Studieleder på pædagoguddannelsen i Esbjerg, Anne Birgitte Hermansen, stopper efter 15,5 år på UC SYD: - Det vigtigste mål for mig som studieleder har været at skaber en uddannelse, som danner grobund for, at mennesker kan udvikle sig på deres egne betingelser - i det samfund, de lever i

Navn: Anne Birgitte Hermansen
Alder: 68 år
Titel: Studieleder på pædagoguddannelsen i Esbjerg, UC SYD
Ansættelse som studieleder: 2008
Dato for aftrædelse: 31. juli 2023

Min vej mod at blive studieleder begyndte i slut 1970’erne.
Jeg blev uddannet pædagog på pædagogseminariet i Gasværksgade i Esbjerg i 1978. Dengang havde man tre forskellige pædagoguddannelser: En børnehave-pædagoguddannelse, en fritidspædagoguddannelse, og en socialpædagogisk uddannelse.

Socialpædagog-uddannelsen lå for sig selv, mens børnehave- og fritidspædagoguddannelsen var sammen i Gasværksgade og i kirkegade for børnehavepædagogerne.

Jeg læste til børnehavepædagog. Og jeg var heldig, fordi jeg gik i Gasværksgade sammen med fritidspædagogerne. Derfor kom jeg også helt tæt på andre studieretninger i pædagogikken. Og det betød rigtig meget for mig personligt og i mit fremtidige arbejdsliv.

I mit første arbejde blev jeg nemlig stedfortræder på et fritidshjem, og blev derefter leder af fritidshjemmet

Først i 2005 kom jeg til at arbejde som leder i en børnehave og fik brugt min studieretning.

Efter lederjobbet i børnehaven, startede jeg som studieleder på UC SYD i 2008. Jeg følte nok, at nu havde jeg prøvet det kommunale, så nu skulle der ske noget nyt.

De vigtigste i vores samfund
At være studieleder inden for det pædagogiske arbejdsfelt er jo enormt privilegeret. Fordi jeg er med til at præge uddannelsen Til en af de vigtigste professioner i samfundet- synes jeg. Pædagogerne er vigtige, fordi vi Drager omsorg og skaber udviklingsmuligheder. Om det er det lille vuggestuebarn, fordi forældrene skal arbejde. Eller den unge eller den voksne, som har nogle særlige behov. Det synes jeg er privilegeret, at jeg har fået lov til at bidrage til.

Pædagogiske rammer i forandring
Ja, altså dengang jeg blev uddannet, var der jo fritidshjem. Så børn fra 6 år, og så op til de var 14 år kunne gå på fritidshjem. Når de blev ældre, så gik de efter i fritidsklub og ungdomsklub, hvis de ville.

Dengang havde ungerne også som regel fri kl. 11.30, eller også mødte de ind kl. 10.30, og så var de på fritteren (fritidshjemmet) om formiddagen.

Det vil sige, at der var et sted, hvor børn, når de var færdige med skolen, havde mulighed for være, lege, lære, være sammen, holde fri og møde forskellige aktiviteter med pædagoger omkring sig.

Vi brugte også tid på at snakke med de børn, som syntes, det havde været en lortedag. Enten i skolen, i undervisningen, eller i frikvartererne, eller som bare var fuldstændig mætte i hovedet.

Når de kom i fritteren, så fik de et miljøskift, og så snart de kom, sad nogle personaler, som kunne være omkring dem, og give dem det, de havde brug for: Både at give dem ro, frihed og støtte. Men også lave nogle aktiviteter sammen med dem. Og vi oplevede faktisk, at de aktiviteter var med til, at rigtig mange af dem også fik flere interesser i deres fritid.

Stak af fra skole
Indimellem oplevede vi også, at ungerne stak af fra skolen, og cyklede over til os. Så måtte vi ringe over på skolen og sige fx, at nu var Johannes er her. Vi kommer over med ham om

 en halvtimes tid. Vi skal lige give ham ro.

Det handlede simpelthen om at være der for ungerne, give dem nogle værdier, arbejde med det sociale, arbejde med at få indhold i deres verden - men også bare at de kunne få lov til at være frie. Og så var vi også de fortrolige voksne, som de kunne stole på.

Vi lagde rigtig meget vægt på sociale fællesskaber. For det er jo sådan, at så snart, de er 6 år, så begynder de at færdes selv. De begynder også selv at skabe sociale relationer, få venner, møde konflikter, turde sige fra, turde gå, hvis nogen mobber dem. Der er rigtig mange ting i det. Så det understøttede vi alt sammen på fritteren.

Fra fritteren til SFO
Men i 1992 skete der noget helt nyt. Vi blev rykket over på Hjerting Skole, og så blev vi jo pludselig et skolefritidshjem, som det hed det i mange år i Esbjerg, for vi nægtede  at blive kaldt en ordning.

Med de mange ændringer kom der også mindre og mindre tid til fritidspædagogikken. Og den udvikling er fortsat. I dag er det jo sådan, at pædagogerne på rigtig mange skoler har SFO i børnenes undervisningslokaler, eller i et mindre lokale, og de er måske én pædagog til enormt mange børn, kan jeg jo høre fra vores studerende i praktik.

Når forholdene er på den måde, så kan man ikke lave tilsvarende fritidspædagogik, som vi kendte den, dengang jeg var fritidspædagog. Men de laver rigtig meget godt. Skolefritidspædagogerne er vigtige at have i skolen.

Daginstitution og dokumentation
Da jeg var leder i daginstitutionen, oplevede vi også mange forandringer.

Den tid, jeg har været der, har også været præget af politisk styring. Den pædagogiske læreplan i 2005 som kørte rigtig meget på dokumentation er et eksempel. Nu erstattet af ”den styrkede pædagogiske læreplan”. Man kan sige at gennem årene er der kommet flere og flere samfundsmæssige krav og kommunale krav styringsredskaber ned over den enkelte institution. Disse præger naturligvis pædagogikken og målet om at skabe et godt børneliv i institutionerne.

Pædagogikken er den samme
Grundlæggende har pædagogikkens fokus jo ikke ændret sig. Grundsynet for pædagoger generelt handler jo om, at man bl.a. skal være med til at skabe de bedste trivsels- udviklingsmuligheder for det enkelte menneske og gruppen. Det sker gennem høj  faglighed

Man er nødt til at tage afsæt i det enkelte menneske. Fordi perspektivet er forskelligt. Så alting skal ses i forhold til hvert enkelt individ, som har sit eget ståsted, og derfra forstår verden.

Det mener jeg er grundlæggende, stadigvæk – ligesom da jeg blev uddannet i 1978. Selvfølgelig kommer der forskellige teoretikere ind over, ligesom der kommer der lovstof og alt mulig andet. Der er kommet mange flere styringslogikker, politiske pejlemærker og kommunale værdiord, som dikterer elementer i det pædagogiske arbejde. Men målet er stadig, at vi skal danne grobund for, at mennesker kan udvikle sig til at leve i det samfund, der nu engang er - på deres betingelser, og med de muligheder, de har.