Gå til hovedindhold

Maria har valgt Esbjerg over Aarhus: - Som ung med en diagnose finder jeg mere ro hér

20-årige Maria er født og opvokset tæt på Aarhus, men har valgt ergoterapeutuddannelsen i Esbjerg. For hér er der både kultur og natur – men også dén ro, som hun som ung med OCD har brug for.

Publiceret:

Maria Kildehøj turde ikke være alene. Og hun turde ikke gå uden for en dør. 

Angsten ramte hende midt i hendes sabbatår, og først forstod hun ikke hvorfor. Men det gjorde lægen. Maria havde stress. 

Stress, som havde hobet sig op over fire år, og som nu ikke længere kunne ignoreres.

Min læge sendte mig videre til akutpsykiatrien i Skejby, og de konstaterede også, at jeg havde stress. Men de mistænkte, at jeg måske led af angst og OCD. For jeg kæmpede med tankermylder og tvangshandlinger.

Maria

Kommende ergoterapeutstuderende

Studiebyen Esbjerg – særlig støtte og billig bolig

Klip til i dag, hvor Maria sidder i en lænestol på UC SYDs campus i Esbjerg. Efter længere tids udredning har hun netop fået en diagnose. Hun har OCD. 

Og dét er Maria langt fra alene om. Cirka 100.000 kvinder og mænd i Danmark kæmper også med den psykiske lidelse, som består af tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger.

-Det har givet mig ro at få diagnosen, for nu giver tingene mening for mig. Og jeg er startet i medicinsk behandling, som allerede har dæmpet mit tankemylder og mine tvangshandlinger. Fordi mit hoved ikke længere er på overarbejde i lige så ekstrem grad, har jeg fået mere overskud, og det bliver forhåbentlig endnu bedre, når jeg også starter i kognitiv adfærdsterapi om lidt, forklarer hun.

Færre dårlige tanker giver plads til flere gode. Og i blandt de gode tanker er Marias håb og drømme for fremtiden.

Lige nu står uddannelse øverst på ønskelisten – et ikke urealistisk ønske. For hun er netop kommet ind på ergoterapeutuddannelsen på UC SYD i Esbjerg. Langt væk fra hjemmet og familien, som holder til i Aarhus-området. Og selvom det måske kan lyde som et drastisk valg at rykke langt væk fra alt det trygge og velkendte, er det et valg, som Maria selv har truffet. 

Jeg har valgt uddannelsen i Esbjerg, fordi jeg tænker, det vil være gavnligt for min diagnose. UC SYD er en mindre uddannelsesinstitution, og hér vægter de, at der er tid og ro til hver enkelt elev, og du er generelt tættere på underviseren. Det betyder rigtig meget for mig rent læringsmæssigt.

Maria

Kommende ergoterapeutstuderende

Og faktisk har Maria allerede hér inden studiestart fået bekræftet, at hun og UC SYD er et godt match. Den følelse opstod, da hun ringede til uddannelsen for at fortælle om sin diagnose, og fik studievejleder og lektor på ergoterapeutuddannelsen Pia Goul i røret.

-En diagnose giver udfordringer og kan blusse op, når jeg er presset. Derfor ville jeg vide, hvordan jeg skal tackle det, og Pia var supersød i telefonen og fortalte mig om mine muligheder for specialpædagogisk støtte. Blandt andet at få ekstra tid til eksamen. Og hun vil hjælpe mig med at ansøge om støtten, så der er styr på det inden studiestart. Det er virkelig rart, forklarer hun.

Når Maria vælger at studere i Esbjerg, behøver hun heller ikke nødvendigvis at have et job ved siden af. På grund af tilbuddet om billige studieboliger rækker SU’en langt. Og det er godt for stressniveauet, at hun kun skal koncentrere sig om studiet.

En anden ting, der er nice ved at studere i Esbjerg, er de billige studieboliger. Jeg blev hurtigt tilbudt en bolig på 52 kvadratmeter til 2900 kroner i måneden. Med kun én kilometer til skolen og 2,5 til midtbyen. Det kan ikke lade sig gøre i Aarhus. Og i min situation er det rigtig dejligt ikke at være afhængig af at have et job.

Maria

Kommende ergoterapeutstuderende

Drømmer om at gøre en forskel som ergoterapeut

Det er i løbet af Marias sabbatår, at hun har sporet sig ind på, hvad hun vil bruge de næste tre til fire år af sit liv på.

-Jeg troede egentlig, at jeg skulle læse international marketing, men så fik jeg job som hjælper på et plejehjem i Hammel i mit sabbatår. Og hér blev jeg meget opslugt af dét arbejde, som ergoterapeuterne og fysioterapeuterne lavede. Det ser så spændende ud at arbejde med genoptræning og rehabilitering, siger Maria.

På plejehjemmet har Maria også været forbi demensafdelingen, og hun er blevet både fascineret og forundret over, hvordan hjernen bliver ramt forskelligt af sygdommen. Og hér kan hun som ergoterapeut komme til at spille en stor rolle for den demensramte.

-Som ergoterapeut hjælper du med at styrke livskvaliteten hos den demente ved at tilpasse omgivelserne, kommunikationen og aktiviteterne, så han eller hun lettere kan håndtere hverdagen. Det er ikke kun fysisk træning – det er også psykisk, hvor det handler om at stimulere og aktivere borgeren. Og jeg drømmer om at kunne komme til at gøre sådan en forskel, fortæller hun.

Ledige studiepladser

Du kan nå det endnu. Der er stadig ledige pladser på ergoterapeutuddannelsen med studiestart februar 2022.

Finder ro i naturen – og kultur i midtbyen

Fordi Maria hurtigt blev tilbudt en studiebolig, har hun boet i Esbjerg siden april måned. Det har givet hende god tid til at falde på plads, og det har også givet hende god tid til at tjekke byen ud.

-Jeg er virkelig blevet glad for at bo i Esbjerg. Selvom det stadig er en stor by, føles den ikke så stressende. Der er ikke for meget menneskemylder og uro, og det er mere i mit tempo. Og så er det virkelig lækkert at bo så tæt på smuk natur og på havet. Dér kan jeg altid finde ro, siger Maria.

Men byen er også meget mere end natur. Der er også kultur – og mange steder at gå hen for at få gode oplevelser.

Der er mange muligheder som ung i Esbjerg. Der er gode spisesteder, en gådegade med mange butikker, biograf, idrætsanlæg, spillesteder og mange steder, du kan gå i byen, hvis du ønsker det.

Maria

Kommende ergoterapeutstuderende

-Og faktisk kan du også gå til kunstskøjtning. Det er noget, jeg altid gerne har villet prøve, men som jeg skulle køre langt efter, hvor jeg boede før. Så det er fedt, at der er også mulighed for at dyrke nogle mere nicheprægede ting her i Esbjerg, tilføjer hun grinende.

Byens tilbud gør Maria også brug af, når hun har familien og veninderne på besøg. Begge har været gode til at tage enten toget eller bilen og er blevet en hel weekend i det vestjyske. 

-Når jeg har min familie eller veninder på besøg, kommer de ofte for en hel weekend. Det betyder, at der er god tid til at få nogle fede oplevelser sammen. Så vi har både været på cykeltur på Fanø, ved stranden i Blåvand, været ude at spise og på museum. Det er kvalitetstid på en helt anden måde, forklarer hun.

Og lige om lidt skal Maria møde sine nye medstuderende. Dét glæder hun sig til. Men i dag sidder hun her i lænestolen på UC SYDs campus i Esbjerg, fordi hun har et vigtigt budskab til andre unge, som står over for et valg om uddannelse.

Jeg håber, min historie kan være med til at inspirere andre unge, som jagter studie i en storby, men som måske ville have bedre af at bo og læse et mindre sted.

Maria

Kommende ergoterapeutstuderende