Hendes håndflader er betrukket med hård hud. Som en sofa, der er blevet forsynet med et ekstra lag betræk af særlig slidstærk slags. Og fødderne har skreget af smerte i fire uger. Lige siden hun kæmpede sig over målstregen i Abu Dhabi.

Men det er smerterne værd. For nu kan 24-årige Carina Viborg Christensen fra Esbjerg kalde sig for verdensmester i et af de vildeste forhindringsløb i verden. Et forhindringsløb, som er inspireret af gladiatortiden, hvor deltagernes fulde fysik blev sat på prøve.

I det såkaldte Spartan Race, der udspringer af sportsgrenen OCR-løb (Obstacle Course Racing), boksede Carina sig gennem ørkensandet og kastede sig fra reb til reb i vilde højder. 21 kilometer i 45 graders hede og med 30 vanvittige forhindringer på sin vej.

Fakta om Spartan Race

1. Multifunktionel og alsidig træning: Forhindringerne tester din fysiske og psykiske formåen – enten på højder, dybder, i mørke eller vand.
2. Straf ved hver forhindring: Som ”elite”-løber har du kun ét forsøg ved hver forhindring – ellers er straffen på 30 burpees.
3. Forskellige distancer: Vælg mellem Spartan Sprint (5 km., 20 forhindringer), Spartan Super (10 km., 25 forhindringer) og Spartan Beast (Halvmaraton, 30 forhindringer).

’Beast’ – og nu bioanalytiker
Det var løbets længste rute ved navn ”Beast”, som gav Carina titlen som verdensmester. Men det er ikke kun på træningsbanen, at hun er lidt af et ’beast’. For ved siden af de mange løb og medaljer har Carina også kæmpet for at blive bioanalytiker. Og nu – efter tre et halvt års studier på UC SYD i Esbjerg – kan hun endelig kalde sig dét.

- Jeg synes, det er fedt at have fundet ud af, at det faktisk kan lade sig gøre at være elitatlet og fuldtidsstuderende på samme tid. Og at jeg har kunnet rejse til Abu Dhabi og vinde verdensmesterskabet, imens jeg har skrevet bachelor.

”Hvordan”, kan intervieweren ikke lade være med at spørge i forsøget på at finde opskriften til, hvordan det er muligt at jonglere både studie og sport på så højt et plan. Og hér peger Carina både på logistik og støtte.

- Bioanalytikeruddannelsen er et fuldtidsstudie, så det har krævet meget prioritering og planlægning. Jeg træner 16-17 timer i ugen, som også ofte byder på otte timers løb i weekenderne. Det betyder, at der ikke er tid til en kæreste – og sjældent byture. Jeg ser stadig mine veninder, men får heldigvis også en masse socialt gennem sporten, forklarer hun og fortsætter:

- Jeg er heldig at have mødt stor opbakning på uddannelsen. Lige fra start har jeg været meget åben om, hvad jeg laver, og hvad det kræver, og det betyder, at mine undervisere har været flinke til at rykke fremlæggelser og deadlines. Og min bachelorgruppe sagde god for, at jeg tog til Abu Dhabi midt i bachelorskrivningen. Det er megafedt, at de har været så fleksible og forstående.

Ikke den typiske bioanalytikerstuderende
’Beast’-siden af Carina følte ellers, at hun ikke passede så godt ind på bioanalytikeruddannelsen. Fordi hun netop kom med en stor passion for træning, som hun ikke umiddelbart delte med andre af hendes medstuderende. Men ligesom hun også i første omgang tænkte, at forhindringsløb ikke var sporten for hende, viste det sig også, at hun havde været lidt for hurtig til at dømme sit uddannelsesvalg.

- Faktisk har uddannelsen gjort mig endnu klogere på, hvilken kost der kan maksimere udbyttet af min træning. Og selvom mine medstuderende ikke er lige så begejstrede for træning, har de vist sig at være blandt de mest nysgerrige på min sport. Jeg har endda lokket et par stykker til at begynde at træne, griner hun.

- Så selvom jeg måske ikke har følt mig som den typiske bioanalytikerstuderende, er det fedt at have fundet ud af, at jeg ikke skal være på en bestemt måde for at passe ind, tilføjer Carina.

Det var de forskelligartede forhindringer, som fik hende til at kaste sin kærlighed over sportsgrenen OCR. Og som fik hende til at gå fra ”slet ikke at kunne løbe” til et år senere at kunne gennemføre et halvmaraton.

På bioanalytikeruddannelsen handler det også om at nå et konkret mål – men det er i lige så høj grad de mange muligheder og menneskekontakten, som fik Carina til at søge ind.

- Som bioanalytiker arbejder du meget struktureret efter et konkret mål. Der er klare retningslinjer for alt, og derfor er det sjældent, at du havner i en situation, hvor du ikke ved, hvad du skal gøre. Det betyder, at der er en stor grad af tilfredshed og tryghed i jobbet, og det er lige præcis, hvad jeg som person har brug for, fortæller Carina og tilføjer:

- Men det betyder ikke, at der kun er én måde at være bioanalytiker på. Faktisk er der hele fem specialer, som vi arbejder med på uddannelsen, og som jeg kan søge job indenfor. Uanset hvor jeg ender, er jeg passioneret omkring at hjælpe det enkelte menneske – jeg får sådan en tilfredshedsfølelse af at føle, at jeg gør en forskel.

Første fuldtidsjob er i hus
Allerede inden titlen som bioanalytiker kom i hus, scorede Carina sit første voksenjob på Aarhus Universitetshospital. Hér skal hun primært arbejde med at undersøge potentielle sygdomme blandt patienter gennem blodprøver og analysering af blodprøver.

- Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med bioanalytikerfaget. Men jeg er virkelig glad for at studere og synes, det er fedt at få ny viden, så derfor vil jeg ikke udelukke at bygge oven på med mere uddannelse på et tidspunkt. Det er også én af grundene til, at jeg er flyttet til Aarhus, for der er flere mulige kandidatuddannelser.

Men inden Carina begynder at gøre sig forestillinger om fremtiden, skal hun først ud at gøre en forskel. Og dét føler hun sig klar til. Ikke kun på grund af den værdifulde viden, som uddannelsen har givet hende – men også på grund af de personlige gevinster, som hun tager med fra både uddannelsen og sportsgrenen.

Og derfor har hun ikke lyst til at give afkald på hverken ’beast’- eller bioanalytikerdelen af sig selv.

- Min sport har lært mig at skubbe til mine grænser – i starten havde jeg både højde- og vandskræk. Men for at kunne gennemføre løbet skulle jeg kaste mig ud i det. Og hver gang har jeg klaret den. Det har ikke kun givet mig mod på mere; jeg har også fået en større udholdenhed og generelt udviklet mig som person. Det er vildt fedt, forklarer Carina og fortsætter:

- Uddannelsen har til gengæld gjort mig mere ansvarlig. Jeg har været i praktik i mange patientnære specialer og har her lært meget om mennesket i sygdom, og hvordan jeg skal håndtere et menneske i krise. Det er vildt interessant. Og det er jo generelt det fede ved en professionsbachelor – du lærer, hvad du skal ud at gøre bagefter. Så jeg føler mig virkelig parat til at komme ud i job.