Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Videncenter for Sundhedsfremme

Powerpauser 3 af 3

Powerpauser - find fokus

Leg dig til læring! Powerpauserne præsenteres med filmklip på cirka 1 minut til brug i undervisningen.

01

Send dansen rundt

Materialer: Ingen

Instruktion: Eleverne stiller sig i en rundkreds. En elev begynder med at vise enkle dansetrin/enkel dans. Siddemanden skal herefter efterligne dansen og bagefter selv finde en ny, som den næste i rundkredsen skal efterligne. Sådan fortsætter de til alle har sendt en dans rundt.

02

Fra top til tå

Materialer: Ingen (evt. en stol)

Instruktion: Øvelsen laves individuelt, enten stående eller siddende på en stol. Med højre hånd rører man skiftevis hoved, skulder, knæ og fod – og fortsætter således opad igen med fod, knæ, skulder, hoved og så fremdeles. Nu kommer udfordringen, når venstre hånd skal køre modsat højre hånd, dvs. fod, knæ, skulder, hoved osv.

03

Tryk fingre

Materialer: Ingen

Instruktion: Eleverne stiller sig med front mod hinanden med ca. en meters afstand. Den ene elev strækker begge arme med håndfladerne nedad. Dernæst krydses elevens arme, så håndfladerne vender mod hinanden. Fingrene flettes, armene bøjes og de foldede hænder føres op foran ansigtet. Den anden elev peger nu på én finger ad gangen, som eleven skal løfte.

04

Gå ind i dig selv

Materialer: Ingen

Instruktion: Eleverne lukker øjnene, er helt stille og lader læreren guide til at lytte opmærksomt. Lyt først til en selv og ens åndedræt. Lyt til lydene i rummet. Og lyt så til lydene udenfor og langt væk. Lav rækkefølgen baglæns, så eleven ender med at lytte til sig selv igen.
Læreren spørger: Hvilke lyde hørte I?

05

Øvelser med mindfulness

Materialer: Rosiner eller afslappende musik, sækkestole, madrasser. Kan også laves uden materialer.
 
Krav til plads: Ingen særlige.

Instruktion: Deltagerne putter hver en rosin i munden. De instrueres nu i at koncentrere sig fuldstændig om denne rosin uden at tygge. De skal mærke, hvordan rosinen føles inde i munden, før de begynder at tygge langsomt. Så instrueres de i at lægge mærke til smagen, der breder sig i munden, og fornemme rosinens vej ned gennem spiserøret.

Variation: Øvelsen kan laves i mange variationer. Den handler om at øve sig i at styrke sanserne og øge evnen til nærvær og koncentration om en enkelt ting. At hæmme irrelevante tanker og sansestimuli.

 

06

Katten efter musen

Materialer: Ingen – evt. stopur.
 
Krav til plads: Plads til rundkreds.
 
Instruktion: Deltagerne danner en kreds og stiller sig to og to sammen med front mod kredsens midte, den ene bag den anden. Der skal være god afstand mellem parrene. To deltagere er ikke med i kredsen. Den ene er mus, og den anden er kat. Musen skal forsøge at komme ind i kredsen uden at blive fanget af katten og stille sig foran et af parrene, så de står tre et øjeblik. Den bageste i rækken bliver nu den nye mus. Kredsen bliver mindre og mindre, idet musen hver gang stiller sig foran et par.

07

Skulder og nakke

Materialer: Ingen.

Krav til plads: Ingen særlige.

Instruktion: Deltagerne står med ret ryg og armene ned langs siden. De ruller med begge skuldre, fem gange fremad og fem gange bagud. Derefter tager de med hænderne fat om skuldrene, og øvelsen gentages. Til sidst strækkes armene, og øvelsen gentages med fulde, symmetriske armsving. Derefter skal armene hænge afslappet. Højre øre lægges ned mod skulderen, hvorefter højre hånd lægges op på venstre øre og hviler afslappet der. Derefter laves øvelsen til modsatte side med venstre skulder og hånd. Som afslutning lader deltagerne hovedet falde forover, så hagen rammer brystet, og trækker vejret dybt syv gange.

08

Arme og fingre

Materialer: Ingen.

Krav til plads: Ingen særlige.

Instruktion: Deltagerne står med ret ryg, fingrene flettes foran brystet, og håndfladerne skubbes væk fra kroppen, mens armene strækkes, og der laves syv dybe vejrtrækninger. Derefter rækkes højre hånd så langt ned mellem skulderbladene som muligt, mens venstre hånd nedefra rækker så langt op mellem skulderbladene som muligt. Deltagerne forsøger nu at få de to hænder til at gribe hinanden. Når det lykkes, tager man syv dybe vejrtrækninger, hvorefter øvelsen gentages – nu med venstre hånd oppefra og højre hånd nedefra.

09

Ben

Materialer: En stol.

Krav til plads: Ingen særlige.

Instruktion: Deltagerne står med ret ryg og armene ned langs siden. De ruller med begge skuldre, fem gange fremad og fem gange bagud. Derefter tager de med hænderne fat om skuldrene, og øvelsen gentages. Til sidst strækkes armene, og øvelsen gentages med fulde, symmetriske armsving. Derefter skal armene hænge afslappet. Højre øre lægges ned mod skulderen, hvorefter højre hånd lægges op på venstre øre og hviler afslappet der. Derefter laves øvelsen til modsatte side med venstre skulder og hånd. Som afslutning lader deltagerne hovedet falde forover, så hagen rammer brystet, og trækker vejret dybt syv gange.

Variation: Deltagerne sætter sig på stolen med ret ryg og tager kort hænderne ind under rumpen for at tjekke, om de sidder på de dertil indrettede sædeknuder. Derefter lægger de venstre fod op på højre lår og bøjer kroppen forover med strakt ryg. Når strækket kan mærkes, holdes positionen, og man tager syv dybe vejrtrækninger, hvorefter der skiftes ben, og øvelsen gentages. Derefter rejser deltagerne sig op bag stolen og stiller sig på højre ben, mens det venstre bøjes, og hælen holdes ind mod bagsiden af låret med venstre hånd. Når strækket mærkes, tager man syv dybe vejrtrækninger, hvorefter der skiftes ben, og øvelsen gentages.

10

Stopdans

Materialer: Ingen

Instruktion: Eleverne danser til musik. Læreren styrer afspilningen af musikken. Når musikken begynder, skal eleverne danse eller lave en bevægelse. Når musikken stopper, skal eleverne stå helt stille, ellers ryger man ud af legen. Legen fortsætter til der kun er en elev tilbage.

11

Flere powerpauser

Se også

Filmene er udviklet for Videncenter KOSMOS og produceret med støtte fra TrygFonden i forbindelse med oprettelse af hjemmesiden sundeunge.dk, som er styret af KOSMOS/UC SYD.

Jesper Von Seelen (UC SYD), Rasmus Dyrendahl, Mette Tornfeldt og Nils Feldballe har udviklet, og Feldballe Film & TV (www.feldballefilm.dk) har produceret.