Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Jane er flyttet med familien til Singapore: Nu læser hun online på Diplom i ledelse

Da Janes mand får et job i Singapore, sætter hun jobbet som daginstitutionsleder på pause og flytter med. Med sig tager hun sin diplomuddannelse i ledelse – nu læser hun den online på UC SYD.

Publiceret:

Jane Hald Søndergaard sidder på sin altan i Singapore og snakker ind i computerskærmen, mens de høje bygninger bag hende bliver indhyllet i mørke. Siden marts 2019 har hun kunnet kalde det sydøstasiatiske land sit hjem. Da hendes mand bliver tilbudt et job der, beslutter hele familien at tage af sted.

-Vi så det som en mulighed for at udvide vores kulturelle horisont, hvor vi samtidig kunne have fuld fokus på familielivet, siger hun.

Jane får lov til at holde orlov fra jobbet som daginstitutionsleder, så familien kan tage på en fælles dannelsesrejse – men jobsituationen er ikke hendes eneste udfordring. For ved siden af er hun ved at tage en diplomuddannelse i ledelse.

Fra fysisk til online undervisning

Jeg begyndte at researche på, hvilke muligheder jeg havde. Og så dukkede Diplom i ledelse online på UC SYD op. Jeg anede ikke, at jeg kunne tage den online. Det er så sejt, at det er muligt.

Jane Hald Søndergaard

Til forskel fra andre uddannelsesinstitutioner tilbyder UC SYD, at alle moduler på Diplom i ledelse kan tages online, mens det eneste fysiske element er et opstartsmøde. Jane kontaktede derfor en studiesekretær for at høre mere om mulighederne for at studere, mens hun opholder sig i et andet land.

-Efter en snak med studiesekretæren på modulet tilbød hun, at jeg til opstartsmødet kunne komme med på en online linje – og jeg endte så med at være med via en skærm inde i det fysiske undervisningslokale. Det var vigtigt for mig, at det var muligt, forklarer Jane.

Portræt af Jane Hald Søndergaard
Jane har mange grunde til at smile over Singapore-eventyret: Kulturelle oplevelser, familietid og ny faglig viden.

Kompetencekufferten bliver fyldt op

Selvom familien skal blive i Singapore noget tid endnu, og de skal undvære både familie- og vennebesøg på grund af Covid-19, fortryder Jane på ingen måde valget om at rykke med familien til udlandet. Her har hun fået fyldt kufferten op med kulturel og social forståelse – og på grund af uddannelsen tager hun også reelle redskaber med sig hjem. Redskaber, som hun blandt andet har fået efter et valgmodul, der handler om coaching i et ledelsesperspektiv.

-Min kompetencekuffert er virkelig blevet fyldt op på dét modul. Jeg ville gerne være bedre til at strukturere en samtale – for eksempel en medarbejderudviklingssamtale, teamudviklingssamtale eller et personalemøde. Nu er jeg blevet skarp på, hvordan jeg kan styre dialoger, siger hun og fortsætter:

-Jeg er meget fag-faglig af natur, så jeg kan godt fortabe mig i en debat. Så jeg har lært rigtig meget om, hvordan jeg holder struktur. Men selve spørgeformen er også vigtig: Hvad er det egentlig, jeg gerne vil vide noget om? Dét har jeg også lært at visualisere for mine medarbejdere.

Jane er lige nu i gang med et valgmodul om teamledelse, og bagefter venter et sidste grundmodul om organisation, inden hun skal kaste sig over sit afgangsprojekt. Men som leder føler Jane sig allerede mere kompetent – både personligt og fagligt.  

Når jeg sidder i en ledelsesudfordring og tænker: 'For søren da, hvad gør jeg lige her?', så vil jeg altid komme i tanke om noget, som jeg kan bringe i spil. Jeg har lært mange konkrete metoder og teknikker - hvis du forestiller dig en stak papirer, der ligger nede i kufferten, så kan jeg trække dem op og finde min inspiration, hvis jeg er groet fast i en opgave.

Jane Hald Søndergaard

Jane Hald Søndergaard sidder foran sin computer, klar til online eksamen
Jane til online eksamen - der er styr på strukturen.

Fleksibel undervisning – online

Ikke alene har Jane fået en masse kompetencer fyldt oven i kufferten – hun er også blevet positivt overrasket over, hvad online undervisning er og kan:

-Der er en ekstrem fleksibilitet i online undervisning i forhold til at møde op fysisk, og det er for mig den allerstørste gevinst. Undervisningen kan blive optaget, så hvis du er forhindret i at deltage, kan du gå ind og efterse dét, som holdet har lavet, siger hun og fortsætter:

Jeg kan se, at mine medstuderende på modulerne bliver længere på arbejdet den dag, de har undervisning. Så sidder de på deres kontorer, hvor de har ro til at sidde og deltage i undervisningen. Plus de sparer tid på at køre frem og tilbage fra arbejdet, uddannelsen og hjemmet. Derfor finder jeg det attraktivt at fortsætte online, når jeg kommer hjem til Danmark.

Jane Hald Søndergaard

Det sidste og afgørende træk på diplomuddannelsen i ledelse er afgangsprojektet, og også her skal Jane overveje, om hun ønsker fysisk eller online vejledning. Uanset hvilken form hun vælger, står vejlederen lige meget til rådighed. Forskellen ligger i formen på vejledningen:

På online-delen har jeg oplevet, at vejledningsprocessen er hurtig. Det er muligt at kontakte vejlederne og få svar fra dag til dag, både skriftligt eller som et videoopkald.

Jane Hald Søndergaard

-I den fysiske form kan du stille et spørgsmål på mail eller afvente til næste undervisningsgang. Og det kan være udfordrende at finde en dag til et vejledningsmøde, hvis kalenderen er presset, og du også skal tage højde for transporten fra og til uddannelsesinstitutionen, tilføjer hun.

Janes råd til dig, der overvejer at læse online

  • IT-færdigheder : Du skal være komfortabel med at sætte dig ind i nye undervisningsportaler. Du vil blive oplært i portalerne, og hvordan du bruger dem – men det kræver stadig en vis portion IT-nysgerrighed.
  • Fuld koncentration : Du er intenst på i 2-3 timer, og det kræver fuld koncentration. Til gengæld betyder det, at du sparer tid i forhold til fysisk undervisning, som varer en hel dag. 
  • Struktur og selvmotivation : Du skal sætte tid af til at lave øvelser og prøvehandlinger. Det kræver noget at få det presset ind i kalenderen, men hvis du kun deltager i undervisningen, bliver læringsudbyttet for lavt.

Praksiserfaring uden en praksis

Selvom klokken har passeret 20 i Singapore, og mørket har omsluttet Jane, sidder hun stadig på sin altan. Det er ét af de mange goder ved at befinde sig under varmere himmelstrøg. Men overfloden af solskinstimer betyder ikke, at der ingen udfordringer er, når du tager en uddannelse med til udlandet. Heldigvis har Jane indtil nu fundet løsninger:

Jeg er på orlov lige nu, og det er jo en uddannelse, der ligger op til, at man skal være i praksis. Men det første valgmodul, jeg tog her i Singapore, var coaching, og det handler udelukkende om personlig udvikling og personlige egenskaber. Så jeg har godt kunnet lave coachingtiltag og -øvelser på personer her i Singapore og inddrage det i en ledelsestanke.

Jane Hald Søndergaard

Sværere har det været med dét modul om teamledelse, som Jane sidder på lige nu. For det er vanskeligt, når hun ikke har et team at lede. Igen har Jane trukket på netværket, hvor hun har lavet interviews med sine lederkolleger i Danmark og spurgt ind til deres praksiserfaring. Dén viden har hun arbejdet med teoretisk – og så kan kollegerne tilmed få noget ud af det, fordi hun deler sine resultater med dem.

-Jeg synes ikke, det er en hæmsko at tage et modul, mens man sidder i et andet land. Men jeg synes, det er en udfordring, som du skal tage oppefra og ned, og så finder du en god løsning. Det kan godt lade sig gøre, men jeg tror, at det fungerer bedst, hvis du har bedrevet ledelse i forvejen. For så har du også din tidligere erfaring at trække på, siger hun.

Diplom i ledelse

Er du øverste leder? Eller har du en ledelsesfunktion i forbindelse med projekter og opgaver? Få styrket dine kompetencer med en Diplom i ledelse.

Læs mere:

Om Diplomuddannelsen i ledelse

Læs online på Diplom i ledelse