Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Professionsmaster

Tag en professionsmaster

Fra sommeren 2026 vil du for første gang kunne tage en lang videregående uddannelse på kandidatniveau på landets professionshøjskoler.

Hvad er en professionsmaster?

En professionsmaster bygger oven på din professionsbachelor og henvender sig både til nyuddannede og erfarne fagpersoner, der ønsker at styrke deres faglighed med ny viden og flere kompetencer.

Hvor en traditionel kandidatuddannelse har en mere akademisk tilgang, fokuserer en professionsmaster i højere grad på praksis og anvendelse. Uddannelsen kobler teori og praksis tæt sammen, så den opnåede viden og de anvendte metoder får direkte relevans i praksis og afspejler behov ude i professionerne.  

Professionsmaster i pædagogisk psykologisk praksis - for lærere og pædagoger

I første omgang bliver der udbudt en psykologifaglig professionsmasteruddannelse, som er målrettet pædagoger og lærere med start sommeren 2026. Denne professionsmaster hedder Professionsmaster i psykologisk pædagogisk praksis – for lærere og pædagoger.  

Denne psykologifaglige professionsmaster giver lærere og pædagoger nye redskaber til at skabe helhedsorienterede og inkluderende indsatser i deres pædagogiske arbejde. Uddannelsen klæder de studerende på til at arbejde forebyggende og bidrage til positive forandringer i praksis – med udgangspunkt i pædagogisk-psykologisk viden.

Udover den psykologifaglige professionsmaster arbejdes der også på at kunne udbyde en lærerfaglig professionsmaster fra sommeren 2027, som hedder Professionsmaster i undervisning og skoleudvikling - for lærere. Denne uddannelse har til formål at kvalificere læreren til at håndtere komplekse og forandrende arbejds- og udviklingssituationer i skolens pædagogiske og didaktiske arbejde gennem udvikling og konsolidering af nye lærerfaglige tilgange.

Der arbejdes også på en pædagogfaglig professionsmaster med opstart 2027 og senere vil også udbud på sundhedsområdet og det sociale område blive udbudt.


Har du spørgsmål eller vil du gerne kontaktes f.eks. ifm. informationsmøder så skriv eller ring til os på: 

•    Telefonnummer: 72 66 22 50
•    Mail: vejledning@ucsyd.dk

 

Fakta om professionsmaster

  • De første professionsmasteruddannelser udbydes fra sommeren 2026
  • De to første professionsmasteruddannelser er målrettet pædagoger og lærer: en psykologifaglig og en lærerfaglig professionsmaster. 
  • Professionsmasteruddannelserne udbydes i 2026 som gratis fuldtidsuddannelser på SU – 75 ECTS point som afvikles på 12 måneder.  
  • I 2026 vil der blive udbudt 300 pladser på landsplan stigende til 650 i 2028. 
  • I 2028 vil der være et udbud af fire-seks professionsmasteruddannelser inden for velfærdsområdet.  
  • Professionsbachelorer vil fortsat have adgang til kandidatuddannelser på universiteterne. 
  • Senere kan udbuddet udvides, så endnu flere velfærdsprofessioner får muligheden.