Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Ny forskning skal styrke kommunikationen med nybagte forældre

Publiceret:

Hvem taler med gravide og nybagte forældre om meningen med det hele? Ikke ret mange i sundhedssektoren, som det ser ud i dag. Et nyt forskningsprojekt skal udvikle et videreuddannelsesprogram, der klæder jordemødre, læger og sygeplejersker på til den opgave.

-Forældreskab udfordrer os på vores livsvilkår, og nybagte mødre og fædre gør sig mange eksistentielle tanker. Men sundhedssektoren tager ikke rigtigt fat i det aspekt, måske på grund af berøringsangst, siger Christina Prinds, jordemoder og ph.d. ved UC SYD.

Hun og hendes kolleger har netop fået en bevilling på en million kroner fra Region Syddanmark til at forske i eksistentielle temaer i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.

Det treårige projekt består af flere faser: Først interviewes forældre og sundhedsprofessionelle som læger, jordemødre og sygeplejersker. Interviewene skal sammen med anden eksisterende viden lægge grunden til udviklingen af et videreuddannelsesprogram rettet mod disse faggrupper. Det kommer ikke mindst til at handle om, hvordan man kommunikerer med borgerne om eksistentielle temaer.

-Ved døende og alvorligt syge er vi vant til at fokusere på de åndelige eller eksistentielle temaer. Men ved livets begyndelse er det fokus nærmest fraværende. I projektet vil vi tage livtag med de dimensioner ved forløbet omkring graviditet, fødsel og barsel, siger Christina Prinds.

Det største, der er sket i livet

Projektet er bl.a. relevant og aktuelt, fordi verdenssundhedsorganisationen WHO beskriver mental sundhed som den potentielt største byrde i sundhedssektoren globalt fra 2020 og frem. Derfor bliver det vigtigt at opnå ny viden om eksistentielle temaer og kunne handle på den.

-Medierne bugner af artikler om og med mødre og fædre, der kalder forældreskabet ”det største der er sket i livet”. Så hvorfor tager sundhedssektoren ikke hånd om det eksistentielle aspekt? spørger Christina Prinds.

FAKTA

  • Projektet udføres som et tværgående forskningsprojekt med klinikere og forskere fra Afdelingen for Kvindesygdomme og fødsler, Kolding Sygehus, UC Syd og Syddansk Universitet.
  • Projektet løber fra 1. maj 2018 til 1. maj 2021.
  • Projektet forventes at tiltrække international opmærksomhed, da der ikke tidligere har været udviklet metoder inden for feltet i Norden.