Debatindlægget blev bragt i Skolemonitor 22. august 2022.

Frihedskampen for skolerne har hidtil handlet meget om den negative frihed: Friheden til at sige nej. Nej til lange skoledage, nej til test og nej til bureaukrati. Det er på tide, vi diskuterer, hvad friheden kan sige ja til, skriver Alexander von Oettingen.

Friheden er blevet den uddannelsespolitiske kampoverskrift, når det drejer sig om folkeskolen.

SF opsiger folkeskoleforliget, fordi der er brug for forandring og mere frihed, mens børne- og undervisningsministeren understreger, at ’frihed er godt’, men at der er grænser for, hvor frit det kan og må blive.

Valgkampen er godt i gang, og dermed også valgkampen om skolen og dagtilbuddene. Sådan må det være i et demokrati og især i forhold til vigtige institutioner. De rykker i fokus, når der kæmpes om den politiske magt, fordi skolen og dagtilbuddet handler om fremtiden.

Og man kan kun blive glad. For hvem vil ikke gerne være fri og have friheden til selv at bestemme? Friheden til lange eller kortere skoledage. Friheden til undervisningsfag eller ingen fag. Friheden til én lærer eller to-lærer-ordning og friheden til klasse- eller årgangsopdelt undervisning. Der er ikke grænser for, hvad friheden kan bruges til.

Friheden er selv fri.

Retten til frihed

Den tyske filosof Axel Honneth taler endda om frihedens ret (Das Recht der Freiheit) for at understrege, at friheden er den største drivkraft i samfundet. Ikke kærlighed eller fællesskab er styrende for vores tilværelse, men spørgsmålet, om vi, som individ og samfund betragtet, bliver mere frit!

Spørger man Honneth, er frihed dog et vanskeligt fænomen. Der findes den negative frihed, friheden til at sig nej og den positive frihed, friheden til at sige ja. Friheden til at sige fra og friheden til at deltage. I et moderne demokrati er begge friheder vigtige, men de kan noget forskelligt.

I diskussionen om skolens frihed, er det først og fremmest den negative frihed, der er den politiske initialkraft. Friheden til at sige nej til lange skoledage, nej til målstyring, nej til statens indblanding, nej til test, nej til regler, nej til akademisering, nej til bureaukratisering m.v. ’Nej’ står stærkt og tydeligt i debatten om skolens frihed.

Den positive frihed derimod står ikke skarpt og klart, men virker famlende. Ja til at gå sammen om folkeskolen, ja til formål, ja til dannelse, ja til metodefrihed og ja til mere frihed. Men dybest set er den frihed, der tales om, endnu ikke den positive frihed.

For hvad vil lærerne med deres professionelle og didaktiske frihed? Hvad vil skolerne og kommunerne med deres frihed til kortere eller længere skoledage? Hvad vil politikerne med mindre boglighed og mere håndværk, fri leg og dannelse?

Vi har nemt ved at sige nej

’Nej’ står langt tydeligere, fordi man meget klart ved, hvad man ikke vil, mens det er uklart og meget diffust, hvad man vil sige ja til.

Vi har nemt ved at sig nej, fordi det er interessant og kritisk, mens det at sige ja, ofte fremstår som småkedeligt og harmonisk ligegyldigt. At sige ja fordrer, at vi tager stilling og forpligter os til noget ukendt ude i fremtiden. Og det er svært.

Den positive frihed kræver en idé om, hvad friheden skal bruges til, og hvad den skal gøre os fri til. En idé, der må være langt større end blot lidt mere teknologi, mere håndens dannelse, mindre boglighed og mere bæredygtighed. Hvad er ideen med at holde skole? Og ikke mindst, hvilken idé vil vi udvikle for skolens fremtid?

De spørgsmål er ikke af nyere dato, men har forfulgt skolen siden 1700-tallet. Allerede dengang krævede den store filosof Immanuel Kant, at skolerne skulle sættes fri fra politikerne og forældrenes særinteresser og bindes til en kosmopolitisk idé. En idé om et humant verdenssamfund. Skolen er ikke et nationalt projekt eller barn af kirken, men en kosmopolitisk dannelsesinstitution. Sådan!

Vores egen store nationale helt Grundtvig var inde på samme tankegang, men udtrykte det måske lidt mere forståeligt og romantisk. ’Vi lærer for livet og ikke for skolen’ var hans idé. Livets skole er den frie og livlige vekselvirkning i tanke og handling, mens dødens skole binder os til bogkundskabens døde sprog.

Skolens ideal

Sikke idealer om skolen, Kant og Grundtvig kunne gribe til dengang. Deres greb finder næppe resonans i dag, fordi vi er optaget af de små marginaler. En smule to-lærer-ordning her og lidt skoleskak der.

Men vi har dog folkeskolens formålsparagraf at klamre os til. Den fremhæves og nævnes i flæng, men uden at det forpligter nævneværdigt og slet ikke konkret. Formålet lyder flot og afvæbner enhver kritik.

Men der er også undtagelser og forsøg på at løfte blikket en smule som f.eks. Danmarks Lærerforenings ’Folkeskoleideal’, initiativet bag ’Sammen om skolen’ og ’Den Grønne Betænkning’. Her finder man ansatser til større greb om skolens idé.

Lad os håbe, at den uddannelsespolitiske kamp om at sætte skolen fri ikke ender i ufrihed i og om skolen, men faktisk bidrager til skolens idé. Og at vi får en stærkere debat om den positive frihed og skolens bidrag til mere dannelse og demokrati i samfundet.