Det er ikke til at se det, hvis det ikke er for muleposen, der hænger hen over den spændte skulder. På posen står det med rødt: "Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning". Men hvis man flytter blikket til bæreren og ser, at det er en mand, opstår forvirringen. Måske. For selvom året hedder 2020, skal man stadig kigge langt efter en mandlig sygeplejerske.

Men 33-årige Glenn Michael Gandrup-Knudsen, bæreren af muleposen, er netop dét. Sygeplejerske. Eller det kan han i hvert fald officielt kalde sig fra i dag, for han er lige trådt ud fra eksamenslokalet. Ud fra sin sidste og afgørende eksamen. 

-Hvordan gik det? spørger Edel Marie Thomsen, studiechef på sygeplejerskeuddannelsen på UC SYD. Idet hun stiller spørgsmålet, forstørres øjnene, og det får hendes bryn til at hæve sig et par centimeter. 

-Det gik godt, siger Glenn. Hans øjne bliver smalle, og tænderne blottes i et forsigtigt smil.

-Ej, hvor er det flot Glenn. Stort tillykke! udbryder Edel og strækker armene ud, men lader dem efter et par sekunders betænkningstid falde ned langs siden igen. 

-Hvor er det ærgerligt, vi ikke kan kramme hinanden i disse tider, tilføjer hun.

Fra døde data til livlige lemmer

Selvom Glenn nu er sygeplejerske, havde det ikke været helt fordomsfuldt at tænke ham ind i en anden branche. For ni år siden forlod han transportbranchen og et job med fokus på data, logistik og planlægning. Hvor forstand fylder mere end følelser.

Men da finanskrisen var ovre, havde den rusket godt og grundigt op i hans daværende job. Det fik ham til sidst til at sige op, og så stak han igen hovedet i skolebøgerne. Han startede med 10. klasse, og her var der flere, som opfordrede ham til at søge arbejde i hjemmeplejen. 

-De synes, jeg var god til at arbejde med mennesker. Men hjemmepleje, det skulle jeg slet ikke. Det var vel på grund af den klassiske fordom om dem, som arbejder i hjemmeplejen: "De tørrer jo folk alle steder". Og det havde jeg ikke lyst til, siger Glenn. 

Men Glenn endte der alligevel. Han fik et job som ufaglært hjælper i hjemmeplejen. Hvor følelser fylder mere end forstand.

"Jeg vil ikke bades af dig!"

Mens Glenn skyllede fordommene ud, var der til gengæld nogle, som ikke ville skylles af ham. Bogstavelig talt. For nogle af de ældre i hjemmeplejen sagde hårdnakket nej, når Glenn kom for at ville bade dem. De sagde nej, fordi han er en mand.

-Jeg kommer jo for at hjælpe dem. Men det er deres beslutning, og jeg kan egentlig godt forstå dem. For det er jo anderledes, og der er ikke så mange mænd i faget, som jeg gerne så, at der var, siger han.

Selvom Glenn blev offer for fordomme, fik det ham ikke til at give op. Han ville have mere. Og det blev i første omgang til en uddannelse som social- og sundhedshjælper – men heller ikke dét var nok.

Mere vil ha' mere

I dag står Glenn foran UC SYDs campus i Aabenraa. Som nyuddannet sygeplejerske i solskinsvejr. Med en kuffert i favnen og et rejselegat fra Sydbank på 10.000 kroner. Det har han fået netop på grund af hans tilgang til at ville mere – og kunne mere. 

-Du bliver en dygtig sygeplejerske og en god kollega, som vi kan være stolte over. Du har på alle måder levet op til at række ud over dig selv og bidraget til, at flere studerende og uddannelsen har haft gavn og glæde af din indsats. 

Ordene er Edel Marie Thomsens og en del af forklaringen på, hvorfor hun har indstillet Glenn til at få rejselegatet.

Ved siden af studiet har Glenn været Aabenraas formand for Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning. Udover at kæmpe for at få flere mænd ind på uddannelsen har han støttet sine medstuderende og været deres talerør, når de har mødt udfordringer. Men for ham har det været lige så vigtigt at minde de studerende om deres pligter:

Glenn har været ihærdig både på og uden for studiet. Men faktisk også på privatfronten – som far til fire børn.

Far til fire

Det betyder også, at der har været rigeligt at se til. Specielt her i bachelortiden, hvor de fleste af Glenns vågne minutter er blevet brugt foran computeren. Det kan mærkes i kroppen og særligt i skulderen, som siger "AV" lige her efter den endegyldige eksamen.

Men smerten må træde i baggrunden, for i forgrunden står familien og venter. Silje, Oscar, Clara, Huxi og Glenns kone Tina. I hænderne har børnene flag, som de vifter ivrigt med, mens de små ben skiftevis rammer jorden og luften.

Glæden er ikke til at tage fejl af. Men hvad synes de egentlig om, at far nu er sygeplejerske? Dét spørgsmål skal der ikke tænkes længe over, før Oscar – den ældste af drengene – udbryder:

-Har han fri hver eneste dag?

-Nej, han skal jo på arbejde. Han er færdig med lektierne nu, svarer mor-Tina.

-Har han fri hver eneste weekend? prøver Oscar så.

-Nej, det har han ikke, siger Tina. Hun ryster lidt på hovedet og griner. 

-Nå. Men jeg kan godt lide det, siger Oscar.

Hvorfor kan du godt lide det?

-Fordi han får mange penge. Og jeg elsker penge. Oscar råber ordene, og pludselig er mange øjne rettet på ham. Alle bryder ud i grin.

Undtagen Silje. Hun kigger lidt fjernt for sig, tygger lidt på ordene, inden hun siger:

-Det bedste ved det er, at han ikke skal lave lektier mere. Så nu har han mere tid sammen med os.

Oscar, Clara og Tina nikker. Det kan alle blive enige om.