Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Forvaltningsret

UC SYD Efter- og videreuddannelse

Forstå forvaltningsretlige problemstillinger og lær at foretage forvaltningsretlig korrekt sagsbehandling

  • Vær med til at sikre borgernes retssikkerhed og forstå retsgrundlaget for sagsbehandling
  • Lær at inddrage viden om forvaltningsloven, offentlighedsloven og forvaltningsafgørelser i dit arbejde
  • Få overblik over processen for forvaltningsafgørelser samt de faglige og tværfaglige instanser som prøver afgørelserne

Vil du sikre borgernes retssikkerhed og få indblik i en af grundpillerne i offentlig forvaltning? Med dette modul får du både indsigts i forvaltningsret og retsgrundlaget, men også kompetencerne til at inddrage det i dit daglige arbejde.

Du vil både arbejde med væsentlige dele af den almindelige forvaltningsret og vil blandt andet gennemgå kravene om lovhjemmel og saglig forvaltning. Ved modulets afslutning vil du kunne anvende relevante retskilder til løsning af forvaltningsretlige problemstillinger. Det kan du kun med den nødvendige viden. Derfor vil du konkret arbejde med blandt andet forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.

Det tværfaglige arbejde er en stor del af den offentlige administration, og med dette modul bliver du styrket i din faglighed som sagsbehandler. Du vil også forstå andre instansers betydning i forbindelse med forvaltningsafgørelser, som direkte eller indirekte kan påvirke din praksis.

Det får du indsigt i på dette modul:

  • Kravene om lovhjemmel og saglig forvaltning.
  • De væsentligste regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.
  • Hvordan du integrerer de almindelige regler for sagsbehandling og din nye viden fra modulet i din sagsbehandling og forvaltningspraksis.
  • Hvordan forvaltningsafgørelser prøves ved domstolene, Folketingets Ombudsmand og administrative klageinstanser.
  • Samspillet mellem borgere, forvaltning og domstole samt klageinstanser.

Modulet er et obligatorisk modul på Diplom i offentlig forvaltning og administration, men kan også tages selvstændigt.

Hvem henvender modulet sig til?

Du arbejder i en forvaltning eller administration og vil have indsigt i retsgrundlaget for forvaltning og sagsbehandling. Lovgivning er én ting, men du vil ved modulets afslutning også forstå processen bag forvaltningslovgivning og forvaltningsafgørelser – samt vide hvor du kan finde ny viden.

Adgangskrav

For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller akademiuddannelse i beskæftigelse.
En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.

Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.

Det står der i studieordningen

Formål 
Modulets overordnede formål er at give den studerende et indgående kendskab til de almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger, således at den studerende kan foretage en forvaltningsretlig korrekt sagsbehandling og løse forvaltningsretlige problemstillinger med hensyntagen til borgernes retssikkerhed. 

Indhold 
Den studerende vil i løbet af undervisningen komme til at beskæftige sig med væsentlige dele af den almindelige forvaltningsret. Således gennemgås kravene om lovhjemmel og saglig forvaltning, samt de almindelige regler for sagsbehandling bl.a. reglerne i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven. Endelig gennemgås grundprincipperne for prøvelse af forvaltningsafgørelser ved domstolene, Folketingets Ombudsmand og administrative klageinstanser. 

Læringsmål 
Viden 
Den studerende 

  • har viden om de forvaltningsretlige retskilder og forvaltningsretlig praksis 
  • kan forstå og reflektere over de almindelige forvaltningsretlige regler og principper samt de indholdsmæssige krav til en forvaltningsafgørelse 
  • skal have viden om mulighederne for prøvelse af forvaltningsafgørelser 

Færdigheder 
Den studerende 

  • kan anvende relevante retskilder til løsning af forvaltningsretlige problemstillinger 
  • kan vurdere forvaltningsretlige problemstillinger samt begrunde og vælge relevante løsninger, herunder vurdere retsvirkningerne af tilsidesættelse af forvaltningsretlige regler 
  • kan formidle forvaltningsretlige problemstillinger og løsninger 

Kompetencer 
Den studerende 

  • kan foretage en kompleks forvaltningsretlig sagsbehandling 
  • kan indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde om forvaltningsretlige problemstillinger 
  • kan identificere eget læringsbehov på området og sætte sit arbejde i forhold til de forvaltningsretlige regler
Hvordan bedømmes jeg på modulet?

Din eksamen kan gennemføres som individuel eksamen eller som gruppeeksamen.

De vigtige detaljer

På nedenstående side finder du alt, hvad du skal vide om til- og afmelding til vores efter- og videreuddannelsesmoduler, samt eksamener og udgifter. 

Er du interesseret i at få op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse? Så læs mere her.

Tilmeld dig her

Forvaltningsret

Nedenfor kan du se hvor og hvornår, vi udbyder modulet. Tryk på + for mere information