Gå til hovedindhold

Fra piskesmæld til pædagogisk assistent: -Hvis jeg ikke havde lyttet til min krop, havde jeg aldrig fået mit drømmejob

Da Helle Hoier rammes af et piskesmæld, ser fremtiden som lagerarbejder sort ud. Heldigvis ender jobcentret med at betale størstedelen af uddannelsen til pædagogisk assistent – og dét har sikret hende drømmejobbet.

Publiceret:

Året er 2000, og 35-årige Helle Hoier står i målet på håndboldbanen. Hun er vant til at få kastet bolde efter sig. Vant til, at de hårde bolde borer sig ind i huden og efterlader blå mærker. 

Men hun får alligevel et chok, da nakken pludselig siger stop. Det svarer til en forstuvning, men føles langt værre. Helle har fået et piskesmæld. Et piskesmæld, som kan mærkes den dag i dag, 20 år efter smældet har lydt.

Jeg har ondt i nakken. Og det føles, som om mit baghoved sover, og så går det ud i den ene arm. Jeg render til kiropraktor og sådan noget i ét væk i forsøget på at få det bedre.

Helle Hoier

Langtidssygemeldinger stiger

Antallet af personer med nakkesmerter er steget dramatisk i løbet af de seneste 25 år. Og det har også konsekvenser i Danmark, hvor flere og flere langtidssygemelder sig på grund af smerterne.

For Helle bliver en sygemelding også nødvendig, og hun ender med at være sygemeldt i to et halvt år. Dét, fordi piskesmældet gør det umuligt at have et fysisk krævende lagerarbejde – et erhverv, som hun ellers når at beskæftige sig med i knap 15 år af sit liv. Indtil smerterne sætter en stopper for det. Men smerterne stopper ikke der. Piskesmældet bliver akkompagneret af en diskusprolaps og slidgigt i både nakke og hofte.

-Jeg kunne egentlig rigtig godt lide mit arbejde, men jeg kunne bare ikke holde til det, siger Helle.

Sygemeldingen er dog en stakket frist. For der er ingen, som kan slukke for smerterne.

Der var ikke nogen, som vidste, hvad de skulle gøre ved det. De kunne ikke operere mig, fordi jeg også havde fået en diskusprolaps. Så jeg skulle egentlig bare lære at leve med det - og jeg var sådan: "Fair nok, men så vil jeg også have et job, jeg kan holde til".

Helle Hoier

Fra lager til liv og lemmer

Rent tilfældigt møder Helle en af sine gamle veninder, som er blevet chef på en afdeling inden for Handicap og Psykiatri i Brejning, en naboby til Børkop, som er der, Helle holder til. De to kvinder falder i snak, og hos veninden er der ingen tvivl - Helle "skal da arbejde med mennesker". Men tvivlen er noget større hos Helle.

-Jeg sagde straks: "Ah, det tror jeg da så ikke, at jeg skal. Jeg skal ikke – undskyld udtrykket – tørre nogen bagi". Men det ville jeg ikke komme til, og hun insisterede. Og fordi flere har sagt til mig, at jeg kan noget med mennesker, så jeg gav det en chance, og jobcentret sagde god for det, siger Helle og fortsætter:

-Så var jeg derovre i tre måneders praktik, og så ansatte de mig bagefter. På 25 timer til at starte med. Og efter det måtte jeg så sige: "Mennesker, det er dét, jeg skal".

Enestående evner

På sit nye job møder Helle en skizofren ældre mand, som stort set ikke har været ude af sin seng i tre måneder. Ingen er lykkes med at få ham i bad eller ud af huset. Men da han møder Helle, får han viljen til at ville noget mere.

Ikke alene er det et job, som min krop kan holde til. Men det er også det fedeste job, jeg nogensinde har haft. Og jeg er jo egentlig bare mig selv. Det handler om at have et drive, hvor du tænker, at du kan flytte noget ved den person, som du tager dig af. For hvis du ikke har det, så oplever personen jo ingenting – så bliver det bare et opbevaringssted. Og så kan du lige så godt glemme at arbejde med mennesker.

Helle Hoier

Desværre bliver der med tiden skiftet ud i ledelsen og lavet så mange omstruktureringer, at Helle ikke længere finder sig til rette i jobbet. Hun vil ikke gå imod dét, som hun er overbevist om, er det rigtige. Sådan er hun bare indrettet. Til gengæld er hun også sådan indrettet, at hun ikke skal gå uden job. Derfor ender hun igen på et lager:

-Det var et job på en papfabrik, og det viste sig at være rent knoklearbejde. Man står op hele dagen og flytter store papkasser, og så er man intet værd, når man får fri. Jeg endte med at holde ud i et par år, men så nåede jeg også bare til et punkt, hvor jeg tænkte: "Hvad er mest værd?", forklarer Helle.

Helle Hoier sidder i naturen
Helle, hvor hun elsker at bruge sin fritid - i naturen.

Jobcentret siger god for uddannelse

Smerterne i kroppen fører igen en opsigelse med sig, og Helle må tilbage på jobcentret. Hun har i mellemtiden fundet frem til en uddannelse, som hun kan få merit for, fordi hun har arbejdet på bostedet. Uddannelsen som pædagogisk assistent, der vil tage hende 11 måneder at gennemføre.

Min sagsbehandler syntes, at det var en mega god idé. Så nu læser jeg til pædagogisk assistent på 80 procents dagpenge – den del betaler jobcentret.

Helle Hoier

Ved siden af har hun haft lidt vikartimer på Fårupgård Ungecenter, hvor hun har arbejdet med udsatte unge. Men det er ikke kun på studiejobbet, at hun står ansigt til ansigt med unge mennesker.

Mange af dem på uddannelsen er ikke ældre end mine børn. Men jeg har virkelig nydt det, selvom jeg er langt den ældste i den her klasse, for det giver nogle gode diskussioner. De unge kommer med ny viden, og jeg kommer med en masse livserfaring.

Helle Hoier

Ny viden er generelt dét, som Helle tager sig med videre fra uddannelsen. For selvom erfaringen gør, at hun før er stødt på pædagogiske teorier og begreber, har hun ikke forstået dem før nu. For eksempel ordet "narrativ", som jo ikke bare betyder fortælling i ordets klassiske forstand:

-Begrebet dækker over vores personlige fortællinger, og hvordan de påvirker vores liv, vores måde at være på – og har indflydelse på, hvordan vi trives. Som pædagogisk assistent skal vi finde frem til, om den enkeltes fortælling støtter eller hæmmer dem i at få et godt liv. Og så har vi lært, hvordan vi kan hjælpe personen videre ved både at styrke og mindske personens fortællinger, forklarer hun.

Uddannelse fører til drømmejob

Igen har Helle heldet med sig. Uddannelsen som pædagogisk assistent viser sig nemlig at føre til drømmejobbet. Det nye drømmejob. En gammel kollega fra bostedet, Helles gamle chef og en mere er gået sammen om at åbne et krisecenter for kvinder. 

-De ringede så til mig og sagde: "Helle, vi skal bruge sådan en som dig, når du er færdig". Og jeg sagde bare: "Fint, det er dét, jeg skal". Give de her kvinder troen på dem selv tilbage igen. Hjælpe dem tilbage til livet, men også bare med dagligdagens udfordringer – at snakke med advokater, måske komme på jobcentret eller få fat i en sundhedsplejerske til børnene. Jeg skal være deres kontaktperson. Og det glæder jeg mig til.

Men uden uddannelsen ville Helle ikke have fået jobbet. Dét har de kommende kolleger gjort klart for hende:

I dag, hvis du gerne vil arbejde med mennesker, så er du bare nødt til at have papir på dine evner. De fører tilsyn og den slags, så du kan ikke bare komme ind på dit glatte ansigt. Så den her uddannelse er da det bedste, jeg har gjort.

Helle Hoier

Held i uheld

Nakken gør stadig ondt. Smerterne er der ikke meget at stille op med. Men i Helles filosofi har smerterne sat streg under hendes evner. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

- Hvis jeg aldrig havde lyttet til min krop og sagt op, så havde jeg aldrig endt med at få mit drømmejob. Og hvis jobcentret ikke havde lyttet og givet mig lov, så tænker jeg ikke, at jeg var kommet i gang med at arbejde igen, siger hun og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

-For jeg har papir fra kiropraktoren, som siger, at jeg skal i flexjob. Og det vil jeg selvfølgelig helst undgå. Jeg har stadig ambitioner, selvom jeg er 55 år. Og når man så er så heldig, at man kan få sådan en uddannelse og finde sådan et job, så giver det god mening det hele.

Pædagogisk assistentuddannelsen

Overalt i vores institutioner er der brug for pædagogiske assistenter, der kan skabe en spændende og meningsfuld hverdag for børn, unge og voksne i tæt samarbejde med andre faggrupper. Skal det være dig?