløbet, overleverer til dine kollegaer, tømmer fødestuer og samarbejder med læger og sygeplejersker. Arbejdet foregår i skiftehold. Du arbejder dag-, aften- og nattevagter i både hverdage og weekender. Det betyder, at du ikke altid har fri til fødselsdage og familiefester. Til gengæld har du hverdagsfridage, hvor andre går på arbejde.
En anden del af jordemoderjobbet på sygehuset er at varetage konsultationer en eller flere dage om ugen. Konsultationerne kan være i samme by som sygehuset eller i en anden by. Her har du dine egne gravide, som du følger hele vejen gennem graviditeten. Du foretager graviditetsundersøgelser og sikrer, at mor og foster har det godt, og at alt forløber, som det skal. Ofte er far med, og han skal også inddrages.
I dag er det ofte jordemødre, der scanner gravide på sygehusene. Det er en efteruddannelse og er ikke en del af uddannelsen til jordemoder. Uddannelsen tages sideløbende med, at du er ansat i afdelingen på sygehuset.
På nogle sygehuse er der nu ansat jordemødre på neonatalafdelingen, som er afdelingen for syge og for for tidligt nyfødte børn.
Nogle jordemødre arbejder som selvstændige og tilbyder f.eks. akupunktur, gravidmassage, fødselsforberedende kurser, scanninger og gravidkonsultationer.
Læs også: Fra jordemoder til fuldmægtig: Med en kandidat fik Sandra endnu flere jobmuligheder
- På jordemoderstudiet kommer du tidligt ud i praktik og prøver kræfter med arbejdslivet, og det er vildt fedt. Det gjorde så også, at jeg fik en nysgerrighed på at vide mere, og den nysgerrighed spøgte stadig i mit baghoved, da jeg var på barsel. Jeg fik lyst til at bygge nogle flere kompetencer på min uddannelse og finde ud af, hvordan jeg kunne arbejde med sundhed på en anden måde, fortæller Sandra.
Få Sandras råd til dig, der overvejer at læse en kandidat her.
Økonomi
De største udgifter under jordemoderuddannelsen
Bøger og læringsmidler
Du skal regne med en samlet udgift på ca. 8.000–10.000 kr. for hele uddannelsen.
Beløbet dækker både fysiske bøger og licenser til digitale og interaktive læringsmidler.
Bolig og transport i praktikperioder
Du skal selv sørge for at kunne møde på dit praktiksted og afholde udgifter til transport og eventuel bolig.
Du er i praktik ad flere omgange og samlet set halvdelen af uddannelsen. Praktikken foregår enten i Esbjerg, Aabenraa, Kolding, Odense eller Svendborg, og du er tilknyttet det samme kliniske uddannelsessted gennem hele uddannelsen.
Det betyder, at du eksempelvis kan have undervisning på campus i Esbjerg halvdelen af tiden og være i klinik i fx Odense den anden halvdel. I praktikperioderne skal du derfor selv betale for både bolig og transport.
På uddannelsen er der andre studerende, der tilknyttet samme kliniske uddannelsessted som dig. De deler deres erfaringer og giver gode råd om blandt andet bolig og transport.
Vores studerende anbefaler, at du – hvis du har mulighed for det – sparer op inden studiestart. Det kan være svært at have studiejob i perioder, hvor du er i praktik i en anden by og har skiftende arbejdstider.
Vejledning om SU og transport
Har du spørgsmål vedrørende SU og transport, så hjælper vores SU-vejledere dig meget gerne.
Er du kommende studerende? Kontakt os her.
Er du nuværende studerende? Kontakt os her.
Du kan også ringe til os.
Mandag-torsdag: 8-12
Spørgsmål & svar
Kontakt os
Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.
Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?
Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?