Ordene er Asta Skovkjær Matthiesens. Sammen med Inna Kortegaard læser hun til pædagog på UC SYD i Kolding, og begge er de netop vendt hjem fra Grønland. Hér har de været på et fælles udlandseventyr i tre måneder. For at opleve landet fra en hundeslæde, se isbjerge og nordlys – men vigtigst: for at teste pædagogkompetencerne af på virkelige mennesker i en fremmed kultur.

Aktiverer indsatte med kreative indslag

Og Asta og Inna har fået nye erfaringer med hjem fra Grønland. På Anstalten i Ilulissat har de fået mulighed for at teste deres viden af på en ny målgruppe – på grønlandske mænd, som sidder inde for alt fra vold til manddrab. Noget, som familien i Danmark ikke har været helt trygge ved tanken om, men som til gengæld har fyldt meget lidt hos begge kvinder.

-Vi har været bevidste om, at de indsatte er på Anstalten af en årsag. Men både Asta og jeg har haft taget et valg i starten af vores praktik om, at vi har villet lære de indsatte at kende først og danne en relation, inden vi har villet læse om deres domme, forklarer Inna.

I Grønland er det ikke traditionelle fængsler, som vi kender dem i Danmark – i stedet er det delvist åbne institutioner, hvor der er udgangsdage, og hvor fokus er på forebygge, at de indsatte går ud og begår ny kriminalitet. Som pædagogstuderende har det derfor været Asta og Innas opgave at holde de indsatte i Anstalten beskæftigede med fornuftige aktiviteter.

-Vi har også lavet en planteskole med de indsatte, hvor vi blandt andet har plantet agurk, basilikum og persille, og vi har motiveret dem til at skrive navne på deres egne planter, så de får et medansvar i at passe dem, fortsætter hun.

Snescooter, hundeslæde og fede fester

Fordi Anstalten tillader de indsatte at komme udenfor, har Inna og Asta også været med dem på ture i den grønlandske natur. Blandt andet på vandreture med udsigt til isbjerge og blikstille hav.

Heldigvis er der mange lyse timer i døgnet i sommerhalvåret – hér går solen nærmest aldrig ned. Efter arbejde og i weekenderne har de derfor været ude sammen med deres kolleger fra Anstalten for at opleve Grønland fra sneen – og prøvet samtlige caféer og restauranter i byen. Også dét pizzeria, som udvikler sig til ét stort feststed om natten.

-Og så har vi haft de sjoveste byture. Der bliver bare givet max gas i byen i Ilulissat, og det er både unge og ældre lokale, som samles her. Alle er meget ungdommelige i deres måde at være på og slet ikke så reserverede, som vi er vant til i Danmark. Jeg savner allerede bylivet heroppe, tilføjer Inna.

Det er svært ikke at forelske sig i Grønland, mener de to kvinder. Faktisk helt umuligt. Og det er ikke kun i byen Ilulissat, hvor de har boet, men også i befolkningen.

-Vi har netop fået mange venner heroppe. Blandt andet Alma, som er en socialrådgiver fra Anstalten. Hende har vi faktisk fået en fælles tatovering med, og det er nu et evigt minde om vores tur og vores venskab, fortsætter Asta.

Har gjort en forskel som pædagogstuderende

Ligesom Asta og Inna er kommet tæt på de ansatte, er de med tiden også kommet tæt på de indsatte. Men det har krævet noget at aktivere mennesker, som ikke er tvunget til at lave andet end at sidde i deres celler. Selvom de indsatte får en slags løn for dén indsats, de laver i Anstalten, kan det være svært at komme som det motiverende nye ansigt.

-Vi har oplevet, at flere af de indsatte har skulle se os an, før de ville være med til at lave aktiviteter i beskæftigelsen. I Grønland er der en anderledes kultur end i Danmark. Mange ting bliver planlagt mere løst, og der er større chance for, at nogle ting bliver aflyst last minute, end jeg har oplevet i Danmark, fortæller Inna.

For Asta og Inna har det derfor været vigtigt at være en konstant for de indsatte. En klippe, som de har kunnet læne sig op ad – og som er blevet stående. Og heldigvis har pædagoguddannelsen lært dem lige præcis dét og mere til.

-Og vi har også arbejdet med narrativer – vi har bragt positive fortællinger i spil ved at italesætte alt det, de gør godt. Fordi de ikke har været vant til at høre det, er de vokset en centimeter, hver gang de har fået anerkendelse. Vi har også fokuseret på at få dem til at bruge hinanden ved at fokusere på den enkeltes kvaliteter: ”Du kan spørge X, for han er virkelig god til at sy”, fortsætter Asta.

Selvom de to kvinder ikke er meget for at fremhæve dén forskel, de har gjort for de indsatte, har de indsatte ikke været bange for at sætte ord på. Mens nogle har udtrykt det med ord, har én indspillet en sang som tak for Asta og Innas indsats.

-En af de indsatte har skrevet en rapsang, hvor han synger, at det er hårdt, vi ikke er der længere, fordi vi har støttet ham og fået ham til at åbne op. Men at han sætter pris på de ting, vi har lavet sammen, og at vi er i hans hjerte. Det er selvfølgelig rørende at høre, siger Asta.

Tager det bedste med fra Grønland

Relationsarbejdet er netop noget af dét, som Inna og Asta tager med sig som en værdifuld erfaring – og som de glæder sig til at gå i dybden med som færdiguddannede pædagoger.

Rent kulturelt har Inna og Asta også fundet værdi i den mere afslappede tilgang til hverdagen, som primært hersker i Grønland – og dét har de håbet at kunne tage med hjem til Danmark.

-Jeg synes, at vi danskere kan lære af ikke at have så faste rammer, at de ikke kan brydes. Der har jeg erfaret, at de i Grønland er gode til at gribe de muligheder, som kommer, i stedet for at planlægge alt ned til mindste detalje. Og dét skal man også kunne for at være en god pædagog, for vi mennesker er uforudsigelige, siger Inna. 

Og ligesom de har hjulpet de indsatte med at vokse, har udlandspraktikken også fået Asta og Inna til at vokse.

-Når du er i udlandspraktik, indser du også, hvor mange ting du egentlig kan selv. Du tror mere på dig selv, og det er blot én ud af mange grunde til at tage på udlandseventyr. Det er en kæmpe fed oplevelse, slutter Inna.