Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Sofia Rontini modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningsprisen 2022

Publiceret:

Lektor på læreruddannelsen i Esbjerg Sofia Rontini er blandt modtagerne af Undervisningsprisen 2022. Det offentliggjorde Uddannelses- og Forskningsministeriet i dag 29. august.

Prisen uddeles af H.K.H. Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen på Nationalmuseet i København i dag fra kl. 12.45.

Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler Undervisningsprisen til dygtige undervisere eller underviserteams på de videregående uddannelser, som på usædvanlig vis bidrager til god undervisning og et stærkt undervisningsmiljø.

Optaget af samspillet mellem campus og skolen
Dorthe Kingo Thruelsen, institutchef, Institut for skole, understreger, at selvom UC SYD er Danmarks mindste UC, gør det sig store tanker om at uddanne de bedste lærere:

– Og det er Sofia et flot eksempel på. Sofia er – som medarbejderne på UC SYDs læreruddannelse i øvrigt – stærkt optaget af samspillet mellem campus og skolen. Og vi har stærke samarbejdspartnere i de 10 kommuner i Syd og Sønderjylland, der er optaget af det samme. Institut for skole og kommunerne dyrker perspektivet i vores uddannelsesskoler og universitetsskoler sammen. Jeg håber, at denne pris, kan være med til at sætte yderligere skub i de stærke samarbejder.

Dedikeret underviser
– Jeg er selvfølgelig glad, men ikke overrasket over, at Sofia Rontini vinder prisen, siger Hans Tauman, studiechef på læreruddannelsen i Esbjerg. Han fortsætter:

– Hun er en dedikeret underviser med stor, faglig stolthed og altid optaget af, at det, hun og hendes studerende arbejder med, også er det, man arbejder med i den danske folkeskole. Hun har stort fokus på, at uddannelsens teoretiske dele spiller sammen med den praksis ude i skolerne, der uddannes til.

– Det sker bl.a. ved, at hun i sin undervisning inddrager nogle af sine mange samarbejdspartnere blandt lærere i folkeskolen. Det skaber en vekselvirkning, hvor det teoretiske altid sættes i spil med det praktiske.

– Om det drejer sig om læreruddannelsen i Esbjerg eller om de efter-videreuddannelsesforløb, hun underviser i, er hun altid nærværende, autentisk og til stede i sin undervisning.

Det bliver ikke større
Hovedpersonen selv, Sofia Rontini, udtrykker, at hun både er meget overrasket og meget rørt over at modtage prisen.

– For en underviser som mig bliver det ikke større. Det er jo mine studerende, der mener, at jeg er værdig til at modtage prisen, og det er min ledelse, som bakker op om det.

Men hun understreger, at hvis hun er god til sit arbejde, så er det, fordi hun arbejder på en god institution, med gode studerende og gode kolleger.

– For jeg gør jo ikke noget alene. Jeg skaber i samspil med mine studerende. Jeg lægger mig i selen, som alle mine kolleger, for at gøre mit arbejde med mine studerende så godt og praksisnært som muligt, så når de kommer ud i skolen, har de en værktøjskasse, de kan bruge, og de kan altid begrunde deres didaktiske valg.

Der er i alt syv undervisningspriser på hver 500.000 kroner, hvor 200.000 kroner er en personlig hædersgave,  mens 300.000 kroner er til udviklingsaktiviteter i undervisningsmiljøet på uddannelsesinstitutionerne – det kan være kompetenceudvikling, studietur, teknologi eller lign.

To af de syv priser går til undervisere under Danske Professionshøjskoler. Hver videregående uddannelsesinstitution må indstille op til tre kandidater til prisen på baggrund af indstillinger fra de studerende. Se video og portræt af Sofia Rontini og de andre prismodtagere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Flere informationer
Dorthe Kingo Thruelsen, institutchef, 30 91 47 53, dkth@ucsyd.dk
Hans Schmidt Tauman, studiechef, 72 66 30 41, htau@ucsyd.dk
Sofia Rontini, lektor, 72 66 30 60, soro@ucsyd.dk.