Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Håndhygiejne med plads til forbedringer

Publiceret:

Seks sygeplejerstudende på deres første semester konstaterer tørt, at når det gælder brugen af håndsprit ved kantinen på UC SYD’s campus i Esbjerg, så står det skidt til. Konstateringen kommer på baggrund af en undersøgelse, de har foretaget i forbindelse med deres projektarbejde om hygiejne.

De seks kastede sig over, at finde ud af hvordan det står til håndhygiejnen, når studerende og medarbejdere henter mad i kantinen. Lige ved indgangen til kantineområdet hænger der en spritdispenser, og det viste sig ret hurtigt, at den ikke blev brugt i det omfang, det er ønskeligt.

Uden at gøre væsen af sig selv observerede de brugen en tilfældig dag. Der var 108 betalende mennesker i kantinen. Kun 51 sprittede deres hænder af, inden de gik ind og tog mad.

Efterfølgende afholdt de en konkurrence foran kantinen om håndhygiejnen på stedet. Her fik de 87 svar, hvoraf kun 46 kunne svare korrekt på spørgsmålene. Og, siger de seks, hvis folk havde taget sig tiden, kunne de faktisk læse sig til svarene på de medbragte plancher.

Nogle dage efter konkurrencen undersøgte de igen, om der havde været noget effekt af den. De kunne tælle 147 betalende gæster i kantinen, hvoraf 43 sprittede hænderne af. Det gik klart den helt forkerte vej.

En spørgeskemaundersøgelse blandt de studerende på campussen, hvor 96 svarede, afslørede at omkring 60 procent enten ikke spritter hænderne af, eller kun gør det en gang imellem. Og på spørgsmålet om, hvorfor de ikke gør det, svarede 74 procent, at de ikke tænker over at gøre det.

Der er altså en reel udfordring på håndhygiejnen, når medarbejdere og studerende henter mad i kantinen.
 

De seks sygeplejerskestuderende, fra venstre: Cindy Marcela Ruiz, Helena á Rógvu Hansen, Ivalu Geisler Clasen, Krestine Kattenhøj Roug, Kristina Sørensen, Atima Feodora.

De seks sygeplejerskestuderende, fra venstre: Cindy Marcela Ruiz, Helena á Rógvu Hansen, Ivalu Geisler Clasen, Krestine Kattenhøj Roug, Kristina Sørensen, Atima Feodora. 


Konsekvens
Når gæsterne i kantinen ikke spritter deres hænder af, kan resultatet være forskellige former for sygdom. F.eks. påpeger de seks, at i en influenzasæson kan smitterisikoen begrænses, hvis spritdispenseren blev brugt lidt mere. Og som de siger, ud over de ubehageligheder der følger med det at være syg, så kunne sygefraværet blandt både studerende og medarbejdere nedbringes, hvis smittekæde brydes ved at spritte hænderne af.

Influenza er en ting. En anden gruppes arbejde viste, at selv om mennesker, der har været på toilettet foretager en meget grundig håndvask, så har de stadig e-coli-bakterier på hænderne, når de forlader toilettet, fordi de rører ved et ”beskidt” håndtag på vejen ud. Så øget håndhygiejne kan også føre til at værre sygdomme end influenza, kan undgås.

Løsningen
Netop det, at de ikke tænker over, at de skal spritte deres hænder af, er nøglen til løsningen, fortæller gruppen af sygeplejerskestuderende.

Nudging, altså det at ”tvinge” folk til at opføre sig på en bestemt måde, er vejen til bedre håndhygiejne ved kantinen. De seks foreslår, at der sættes klistermærker på gulvet, som fører hen til spritdispenseren. De kunne passende være røde på vejen derhen, og grønne når man har sprittet hænderne af og går ind i kantineområdet. Og for at få spritdispenseren i folks bevidsthed kan den få en farve, så det ikke længere er en hvid spritdispenser på en hvid søjle. Dermed bliver den mere synlig.

Reaktion
UC SYD’s bygningsansvarlige har set de studerendes undersøgelse. Og herfra er meldingen klar.

-Det er nogle interessante observationer, de studerende har gjort. Og noget tyder på, de har ret i, at hvis vi øger synligheden af spritdispenseren, vil det højne brugen af den. Det kan vi kun være interesseret i, så jeg har lagt opgaven i hænderne på de rette medarbejdere, så vi får fundet ud af, om der findes en mere synlig spritdispenser, siger bygningschef Kim Petri Petersen.

Og han afviser ikke, at der også kan komme nudging-fodspor, så kantinens gæster ledes hen til spritdispenseren.