Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Case: Lærer

Casens titel: Du får en smiley

Du får en smiley

Rune er matematiklærer i 3. klasse. Egentlig er han ikke uddannet til at undervise i matematik, men den skole, han underviser på, har som en nødløsning bedt Rune om at overtage i 3.a, fordi den oprindelige matematiklærer er blevet langtidssygemeldt. Rune var i starten ikke begejstret, men langsomt har han erfaret, at nogle af hans pædagogiske tilgange, som har en del behavioristiske afsæt, har en god effekt på mange af eleverne. De kan simpelthen godt lide, når der bliver indført små konkurrencer som en del af undervisningen.

”OK. Er I klar?" Rune står klar med et stopur, og eleverne er delt op i grupper med fire elever i hver. "Når jeg siger NU, starter I, og den gruppe, der først har løst alle ti opgaver korrekt, får lov til at gå ti minutter tidligere til pause.”

Der breder sig en spændt mumlen, og Rune har hele klassens fulde opmærksomhed. Klassen har prøvet denne form for konkurrence mange gange tidligere og kender reglerne. Rune holder øje med dem, og hvis de ikke samarbejder i gruppen, så alle er med, kan Rune finde på at give gruppen tillægstid. Så det gælder om at arbejde hurtigt, sørge for, at alle i gruppen er med på råd, og først skrive det korrekte resultat ned, når alle er enige.

”1-2-3 og NU!”

Alle 25 elever i klassen er fuldt koncentrerede, og der arbejdes på livet løs. Rune fortalte eleverne i går, at det ville være en stor fordel, hvis alle havde øvet gangetabeller til i dag, og Rune kan med tilfredshed notere sig, at hans formaninger har virket. Mange af eleverne kan simpelthen flere af gangetabellerne, end de kunne bare for to dage siden, og der ganges, lægges sammen og trækkes fra, så det er en lyst. Motivationen er i top.

På denne vis forløber flere af Runes matematiktimer i 3. klasse, og eleverne elsker at have matematik. I forbindelse med et teammøde i indskolingen bliver Rune opfordret af sine kolleger til at fortælle om sine metoder. En del af kollegerne har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvor populær en lærer Rune er, og et par af de mere garvede matematiklærere er især interesserede.

Preben, som har været ansat på skolen i næsten 20 år, synes, det er problematisk, at Rune anvender så meget konkurrence i undervisningen.

”Jeg tror ikke på, at gulerodsmetoder kan bære din undervisning i længden. Problemet, som jeg ser det, er, at du langsomt, men sikkert, bliver nødt til at lokke mere og mere for at få dem til at gøre det samme. Og faktisk burde de jo gerne have lyst til at beskæftige sig med matematik, uden at det er nødvendigt at lokke dem til det.”

Rune svarer:

”Jeg har faktisk den modsatte oplevelse. Det er som om, at de fleste af eleverne faktisk har knækket koden til matematikken, fordi de allerede synes, det er sjovt og spændende. Jeg er helt bevidst om, at jeg lokker dem, men det er jo blot den ydre motivation, vi bruger gennem hele skolesystemet. Herregud, når de bliver ældre, så lokker vi jo bare med karakterer. Der er da ikke den store forskel, og det er vel sådan, verden er skruet sammen. Vi lever, på godt og ondt, i et konkurrencesamfund. Det behøver vi ikke at skjule for børnene.”

Preben:

”Nej, men vi behøver heller ikke at fremhæve det. Jeg synes, det er problematisk, hvis lærergerningen langsomt bliver til en popularitetskonkurrence, hvor den største entertainer også er den, der bliver mest populær blandt eleverne. Dannelse består også i, at der er nogle ting, man skal, og alt skal for eksempel ikke leges ind i børn. Nogle gange skal børn gøre ting, fordi de voksne siger, det er nødvendigt for dem – og ikke fordi, de kan vinde en præmie. I yderste konsekvens resulterer den slags jo i, at vi får dannet nogle generationer, som hele tiden agerer ud fra et ’what’s in it for me?’ Så har vi virkelig fejlet som skole.”

På denne vis fortsætter diskussionen til mødet, og der opnås ikke enighed mellem de to. Der er simpelthen tale om to pædagogiske retninger, der kolliderer, og mødets konklusion bliver, at der heldigvis stadig findes noget, der hedder metodefrihed i den danske folkeskole.

Bøjgaard Schleicher, A. og Bøjgaard Schleicher, S. (2018): Du får en smiley. I: Den store casebog om børn, unge og voksne i skole og institutioner. Hans Reitzels Forlag.

Bliv klogere på lærer

Hvad laver en lærer egentlig? Og hvordan bliver man lærer?
På UC SYD kan du læse til lærer i Esbjerg og Haderslev.