Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Forskning ruster pædagogstuderende til praktik med bevægelsesglæde

UC SYD’s pædagogstuderende i Esbjerg kommer ud i deres praktik nummer to med et pædagogisk værktøj, Hoppeline, som kan fremme bevægelsesglæden i børnehaver. Hoppeline bygger på forskning om børn og bevægelse.   

Publiceret:

Hoppeline, Frækkefrø, fortælling, smil og en masse bevægelse. To hold pædagogstuderende, som specialiserer sig i pædagogik i dagtilbud, fra UC SYD er kommet i deres anden praktik rustet til tænderne med redskaber, som kan sprede bevægelsesglæde i daginstitutioner.

Pædagogstuderende øver Hoppeline

Som den første har pædagoguddannelsen i Esbjerg valgt at uddanne deres studerende i fysisk aktiverende fortælling med Hoppeline. For Hoppeline lever op til den tilgang, som pædagogstudiet gerne vil give de studerende, forklarer lektor på pædagoguddannelsen Jette Lindgaard.

- Den kropslige tilgang, der er i Hoppeline, er god for vores studerende have med ud i praktik. Hoppeline handler meget om pædagogernes betydningsfulde rolle i forhold til at skabe bevægelsesglæde og er derfor en god støtte for dem at komme med, forklarer Jette Lindgaard fra pædagoguddannelsen.

Mere bevægelsesglæde

Hoppeline er normalt et gratis tilbud målrettet børnehaver, med over 1000 institutioner tilmeldt på landsplan. Videncenter for Sundhedsfremme på UC SYD står bag Hoppeline, og projektansvarlig Lise Hostrup Sonnichsen er begejstret for, at Hoppeline nu er blevet en del af pædagoguddannelsen i Esbjerg.

Pædagogstuderende øver Hoppeline

- Det er fantastisk. Det forsknings- og udviklingsarbejde, som vi laver i Videncenter for Sundhedsfremme, skal komme de studerende til gode, så vi ikke bare fortæller dem om betydningen af at være kropslige rollemodeller, men også viser dem hvordan og giver dem værktøjer til at gøre det, siger Lise Hostrup, som gerne vil have Hoppeline ud til så mange pædagoger som muligt.

Hoppeline er bygget op, så pædagoger på en naturlig og sjov måde kan indføre de elementer, som forskningen viser, skaber børn, som er glade for at bevæge sig. Forskningen viser nemlig også, at bevægelsesglæden hænger ved. Børn, som har bevæget sig meget og været glade for det, bevarer den glæden for at bevæge sig, når de bliver ældre. 

Kropslige rollemoddeller

Før praktikken lærte de studerende at bruge Hoppeline-fortællinger og dets karakterer som kaninen Hoppeline og frøen Frækkefrø, til at blive kropslige rollemodeller, som børnene kan spejle sig i. De er glade for at få Hoppeline med i kufferten, fortæller pædagogstuderende Kristian Ladefoged, som nu er i praktik i en børnehave.

Pædagogstuderende øver at være Hoppeline-fortæller

- Bevægelse bliver mere sjov med en fortælling. Hoppeline rammer mange af de teorier, vi har haft på pædagoguddannelsen, siger han.

Samtidig giver Hoppelinekurset de studerende et ekstra værktøj, som deres praktiksted ikke nødvendigvis kender til.  

- Det er rigtig fedt at kunne være med til at komme med noget helt nyt og sætte fokus på kulturformidling, siger Lizet Lenschow, som også er i praktik i en børnehave.

I løbet af praktikken skal de studerende lave nogle opgaver, som bygger på Hoppeline. Derefter skal de bruge en studiedag på projektet, som slutter af med, at de bliver Hoppeline-certificerede.

Verdens første uddannede Hoppeline-hold

Fakta

Hoppeline er støttet af Nordea-Fonden. Du kan læse mere om Hoppeline på Hoppeline.dk