Cecilie og Nanna tilbragte seks uger i praktik på et hospital i Uganda. De to jordemoderstuderende oplevede en barsk hverdag på fødegangen.

11.000 ugandiske schilling eller 19 danske kroner. Det koster en fødsel på Dr. Ambrosoli Memorial Hospital i Kalongo. Det lyder måske ikke af meget, men faktisk er det for dyrt for mange lokale. Det faktum tegner et klart billede af, at det var en ganske fremmed verden, Cecilie Roloff Meine og Nanna Tychsen Andersen mødte i deres praktik i Uganda.

- Når kvinderne skal føde, kommer de fleste langvejsfra, nogle går i flere dage for at nå til hospitalet. De ligger på en meget gammel briks med et stykke brugt plastik under og skal selv have tøj og svøb med til sig selv og baby. Kvinderne får typisk ikke en ultralydsscanning i løbet af graviditeten, da det er alt for dyrt, så de kender ikke kønnet, ved ikke om barnet er misdannet og har kun en meget usikker termin at gå efter, fortæller Cecilie.

Fysisk vold og hårde ord
Men de primitive fysiske forhold var faktisk ikke det mest chokerende for de to jordemoderstuderende. Det var i stedet de ansattes måde at behandle patienterne på.

- Jordemødrene kunne finde på at slå kvinderne under fødslen, hvis de ikke hørte efter. De informerede ikke om ting, de gjorde, og de stoppede ikke, hvis kvinden havde ondt eller sagde stop. De havde manglende situationsfornemmelse og kunne finde på at stå at grine og snakke privat, hvis en kvinde for eksempel var ved at forbløde, eller selvom der blev født et dødt barn, siger Cecilie.

En hård fødsel
Cecilie og Nanna havde en fødsel sammen, hvor barnet kom ud og var meget svagt, fordi de ikke havde haft mulighed for at lytte hjertelyd eller kommunikere med kvinden på grund af sprogbarrieren. 

-Jeg gik efterfølgende med barnet over til børnebordet, hvor man genopliver for at give barnet luft, men blev nærmest skubbetvæk af personale, der havde mere travlt med at skændes om, hvad der skulle ske fremfor at hjælpe, siger Nanna.

Manglende ilt
Kvinden begyndte at bløde voldsomt, så Cecilie kunne ikke gå fra hende og prøvede at få stoppet og lokaliseret blødningen. 

-Vi sagde begge to om og om igen, at barnet havde iltmangel og skulle have luft, men ingen lyttede til os, og ingen hjalp barnet eller kvinden. Det endte med, at barnet efter en time fik ilt, og der kom en jordemoder og fjernedeblod med så voldsom kraft, at kvinden vred sig i smerte. Kvinden sagde stop og endte med at skrive under på et dokumentom, at hun havde nægtet sig hjælp fra personalet, og at det var hendes egen skyld, hvis hun døde, siger Nanna.

Trøst og kolde klude
Rent fagligt betyder oplevelserne i Uganda, at Cecilie og Nanna er blevet ekstra opmærksomme på, hvor vigtigt det er at vise omsorg som jordemoder og at vinde de fødendes tillid.

- I starten syntes de fødende kvinder, vi var underlige med vores trøstende ord, kolde klude til panden og bløde strygninger, men som tiden gik, kunne vi fornemme, at kvinderne overbeviste hinanden om, at vi var gode nok og ville dem det bedste, og snart var de glade for vores hjælp, siger Nanna.

Nanna og Cecilie er netop blevet færdiguddannede som jordemødre, så fremover er det fødende kvinder i Danmark, der kan se frem til deres opmærksomhed og professionalisme. Og her kommer de ikke til at skulle kæmpe for at give trøstende ord og kolde klude.