Publiceret:
De sidste tre år har Eva Dam-Christensen forsket i udskolingselevers faglige gruppesamtaler i dansk. Hun har fulgt undervisningen i tre 9. klasser og en 10. klasse og i særlig grad to grupper fra hver klassetrin.
Målet med ph.d. afhandlingen har været at skabe ny viden, der kan forbedre elevernes gruppesamtaleformer og gruppesamtaleindhold. Desuden har Eva Dam-Christensen undersøgt om et undervisningsforløb, der italesætter den kritisk samtale, kan skabe en forandring i elevernes gruppesamtaler.
Torsdag den 19. august præsenterede hun sine resultater i sit ph.d. forsvar på SDU i Odense.
Det kritiske samtalebegreb
- De samtalende møder hinandens udsagn med en konstruktiv kritisk indstilling
- kritisk samtalen og samtænkning: mestring og bevidsthed om at lytte, behandle, diskutere og tage stilling til (hinandens) informationer og holdninger
- Divergent og konvergent
- Konteksten har betydning for den kritiske samtale
- Tage (saglig og etisk) stilling og forholde sig til fx værdibårne fagtekster
Et nyt kritiske samtalebegreb
Samtalebegrebet er centralt for Evas forskning og derfor har hun – med inspiration fra andre forskere og teorier - defineret sit eget kritiske samtalebegreb. Samtalebegrebet er et overbegreb for fire samtaletyper, som hun har analyseret sig frem til i sin empiri med elevernes samtale:
- Alle fire samtaletyper har det kritisk indlejret i sig i forskellige grader. Fællesnævneren er, at samtalen er på vej et sted hen, de gør sig overvejelser, bringer nye ting i spil, inddrager ny viden og drager konklusionen. Og de kan alle fire noget forskelligt - alt efter hvad opgaven er, forklarer Eva Dam-Christensen.
Fire nye samtaletyper
Hun har beskrevet de fire samtaletypers karakteristika for at forenkle, hvad de kan i den kritiske samtale:
- Undersøgende samtale
Når det handler om at finde ud af noget, at forsøge at forstå og blive klogere på tekstens og hinandens udsagn, så vil den kritisk undersøgende samtaletype være relevant.
- Debatterende samtale
Skal eleverne øve sig i at tage stilling til forskellige argumenter, stille spørgsmål til hinanden, holde ordet og argumentere overbevisende, så kan den kritisk debatterende samtale være modellen.
- Associerende samtale
Er opgaven til eleverne, at de skal samtale i dybden, finde så mange informationer og argumenter som muligt, så kan en kritisk associerende samtaleform inspirere.
- Kreativ samtale
Skal eleverne derimod finde nye løsninger, eksperimentere med ny viden og dennes implikationer, komme med nye bud og tænke ud af boksen, så kan den kritisk kreative samtaleform være til inspiration.
Analyse af egen samtale giver metabevidsthed
Som en del af empirien fik eleverne til opgave at lydoptage én af deres egne samtaleopgaver og efterfølgende transskribere den i mindre bidder.
- Når eleverne så deres egen samtale på skrift, fik de pludselig mulighed for at nærlæse og analysere deres samtale. Her blev de opmærksomme på, at de afbryder, ikke lytter, og hvordan det egentlig er, de taler med hinanden – så det gav dem en metabevidsthed om deres samtale, fortæller Eva Dam Kristensen.
Folkeskolen skal danne og uddanne elever til demokratiske borgere
Så hvad er det fremadrettede perspektiv for at få afgangselever, der har viden om og mestrer den kritisk samtale, når de går ud af folkeskolen?
- De skal undervises i, at det ikke er nok at give et svar. De skal kunne behandle et stof, have kompetencer til og bevidsthed om, at det er vigtigt, at man tager stilling. Alt er ikke lige godt, og det er i orden at være uenige og argumentere for sin sag. På den måde kan folkeskolen danne og uddanne eleverne til at blive demokratiske borgere, forklarer Eva Dam-Christensen.
Forpligtet til at undervise i det mundtlige sprog
Docent Tom Steffensen, Institut for Læreruddannelse, Københavns Professionshøjskole, var en af de to opponenter til ph.d. forsvaret. Han anerkendte det omfattende og ambitiøse projekt og udfordrede bl.a. Eva Dam-Christensen på lærerens og elevernes rolle i det empirisk materiale, og det danskdidaktiske bidrag til faget.
I forhold til sidstnævnte pointerede Eva Dam-Christensen, at danskfaget har en forpligtelse til at undervise i det mundtlige sprog, og hvad vi kan med den mundtlige kommunikation.
Relevant viden til feltet
Efter et grundigt forsvar trådte bedømmelsesudvalget sammen, voterede og vendte tilbage med en indstilling om, at Eva Dam-Christensen tildeles sin ph.d. grad.
Formand for bedømmelsesudvalget, lektor Vibeke Christensen fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU, fremhævede de sidste fem linjer af den seks sider lange indstilling:
- Vi finder, at afhandlingen bidrager med relevant viden til feltet. Eva Dam-Christensen har tilfredsstillende forsvaret afhandlingen og derfor indstiller bedømmelsesudvalget til dekanen, at Eva Dam-Christensen tildeles ph.d. graden, læste Vibeke Christensen, formand for bedømmelsesudvalget, op.
Herefter lød der klapsalver og tak fra Eva Dam-Christensen til vejledere og bi-vejledere undervejs i projektet, inden SDU afholdt reception.
Om ph.d. projektet
Ph.d. projektet har titlen: Kritisk undersøgende samtaler i elevers gruppearbejde i skolen - Et didaktisk designeksperiment i udskolingselevers faglige gruppesamtaler i dansk.
Projektet har et undersøgende formål med
- at skabe ny viden om den faglige gruppesamtale
- udvikle og afprøve et 12-timers undervisningsforløb i danskfaget.
Undervisningsforløbet blev gennemført i dansk i tre 9. klasser og en 10. klasse og i særlig grad to grupper fra hver klassetrin. Observationerne blev primært foretaget med
- videooptagelser, som efterfølgende blev transskriberet og analyseret i flere omgange
- gennem fysiske observationer
- fokusgruppeinterviews
Studiet indeholdt tre faglige og parallelle gruppesamtaler, som tog udgangspunkt i tre udvalgte websider (WPP, MeTwo-bevægelsen (to identiteter) og Amnesty International.
Om forsvaret
Forsvaret blev holdt torsdag den 19. august 2021 kl. 13.00 fysisk på SDU i Odense og online via Zoom. Mødeleder var Viceinstitutleder Anita Nell Bech, Institut for Kulturvidenskaber, SDU
Bedømmelsesudvalg:
- Formand lektor Vibeke Christensen, Institut for Kulturvidenskaber, SDU
- Førsteamanuensis Kari Anne Rødnes, Det Uttdanningsvitenskabelige faklutet, Universitetet i Oslo
- Docent Tom Steffensen, Institut for Læreruddannelse, Københavns Professionshøjskole.
Vejleder:
- Lektor Tina Høegh, Institut for Kulturvidenskaber, SDU
- Docent Thomas Rohde Skovdal Albrechtsen, UC SYD Forskning